|
Dagens Helgen : Sankt Leo den store |
03:38:36 |
 Sankt Leo d. Store, Pave fra 440-461.Dette er et spansk portræt fra det syttende århundrede af Leo I, kronet med paveligt diadem, der holder kors og nøgle og skuer opmærksomt, mens han giver sin velsignelse. Leo den Stores pavedømme fra det femte århundrede var et af de vigtigste, der fremmede pavedømmets værdighed og politisk fred. Pave Leo brugte en fast og velvillig politik til at forhandle samarbejde mellem de vestlige og østlige dele af det romerske imperium, såvel som med hunnere og vandaler, især på vej ud for at møde Attila, mens hunnerne marcherede mod Rom. På grund af hans bemærkelsesværdige storhed ved at opretholde troen i ord og gerning, blev han udnævnt til kirkelærer i 1754. Kunstværk malt af Francisco de Herrera (ca. 1590-1656). 
Leo I, den Store.
Leo I, den Store.Malt af ukendt kunstner 1886. |
Helgenen: Pave Sankt Leo d. Store
Indholdsfortegnelse :Leo den Store, PaveBiografi Fakta om Leo den Store, pave og kirkelærer 1. Leo den Store – en garvet politiker. 2. Leo den Store – en skarpsindig teolog. 3. Leo den Store – og dragen. 4. Leo den Store – og julen. 5. Leo den Store – styrkede pavedømmet.
Leo den Store, Pave 🔝Leo den Store, var pave fra 440-461. Hans dødsdag er 10. november, men 11. april er dagen for hans skrinlæggelse under pave Sergius 1. (687-701). Han var en nidkær over for den rette lære og bekæmpede alle der modsatte sig den rette tro.Pave Leo I var kirkelærer og født i Rom (?) og døde dér i 461. Leo I, en mand af fineste karakter og stor dygtighed, blev udpeget til biskop af Rom i 440, i en krisetid både for Kirken og kejserriget. I 451 mødtes det 4. almindelige koncil i Kalkedon for at tage stilling til Eutyches' lære (monofysitisme). Leos lærebrev om dette emne blev vedtaget som grundlag for koncilserklæringen om, hvad der var ret lære vedrørende Kristi to naturer. Han overtalte på mirakuløs vis Hunner-kongen Attila til at undlade, at plyndre Rom og trække sig tilbage fra Italien. Han repræsenterede det bedste i den romerske karakter, energisk, storsindet, konsekvent og urokkelig i sin pligtfølelse. Hans tro var fast forankret i det centrale kristne mysterium om Ordet, der blev kød. Den lærde pave Benedikt XIV føjede i 1754 Skt. Leos navn til rækken af kirkelærere, men af hans skrifter er der kun overleveret nogle breve og prædikener, der er bemærkelsesværdige for deres præcision og klare udtryksform. I dem understreges gang på gang apostlen Peters efterfølgers forrang og læremyndighed; Leo fik afgørende indflydelse på pavedømmets tidlige historie. Pave Leo I døde 10. november 461. Biografi 🔝Ifølge Liber Pontificalis var Leo født i Toscana. Det menes at fødeåret var ca. år 400. I 431 var han diakon i Rom og var tilstrækkelig betydningsfuld til, at Kyril af Alexandria henvendte sig til ham for at få Rom til at forhindre Juvenal af Jerusalems krav om kirkeligt overherredømme over Palæstina. Brevet fra Kyril kan dog også være adresseret til pave Celestin 1. På samme tid dedikerede Johannes Cassianus sin afhandling mod Nestorius til Leo − den var skrevet på hans opfordring. Det tydeligste tegn på tillid til Leo ses af, at kejseren valgte ham til at afgøre striden mellem de to højeste embedsmænd i Gallien.Mens han var der, døde pave Sixtus 3. 11. august 440, og Leo blev valgt som hans efterfølger uden modkandidater. Han tiltrådte 29. september som pave og skabte en stærk centralisering af den romersk-katolske kirke. I de følgende år slog Leo ned på en række kætterske bevægelser, der havde mere eller mindre medvind. Det drejede sig blandt andet om pelagianisme, manikæismen og priscillianismen, som han på forskellig vis bekæmpede. Han søgte også at få kopterne til at indordne sig under romersk-katolsk praksis, lige som han søgte at sikre Roms indflydelse på Illyrien, hvor kirken vaklede mellem Rom og patriarken i Konstantinopel. I 451 opnåede han en stor sejr ved koncilet i Chalkedon, hvor han fik det til at anerkende paven i Rom som den retmæssige efterfølger til apostlen Peter. Også i Gallien var der problemer med, hvem der bestemte. Her blev Leo involveret direkte i en strid med ærkebiskop Hilarius fra Arles. Leo satte Hilarius grundigt på plads, så denne fik indskrænket sin magt. Leo følte sig trængt, så han appellerede til den verdslige magt: kejser Valentinian III. Denne udstedte et dekret 6. juni 445, hvori han anerkender forrangen for Roms biskop som efterfølger af Peter, dennes overhøjhed i Rom og den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Modstand opfattedes juridisk som forræderi. Hilarius bøjede sig herefter. I øst søgte Leo at øge indflydelsen i en strid mellem Eutyches og Flavian af Konstantinopel. I begyndelsen støttede han Eutyches, men efter at have fået oplysninger fra Flavian skiftede han mening og støttede ham fuldt ud. Ved et koncil i Efesos præsenterede Leos repræsentanter hans berømte Tome (latin: tekst, brev), der var en redegørelse for den romerske kirkes tro i form af et brev til Flavian, der med henvisning til Augustin meddelte grundsætningerne for den vestlige kristologi uden egentlig at berøre problemet, der foruroligede den østlige kirke. Koncilet læste ikke brevet og tog sig ikke af protesterne fra Leos udsendinge, men afsatte Flavian og en af hans biskopper. Leo erklærede herefter koncilet for en "røversynode" og erklærede Eutyches' tilhængere for kættere. Da den østromerske kejser Theodosius II døde i 450, forandrede situationen sig, og den nye patriark Anatolius af Konstantinopel accepterede Leos krav, hvorpå Tomen blev læst og anerkendt overalt. Et nyt koncil i Chalcedon kom tilsyneladende til at fremstå som en total anerkendelse af pavens magt, men Leo måtte navigere behændigt for at undgå at godkende et dekret om Konstantinopels næsten ligeværdighed med Rom. Samtidig fik han indsat nogle af sine støtter på betydningsfulde poster i østkirken. Det vestromerske rige var på vej til at bryde sammen, og med den civile magts svindende betydning fik Leo mulighed for at øge sin magt. Derfor blev det Leo, der sammen med to højtplacerede civile embedsmænd i 452 mødte Attila, der havde invaderet Italien og nu truede Rom. Det lykkedes at få Attila til at trække sig tilbage. Der er forskellige forklaringer på, hvorfor det lykkedes: En samtidig skribent, Prosper af Aquitanien, hævder, at Attila ganske enkelt blev så imponeret over Leo, at han accepterede at trække sig tilbage. Mere jordnære forklaringer er, at Leo medbragte en stor sum guldpenge, eller at Attila pga. strategi eller logistik ikke ønskede at gå videre. Da Attilas hær var hårdt presset og havde et stort rov efter plyndringer, kan Leos bøn om nåde have været en acceptabel begrundelse for at vende om. Nogle år senere var det vandalernes tur til at hærge landet, og her lykkedes det ikke Leo at forhindre Roms plyndring, men det menes, at det lykkedes ham at begrænse myrderier og afbrændinger. Da han døde, havde han været pave i 21 år. Han er den pave, der har beklædt embedet 9. længst tid. Fakta om Leo den Store, pave og kirkelærer 🔝Hans navn siger meget om ham. Navnet kan oversættes med "løve", og denne pave kæmpede som en løve for sin by Rom, for kirken og paveembedet. Nedenunder kan du læse om fem ting, du sikkert ikke tænkte på, da du hørte navnet Leo den Store.1. Leo den Store – en garvet politiker. 🔝Leo blev født i Toscana omkring år 400. Han var pave fra 440-461 i en tid, der var præget af kriser både i det romerske kejserrige og i kirken. Derfor tog han sig ikke kun af kirkelige anliggender, men afværgede personligt hunnernes plyndring af Rom i 452. Men han kunne ikke stille noget op, da vandalerne besatte Rom tre år senere for at plyndre byen. Det lykkedes ham dog at forhindre en massakre.2. Leo den Store – en skarpsindig teolog. 🔝Leo var en skarpsindig teolog. Han skrev et brev til Konstantinopels patriark Flavianos for at samle kirken under én fælles bekendelse. Ved koncilet i Chalkedon i 451 blev det på grundlag af Leos ord erklæret, at Kristus er én person i to naturer, den guddommelige og den menneskelige.3. Leo den Store – og dragen. 🔝Leo den Store fejres den 10. november. Han er skytshelgen for sangere, musikere og organister. På billeder ser man Leo den Store med pavekors, tiara og et evangeliar. Ofte sidder en drage ved siden af ham som symbol på, at Leo reddede Rom fra hunnernes konge Attila.4. Leo den Store – og julen. 🔝Leo har skrevet mange juleprædikener, hvor han taler om menneskevordelsens mysterium. Han gav julens fejring en ny dybde.5. Leo den Store – styrkede pavedømmet. 🔝Leo pegede meget på Roms særlige plads blandt kirkerne og styrkede pavedømmet. Han er muligvis den første pave, som er blevet begravet i Peterskirken og ligger der den dag i dag. |
|
