Dagens Philosoph : Jean-Paul Sartre

09:09:19
09:09:19

Jean-Paul Sartre, portræt farvefoto.

Jean-Paul Sartre på kontoret.

Jean-Paul Sartres signatur.

Sartres og Beauvoirs fælles grav på Montparnasse-kirkegården i Paris.

Jean-Paul Charles Aymard Sartre 21. juni 1905, 15. april 1980

Pseudonym :Jacques Guillemin
Navn :Jean-Paul Charles Aymard Sartre
Født :21. juni 1905, Paris, Frankrig
Død :15. april 1980 (74 år), 14. arrondissement i Paris, Frankrig
Dødsårsag :Ødem
Gravsted :Cimetière du Montparnasse
Bopæl :Laon, Meudon, Le Havre, La Rochelle, Paris
Far :Jean-Baptiste Sartre
Ægtefælle :Blev aldrig gift
Partnere :Michelle Vian.
Wanda Kosakiewicz.
Olga Kosakiewicz.
Simone de Beauvoir.
WEB site :https://gadekrydset.dk/Alamank/Philosopher/
Opdateret: 05/03 2024 - Filstørrelse: 24.2 kbt.

Indholdsfortegnelse :

   Forfatterskab
   Opvækst
   Mødet med Beauvoir
   Skolelæreren
   Søstrene Kosakiewicz
   Senere år
   Jeg tænker, derfor er jeg
   Løse rygter
    Det fortælles om Sartre at:

    Nedenstående tekst består af ialt: 70 afsnit


Forfatterskab🔝

Sartre er sandsynligvis den bedst kendte eksponent for eksistentialismen, men også grundlægger af den eksistentielle fænomenologi sammen med Merleau-Ponty og Heidegger. Han var både filosof og succesfuld forfatter af romaner og skuespil. De eksistentielle temaer blev ofte udforsket i hans fiktionsværker og i værker af Simone de Beauvoir, hans livslange ledsager.
Mest kendt er nok hans citat: "Cogito ergo sum" - "Jeg tænker, derfor er jeg", som han skrev i sin "Principia Philosophiae".

Han skrev blandt andet også "Terningerne er kastet", "Kvalme" (La nausée), Muren, Eksistentialisme er humanisme og romanserien Frihedens veje bestående af Ensom blandt mennesker, Galgenfrist, Med døden i hjertet og Historien om Brunet. Af hans fiktionsværker gav Kvalme (1938) sikkert det bedste indblik i hans filosofiske tænkning. Oprindeligt hed manuskriptet Melancholia, men blev omdøbt til Kvalme før udgivelse; og Sartre fortalte altid, at det - efter mange refusioner - blev accepteret af forlaget først efter Beauvoirs omfattende omarbejdelse af teksten. Folk bemærkede, at når parret mødtes på kaféerne Dôme eller Rotonde, tømte han ofte straks et læs papirer i armene på hende; sørgede for, at hun fik sin kaffe; og hastede så af sted for at møde en anden kvinde. Iblandt fik Beauvoir kun en hastigt nedrablet tekst og besked om at "se på det her".

Én af Sartres hovedidéer var, at mennesket er dømt til at være fri. "Dømt fordi han ikke har skabt sig selv – men er ikke desto mindre fri. Fordi han nu engang er hvirvlet ind i verden, er han ansvarlig for alt, hvad han gør". "Mennesket er den eneste forfatter til sin egen opførsel". "Mennesket har ikke en given menneskelig natur, men må skabe sin egen. Mennesket er ikke andet, end hvad han skaber sig selv til".

I sine senere værker forsøgte Sartre at kombinere individualismen med en slags marxisme. Sartre forklarede i sin selvbiografi, at hans forfatterskab i høj grad var et resultat af den afvisning, han var ude for som barn. Indtil 1945 underviste han på forskellige skoler. Herefter brugte han sit liv på at skrive, og redigerede i mange år tidsskriftet Les Temps Modernes ("Moderne tider").

Opvækst🔝

Sartres far døde, da sønnen var 15 måneder gammel, og enken, den 24-årige Anne-Marie, flyttede hjem til sine forældre i Paris. Hun gav sønnen, som hun kaldte Poulou, sin udelte opmærksomhed, læste for ham og spillede klaver for ham, og hendes far omtalte mor og søn som "børnene". Sartre voksede dermed op med følelsen af, at hun var en ældre søster; og det knuste ham helt, da hun giftede sig igen i 1916. Til sin dødsdag hadede han sin stedfar, marineingeniøren, der flyttede dem til et liv i La Rochelle. Hans nye skolekammerater var børn af fiskere, der så ned på den skeløjede pariser og gav ham klø. I selvforsvar blev Sartre snart et bøllefrø af samme skuffe, og stjal penge fra sin mors taske for at kunne bestikke sine plageånder med kager. I puberteten blev han pint af bevidstheden om at være grim, men besluttede sig til sidst for at overse det. Han blev aldrig højere end 1,58 meter og var meget skeløjet. Når han ikke kunne tiltrække kvinder med sit udseende, indså han som teenager, at han måtte forføre dem med ord – les mots – som også var navn på den beretning om sine første 11 år, han udgav i 1963, og som han året efter fik nobelprisen for.

Sartres mor var kusine af Albert Schweitzer, (hendes far, Charles Schweitzer, var en ældre bror af Albert Schweitzers far, Louis Théophile) og Sartre omtalte ham – noget upræcist - som "onkel Al".

Som 16-årig blev Sartre sendt tilbage til Paris, som internatelev ved sin gamle skole, lycée Henri IV. Sammen med Paul Nizan fartede han i timevis rundt i gaderne. Nizan vakte hans interesse for moderne litteratur, og de to drenge læste hinandens skriftlige arbejder og diskuterede fortællerteknik. Sammen tilbragte de to år ved lycée Louis-le-Grand som forberedelse til de fire år ved École Normale Supérieure, Frankrigs mest prestigefyldte institut, kun for mænd. Sartre var i sit es på École Normale; han smed vandbomber på venner i aftenhabit; skrev et revynummer, hvor han spillede skolens rektor; spillede klaver i fællesrummet; og gik helhjertet ind for de ondskabsfulde ritualer overfor nye studenter. Nizan vantrivedes derimod stærkt ved skolens miljø, og tog et friår. Sartre på sin side dumpede til eksamen i 1928; derfor kom han og Nizan til at aflægge eksamen sammen det følgende år, samtidig med den yngre Simone de Beauvoir - som havde halet ind på dem med et år ved at gå op til lærereksamen samtidig.

Mødet med Beauvoir🔝

Sartre og Simone de Beauvoir var blandt 76 studenter fra hele landet, der skulle aflægge den stærkt konkurrenceprægede, skriftlige agrégation-eksamen i filosofi i 1929. Filosofi havde en ærværdig tradition i Frankrig, og tiltrak sig de bedste af studenterne. Bestod man agrégation, var man sikret livslang ansættelse som lektor i landets offentlige gymnasier. Resultaterne blev slået op 17. juli, og 26 kandidater var lykkedes (hvoraf seks kvinder). Sartre, Beauvoir og Nizan var blandt dem, der nu skulle videre til den ekstremt krævende mundtlige eksamen: Fire adskilte prøver foran en seksmandsjury. Sværest var la grande leçon, hvor kandidaterne trak et emne ud af en hat og fik fire timer i Sorbonnes bibliotek til at forberede en undervisningstime på college-niveau. Dertil kom læsning af tekster på gammelgræsk, latin og fransk, som studenterne fik en time til at forberede. Mundtlig eksamen var en offentlig begivenhed, hvor studenterne fik stor offentlig opmærksomhed.

Sartre og Beauvoir læste intenst sammen, og 30. juli kom han på første plads blandt årets beståede; og Beauvoir kun to points efter ham. Juryen havde længe diskuteret, om de skulle give hende førsteplads. De var yderst imponerede over hende; med sine 21 år var Beauvoir den yngste, som nogensinde havde aflagt agrégation, og dertil tog hun samtidig lærereksamen. Omsider bestemte de sig for Sartre, fordi han var oppe til eksamen for anden gang. De to aftalte at mødes i Limousin, hvor Beauvoir var på ferie hos sin fars familie. Sartre brød sig ikke om naturen og beskrev sig som "allergisk mod klorofyl"; men hver dag sad de i græsset og samtalte i timevis. Han var en opmærksom lytter, og spåede dem en fælles fremtid med hårdt arbejde og rejser. Til eksamen havde begge skrevet om emnet "frihed og tilfældighed". Sartre mente, de fleste flygter fra friheden. Selv ville han hverken giftes eller have børn; han afskyede synet af gravide kvinder, og syntes, spædbørn lugter af tis. Hans glødende ønske var at blive en stor skribent; han opfattede sig som en Stendhal og Spinoza. Tilbage i Paris lejede Beauvoir et værelse hos sin mormor på 4. sal i Avenue Denfert-Rocherau 91. 14. oktober 1929 gav hun slip på sin jomfrudom der; Sartre boede stadig hos sine morforældre. Parret fik kun to intense uger sammen, inden han påbegyndte sin militærtjeneste; men han ønskede at indgå en "to års aftale", hvor de skulle mødes, straks de fik chancen. I stedet for at Beauvoir skulle tage arbejde, ville han, at hun skulle begynde at skrive en roman og leve af en arv, Sartre fik efter sin mormor. Beauvoir var skræmt af den forestående adskillelse; især, fordi Sartre ikke ville "ejes" af nogen eller snydes for "tilfældige" oplevelser med andre kvinder; hans og Beauvoirs kærlighed til hinanden ville alligevel vare livet ud, mente han, fordi de var tvillingsjæle. De skulle elske hinanden som frie individer, men i fuld åbenhed dele alle tanker med hinanden. Beauvoir var betænkt; hun var vant til at holde sine tanker for sig selv.

Som 70-årig gjorde Sartre i et interview klart, hvad Beauvoir betød for ham: "Hun var den eneste, som var på samme kundskabsniveau som mig og vidste, hvad jeg ønskede. Derfor var hun et perfekt menneske at tale med, sådan som man sjældent har. Det er mit usædvanligt store held... Det betyder ikke, at jeg accepterede al hendes kritik, men jeg accepterede det meste... Der er ingen grund til ikke at kritisere meget skarpt, når man har den lykke at elske den, man kritiserer." Alligevel blev parret aldrig dus, men sagde De til hinanden hele livet. Beauvoir forklarede, at "Sartre havde det svært med følelser. Han var flov over at vise dem, og nærmest ude af stand til at håndtere andres."

Skolelæreren🔝

Ved École Normale havde Sartre og hans kammerater gået på bordel. De foragtede de prostituerede: "Vi syntes ikke, at en pige skulle give sig selv på det vis." Han var forlovet med en pige i Lyon, Germaine Marron; men da han ikke bestod sin agregation sommeren 1928, brød Marron-familien forlovelsen. Sartre reagerede med lettelse, for bag Germaines ryg havde han haft en affære med Simone Jollivet, som intenst ønskede at blive forfatter. Sartre underviste og opmuntrede hende; til gengæld gav hun ham og Nizan en lampeskærm syet af hendes egne purpurrøde blondetrusser. Sartre morede sig over, at hun fra 18-årsalderen havde arbejdet som prostitueret ved dyre bordeller. Jollivets optagethed af Flaubert var måske det, der senere fik Sartre til at studere hans forfatterskab.

Sartre sagde, at "jeg interesserede mig ikke spor for mig selv. Jeg var optaget af idéer og verden og andres hjerter." Hans varme og charme var legendarisk. Han var morsom, en glimrende imitator og fik folk til at le, så de græd. Han var gavmild og elskede at hjælpe folk, men virkede selv helt uafhængig af andre. Han behøvede at føle, at en kvinde var forelsket i ham og trængte ham; men straks, han følte sig elsket, var han lykkeligst alene med fyldepen, papir og bøger. Hans venner forvandlede sig ofte til det, han kaldte "drabanter"; de bebrejdede ham ofte for at være ligeglad. På samme vis blev det et mønster i hans liv, at kærester i starten af forholdet solede sig i hans udelte opmærksomhed, men snart klagede over, at han ikke ville afse tid til dem. Sartre på sin side klagede over, hvor krævende de var. Beauvoir var som sendt fra himlen; hun klagede ikke. Det første halvandet år af deres forhold bestod af hektiske møder, når hans militærtjeneste tillod det. For Beauvoir var Sartre og de stunder, de fik sammen, hele hendes verden; denne afhængighed skræmte ham. Straks de mødtes, greb han hendes hånd og begyndte at forklare en ny teori. Beauvoir gennemgik den så med ham. Det var hendes rolle i forholdet, hvor hun ikke måtte komme i hans hjem, da hans stedfar anså hende for en luder – hun og Sartre var jo ikke gift. Sartre var derfor heller ikke velkommen hos hendes forældre. I stedet kom parret sammen med Sartres bedste ven på den tid, Pierre Guille; efter en tid indledte Beauvoir og Guille et forhold. Som alle Sartres venner så han godt ud; Sartre ville kun omgås kønne mennesker. Han holdt kontakten med Simone Jollivet; sammen med hende havde han oplevet "den mest ubehagelige følelse som nogensinde har grebet mig, og som jeg tror oftest beskrives som jalousi... Jeg kom frem til, at jalousi er ønsket om at eje. Derfor besluttede jeg mig for aldrig mere at være jaloux." For Sartre var stærke følelser noget skaberi, man gjorde sig til herre over, i lighed med tårer, søsyge og dårlige nerver. Beauvoir blev søsyg og havde let til tårer; men hun arbejdede meget med sin jalousi, især da Sartre ville have hende til at tage sig af den anden Simone - Jollivet - som han ofte fremholdt som et godt eksempel for hende. Men hvor han i Jollivet så en fri sjæl, så Beauvoir en ren tøs. Deres filosofven, den ungarske jøde Georges Politzer, sagde, at Sartre på alle vis var et produkt af det franske borgerskab. Sartre blev opbragt, og fastholdt sin tro på absolut frihed. Først under krigen, hvor Politzer blev tortureret og dræbt af Gestapo, indså Sartre, at det var takket være netop borgerskabets privilegier, han havde kunnet leve, som han gjorde.

Efter militærtjenesten var han bittert skuffet over ikke at få en stilling i Japan. I stedet fik han en lektorstilling i Le Havre fra marts 1931. Beauvoir fik en stilling i Marseille. Den store afstand gav hende panik, og Sartre foreslog i strid med sine principper, at de kunne gifte sig, da gifte par blev sendt til samme by. Han så ingen grund til, at foretrække et martyrium frem for et princip, når et ægteskab alligevel kun var en formalitet. Han tilbød endog at købe en giftering til hende. Beauvoir takkede nej; til gengæld fornyede de toårspagten, og samme sommer rejste de for første gang til udlandet i en alder af 23 og 26 år, til Spanien. I Le Havre blev Sartre en afholdt lærer, siddende på første pult med dinglende ben, mens han underviste, som om han samtalte med venner. Han tog elevernes tanker på alvor og lod dem ryge i timerne. Der var intet snobberi ved ham, og der var ikke det emne, der ikke interesserede ham. Han bekymrede sig ikke om ting, andre voksne var optaget af, og gav næsten aldrig karakterer under middels. Efter et år kom Beauvoir langt nærmere, da hun fik en stilling i Rouen. Her lærte hun Colette Audry at kende, og betroede hende, at aftalen med Sartre var baseret "på sandhed, ikke på lidenskab", og at det ikke var nemt; men forholdet var alligevel, ifølge Audry, "så intenst, at det iblandt fik andre til at være bedrøvet over, at de ikke havde det sådan." Sartre mødte Audry på sine besøg i Rouen, og de havde en affære, hvorefter Beauvoir og Audry en tid var ret jaloux på hinanden. Audry skrev senere en bog om Sartres filosofi.

I september 1933 rejste Sartre til Berlin med et stipendium, og blev forfærdet over nazisternes gademarcher; men snart var han opslugt af et forhold til en kollegas kone, Marie Ville, som han kaldte sin "månekvinde". "Jeg fandt tilbage til ungdommens ansvarsløshed," sagde han om året i Berlin. Tilbage i Le Havre begyndte det, han kaldte "de dystre år". Han var 29 år og ikke spor berømt, mens Nizan havde udgivet to romaner. Ovenikøbet brød Marie Ville med ham; og han afskyede sit liv i provinsen. Romanprojektet blev lagt til side til fordel for et filosofisk essay om fantasi. Emnet gjorde ham interesseret i hallucinationer, og en skolekammerat, som havde specialiseret sig i psykiatri, foreslog, at Sartre skulle tage meskalin for selv at opleve fænomenet. I februar 1935 tog han turen til Sainte-Anne-sygehuset og fik en meskalinindsprøjtning. Hverdagens genstande omdannede sig, væguret til en ugle, hans paraply til en grib; og ud af øjenkrogen så han et mylder af krabber og polypper. I uger bagefter var han som lamslået; til sidst fortalte han, at han kæmpede med en alvorlig depression. Hummere forfulgte ham; husene havde onde ansigter. Beauvoir blev irriteret, da han overfor andre altid havde anført, at man selv vælger sit humør. Sommeren 1935 fik han en ny bekymring: Beauvoir lagde mærke til, at hans hår var blevet tyndere, og Sartre blev overvældet af skræk for at blive skaldet – noget, han i øvrigt aldrig blev. Men i årevis fortsatte han at føle sig forfulgt af enorme krabber, biller, gribbe og hummere.

Søstrene Kosakiewicz🔝

I to år, 1935-37, gik Sartres dysterhed "over i galskab", sagde han selv; for i Rouen havde han mødt Beauvoirs elev Olga Kosakiewicz, datter af en af tsarens officerer, der var flygtet til Vesten efter den russiske revolution. Hun tilbragte al sin fritid sammen med Beauvoir, der sagde: "Der er for øjeblikket kun to mennesker, der tæller i mit liv, og De er det ene." Hun tog den 19-årige pige med ud; iblandt på dansebuler, hvor de morede sig med at blive taget for et lesbisk par. Tidvis havde de også et seksuelt forhold. I juli 1935 ville forældrene have datteren hjem; men Sartre, der havde mødt Olga og følte sig forynget i hendes selskab, foreslog, at han og Beauvoir kunne forsørge pigen. Olgas forældre var rørt og taknemlige, da hendes dovenskab var til stor bekymring for dem. Beauvoir lejede et værelse til Olga på det hotel, hvor hun selv boede; hun og Sartre havde udvidet parforholdet til en trio. De kaldte sig "Familien" og skrev en læseplan i filosofi for Olga, som snart måtte opgives; hun gad ikke noget. Alligevel fortsatte de med at forsørge hende, for Sartre var helt besat af pigen, og fast bestemt på at overtage Beauvoirs plads i Olgas hengivenhed. Beauvoir adlød ham på den tid i alt. For ham repræsenterede Olga total autenticitet. Han filosoferede over frihed, men Olga var den frihed. Hvor han analyserede sin adfærd, fulgte hun blindt sine følelser. Han tænkte fremad; hun levede her og nu, og afskyede ansvar og rutiner. "Jeg satte hende så højt, at for første gang i mit liv følte jeg mig ydmyg og afvæbnet overfor en anden," skrev Sartre, og Beauvoir hans livs "nødvendige kærlighed," – men ingen steder bruger han tilnærmet så intense ord om hende. I sin roman L'Age de raison skildrer han sit forhold til Olga. Ligeledes handler Beauvoirs første roman, L'Invitée, om "trioen", som i romanen afsluttes med, at Olga-skikkelsen dræbes af Beauvoirs alter ego. Colette Audry beskrev det som "en forfærdelig oplevelse for Olga. Pigen var altfor ung til at vide, hvordan hun skulle forsvare sig." Beauvoir var dødtræt af, at Sartre lystrede pigens mindste vink. Iblandt forekom han hende at være helt fremmed: "Nogle gange spurgte jeg mig selv, om mit liv var bygget på en gigantisk løgn."

Sommeren 1936 blev Beauvoir ansat ved lycée Molière i Paris, og Sartre fik en stilling en times togrejse væk. Til hendes fortvivlelse insisterede han på, at hun tog Olga med til Paris, og pigen fik igen et værelse på samme hotel som sin tidligere lærerinde. Sartres besættelse af Olga var ødelæggende for ham, da hun var ækel ved hans stadige tilnærmelser. Hun drak sig så fuld, at hun tumlede om i hotellets lobby, hvor de andre gæster vænnede sig til at skridte over hende; og en gang hjemme hos Jollivet forfærdede Olga de andre ved at klemme en tændt cigaret mod sin hånd. Alt dette var hendes desperate, forgæves forsøg på at ryste Beauvoir ud af hendes handlingslammelse overfor Sartre. I februar 1937 fik Beauvoir en alvorlig lungebetændelse, hvorved hendes ene lunge faldt sammen. Sartre besøgte hende ofte på sygehuset, men forblev opslugt af Olga, som i påsken fik besøg af sin lillesøster Wanda. Han tilbød at vise Wanda Montmartre. Mens de gik omkring, foreslog han et rollespil, hvor hun skulle være hans mor, og han hendes datter. Den 20-årige pige var rystet; endnu mere, da han bagefter kyssede hende i taxaen. Resten af påsken var hun bange for at møde ham på gaden, og Olga skældte Sartre ud. Men for ham vendte livet sig til det bedre: Kvalme var omsider antaget til udgivelse, og efter otte års eksil havde han fået en stilling i Paris. Sommeren 1937 rejse han og Beauvoir til Grækenland sammen med den unge Jacques-Laurent Bost, Olgas kæreste, mens Sartre skrev lange, daglige brev til sin udvalgte, hendes søster Wanda.

Tilbage i Paris flyttede han og Beauvoir ind på hotel Mistral i Rue Cels, på et værelse i hver sin etage. Sartre var morgengnaven, og foretrak en kop kaffe og en croissant i sit eget selskab på kaféen om hjørnet, frem for andres selskab. Efter arbejdstid skrev han; først efter kl. 20 var det tid for at omgås andre, men kun parvis. Hvis Sartre sad sammen med en bekendt, skulle andre holde sig væk. Hans venner reagerede på, at han efter en tids samtale forventede, at de gik og gav plads til den næste i køen. I april 1938 blev Kvalme udgivet med dedikation til Beauvoir, som på den tid var meget betaget af sin dygtigste elev, Bianca Bienenfeld (født 1921 i Lublin, senere gift med Sartres elev Bernard Lamblin), som hun tog på fodtur med i juni 1938; her begyndte deres seksuelle forhold. I juli var hun på fodtur med Olgas kæreste Bost, mens Sartre var sammen med skuespillerinden Colette Gibert i Paris, og omtalte deres samvær med lumre detaljer i breve, adresseret til både Beauvoir og Bost. Han fik lokket Wanda til at besøge sig i Paris, væltede hende om på sengen, nåede at kysse hende før hun fik revet sig løs, og hørte hende kaste op på badeværelset bagefter. Beauvoir kom tilbage fra sin tur, hvor hun og Bost var gået i seng med hinanden, selv om de vidste, at troskab betød meget for Olga. Nu tog Sartre og Beauvoir sommerferie sammen i Nordafrika, selv om hun skrev længselsfulde breve til Bost, som var sammen med Olga, og følte sig splittet mellem to kvinder. Det kunne minde om en sæbeopera. Samtidig med sin forelskelse i Bost, fortsatte Beauvoir sit lidenskabelige forhold til Bianca tre gange i ugen. Hun og Sartre diskuterede Olgas stilling: Hvilken frihed havde hun i den falske lykke, hun levede i, når hendes kæreste Bost bag hendes ryg stod i forhold til Beauvoir? Sartre beroligede Beauvoirs samvittighed med, at der angiveligt findes mennesker, man er nødt til at lyve for. For Sartre var spillet omkring forførelse "en litterær anstrengelse" som han kunne vende hjem fra med "stemmen dryppende af honning og hjertet fyldt med afsky," i modsætning til skrivning, som fik ham til at føle sig værdifuld. Straks han havde forført en kvinde, anede han knapt, hvad han ville med hende. Hans selvanalyse og selvkritik fik ham heller ikke til at ændre adfærd.

Senere år🔝

Sartre blev tildelt nobelprisen i litteratur i 1964, men afslog - som den første nogensinde - at modtage den. Han havde tidligere anmodet om at blive fjernet fra listen over kandidater til prisen, men hans brev var blevet overset. Dette var under den kolde krig; og som begrundelse for sin afvisning opgav Sartre, der ønskede at forsone øst og vest, at han ikke ønskede at "vælge side" ved at acceptere en pris fra en vesteuropæisk institution. I de følgende dage var hans hjem så belejret af journalister, at han måtte gå i dækning hos Beauvoirs søster.

50.000 mennesker mødte frem, da han blev begravet på Cimetière de Montparnasse i Paris. Senere blev Beauvoir lagt i den samme grav.

Jeg tænker, derfor er jeg🔝

Mest kendt er nok hans citat: "Cogito ergo sum" - "Jeg tænker, derfor er jeg", som han skrev i sin "Principia Philosophiae".
Dette skal forstås som konsekvens af Descartes' overvejelser. I "Metafysiske Meditationer" forsøger Descartes at finde et fast punkt i verden, noget, der er sikkert. Descartes er rationalist, og efterhånden som han tænker sig om, viser det sig, at næsten intet i verden er sikkert. Han tror f.eks. ikke længere på, at hans legeme findes. "Det kan være, at der er en ond narre-gud, der bilder mig det ind", tænker han og henviser til, at det samme jo kan siges at ske, når man sover. "At jeg sidder her, kan være noget, jeg bilder mig ind" tænker Descartes. Men så kommer konklusionen: "Det faste, sikre i verden, det er min egen eksistens." Selv, hvis der er en narre-gud, som snyder mig, så må jeg jo nødvendigvis stadig eksistere. Jeg må være et eller andet." Så fordi Descartes tænker – og har disse overvejelser – må han eksistere.
Søren Kierkegaard kritiserede dette aksiom. Han sagde, at sætningen var en tautologi, fordi den antog sig selv. Han mente, at man kunne omformulere "Cogito ergo sum" til:
 "x" tænker.
 Jeg er det "x".
 Derfor tænker jeg.
 Derfor er jeg.

Løse rygter🔝

Det fortælles om Sartre at:🔝

- Jean-Paul Sartre sidder på en fransk cafe og reviderer et udkast til sin bog "Væren og intet".
- Han siger til servitricen, "Jeg vil gerne have en kop kaffe, men uden fløde".
- Servitricen svarer: "Undskyld, Monsieur, vi er udgået for fløde".
- Hvad med - uden mælk?

Philosopher i databasen:

Albert Einstein
Albert Schweitzer
Aristarchos af Samos
Blaise Pascal
Charles Darwin
Deter Enkeltmand
Diogenes
Djwhal Khul
Epiktet
Eratosthenes
Friedrich Nietzsche
Gauss
George Boole
Grundtvig
Gustave Courbet
Holger Bech Nielsen
Inge Lehmann
Isaac Newton
James Clerk Maxwell
Jean Richer
Jean-Paul Sartre
Kierkegaard
Konfutse
Lord Kelvin
Niels Bohr
Platon
Pythagoras
René Descartes
Sokrates
Sophus Claussen
Thales fra Milet
Thomas Aquinas
William af Ockham
Wittgenstein
filosoffer


Andre emner :
Philosopher
Planeterne
Science


Anvendt kilde materiale:

Den Store Danske
Google
Wikipedia
SpadeManns
Geniuses Club
W3schools
Fysik Historie dk

Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024

Referencer til andre Philosopher:

Albert Schweitzer
Kierkegaard