|
Dagens Philosoph : Platon |
13:36:22 |
 Platon, Glyptoteket i München
Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.
Statue af Platon foran det græske kunstakademi i Athen.
Platons Hulelignelse illustrerer skellet mellem de to verdener og hvordan kunstnerne kan se den ægte sandhed. |
Platon (græsk: Πλάτων), ca. 428/427, - 348/347 f.Kr.
Indholdsfortegnelse :Om PlatonKritik af sofismen Metafysik Etik og politisk filosofi Idéhistorisk betydning I Danmark Kritikere af Platon Aristoteles: Friedrich Nietzsche: Martin Heidegger: Alfred North Whitehead: Karl Popper: Kærlighed og ægteskab Platons Hulelignelse Nedenstående tekst består af ialt: 104 afsnit Om PlatonPlaton (græsk: Πλάτων) (født ca. 428/427, død 348/347 f.Kr.) var en græsk filosof født i Athen. Hans fødenavn var Aristokles, men han fik tilnavnet Platon, hvilket betyder "den bredskuldrede". Han var elev af Sokrates og grundlægger af akademiet. Platon døde i en alder af firs, uden at miste klarhed i sindet. Han blev begravet i Keramik, i nærheden af Akademiet. Platon er både den primære kilde til vor viden om Sokrates og til sin egen filosofi. Skellet mellem Sokrates og Platons tanker er ikke helt klar, da Platon særligt i sine senere dialoger lægger sin egen filosofi i munden på Sokrates. Platon fremsatte sine synspunkter i form af dialoger mellem Sokrates og borgere fra Athen. Fx optræder en stærkt beruset Alkibiades i Symposion. Platons synspunkter udviklede sig, men han kommenterede det aldrig. Han lader bare Sokrates fremføre stik modsatte synspunkter end i en tidligere dialog og gør intet for at tage afstand fra sine tidligere teorier. Han udtrykker ofte sine teorier i lignelser og myter, hvoraf flere er kendte i vestlig kultur som myten om Atlantis.Platon er en af de mest indflydelsesrige filosoffer i vestlig filosofi. Teosofen, Djwhal Khul siges at have inkarneret som Platon i årene 428/348 f. Kr. Platon var en lille, spinkel mand. Hans holdning var lidt foroverbøjet, og han gik rundt i sit eget univers af filosofiske tanker om livet og universet. Han gik ofte rundt med en bog i hånden og har flere stykker af stof slynget hen over sig i forskellige lag. Han nød sit eget selskab og var lidt af en enspænder. Han brugte meget af sit liv foran en skrivepult, hvor han nedskrev sine tanker. Hans filosofiske ideer ser ud til at være kanaliseret fra højere bevidsthedslag, idet han havde en åbning ind til disse lag. Han sad i højere politiske råd og samlinger af indflydelsesrige mænd. Hans opgave var at udvide menneskets forståelse af den verden, det befandt sig i. Han virkede meget optaget af sine ideer og tanker og var mindre optaget af den fysiske verden. Som gammel var han stadig åndsfrisk og i vigør. Formålet med inkarnationen som Platon var at udbrede kendskabet til filosofi og til den menneskelige verdensforståelse og at stimulere og inspirer menneskets tankegang og opfattelsesevne på det mentale plan. Platons tanker om en ideverden ser ud til at komme fra indblik, Platon må have haft i udstrålingen fra den guddommelige enhed. Det lader til, at han fik indsigt i, at der på andre planer end det fysiske og mentale plan var ressourcer og inspiration til rådighed for mennesket. Kritik af sofismenEt gennemgående tema er kritikken af sofismen. Platon kritiserer deres relativistiske synspunkter og udvikler herunder flere argumenter, der stadig anvendes. Platon skelner desuden i Staten mellem philosophia og philodoxoi ("ven af formodningen eller meningen"). Dermed indfører han et ideal for filosofien, nemlig at den skal bryde gennem muren af almindeligt udbredte meninger og formodninger for at undersøge verden og tingene på ny og i dybden.Han synes at have haft respekt for sofisten Protagoras. MetafysikPlaton grundlægger begrebsrealismen. For Platon er den metafysiske hoveddiskussion spørgsmålet om almenbegrebets (ideens) forhold til fænomenerne eller tingene. Et af hovedtemaerne i Platons filosofi er ideers (ideai) forhold til de empiriske genstande og menneskenes handlinger. I Platons dialoger spørger Sokrates om, hvad der er ret, tappert, fromt, godt osv. Svaret på disse spørgsmål forudsætter eksistens af ideerne, som udtrykkes i almenbegreberne. Ideen er det i genstanden eller handlingen, der forbliver det samme, hvor meget disse genstande eller handlinger end måtte synes at adskille sig fra hinanden.I Platons filosofi er det egentlige og virkelige fænomen almenbegrebet, det han kaldte ideer, mens de fysiske fænomener man kan iagttage blot var skyggebilleder af ideen. Ideerne er tingens form (gr. eidos) eller væsen (gr. ousia) Ideerne bliver hos Platon erkendt ved et slags syn, man skuer ideerne (idé: af idein, at se). Denne skuen af ideerne, som er fornuftens mål, optræder i dialogen, der forudsætter fødselshjælp, jordmoderkunst eller maieutik[5] Ideerne er "urbilledet" (paradeigma) for alle ting. De er uforanderlige og før enkelttingene (universale ante rem) der kun har del i disse (gr. methexis). Kun disse ideer er i ordets egentlige forstand værende. De synlige enkeltting er kun mere eller mindre fuldkomne efterligninger eller afbildninger af ideerne. Enkelttingene opstår, forandrer sig og forgår; deres sted er mellem væren og ikke-væren. Platons opfattelse af almenbegrebet er bl.a. en reaktion på Heraklit, som formulerede, at man kan ikke bade i den samme flod to gange. Heraklit understreger her de modsætninger som rum-tidslige fænomener indeholder, verden er ikke stabil og entydig, men udgøres af en bevægelses proces; en permanent forandring (oldgræsk: "Panta rei" = "alting flyder"). Heraklits værker kendes i dag kun i brudstykker, men hans tanker blev i Platons samtid taget op af Kratylos, der endte i den radikale erkendelse af, at fænomener ikke kan genidentificeres og når ud i det absurde med sin påstand om, at hvis ingen genstand kan identificeres igen, er det også umuligt for genstande at være underlagt en permanent forandring. Platons kritik retter sig også især mod Kratylos, og han understreger at mennesket intellektuelt kan genkende floden, da floden som form og idé altid forbliver den samme. Han sætter et skarpt skel mellem den sanselige/fysiske verden og intellektets/ideernes verden; kun den sidste kan man have viden om, og derfor er den den sande verden. Med dette skarpe skel indleder/muliggør Platon den tusindårige strid om universalerne. Platons begrebsrealisme er dog ikke bare en teori om begrebernes stilling, i den har en stærk æstetisk og etisk dimension. De højeste ideer er sande, skønne og gode, og det er klart, at man for at finde sande svar, må have indblik i ideernes verden. Derfor bliver fornuften den langt vigtigste kapacitet. Fornuft er således både dén evne der skiller mennesket fra dyrene og desuden den specifikt moralske evne. Idéernes verden det ophøjede rige, mens fænomenerne er nedrige kopier af disse. Fx er hestens idé det samme som den perfekte hest, som alle specifikke heste kun kan håbe at nærme sig. Hos Platon er den materielle verden en afspejling af den ideelle, som er den mest virkelige. Om sine tidlige og lidt senere skrifter har Platon relativeret sin position i de senere skrifter ("Parmenides") og henvist til problemer i idélæren. Etik og politisk filosofiPolitisk brugte han sit verdensbillede til at forklare sin idealstat som beskrevet i hans hovedværk Staten. Her skitserer Platon, hvad der formentlig er den første utopi og politiske filosofi.Fordi det gode også er det sande, og fordi sandhed ikke er et spørgsmål om mening (doxa), men om viden, bør staten ledes af filosoffer. Denne elitære tankegang er direkte vendt mod demokratiet, som Platon hadede (det var Athens demokrati, der dømte Sokrates til døden). Som et billede på demokratiet bruger Platon en båd, hvis besætning har begået mytteri og sejler hid og did — uvidende om farerne. Efter Sokrates død søgte Platon at finde en metode til at finde de bedste og klogeste, sikre dem gode vilkår og overbevise dem om at regere. Den fremgangsmåde, han når frem til, er familiefjendsk: børnene skal tages fra deres forældre og opdrages af staten. Først skal de trænes fysisk med gymnastik og sport. Så bliver de sunde, så lægekunst bliver overflødig. De skal lære musik med harmoni og rytme. De skal være troende, og de skal lære filosofi. De skal igennem duelighedsprøver for at frasortere dem, er ikke egner sig til statsledelse. Fra deres 30. år skal de i fem år oplæres i idélære, og så skal de i 15 år leve i samfundet, opleve nederlag og hårdt arbejde. De er som 50-årige endelig klar til at deltage i statsstyret. Men de må ikke have ejendom, ikke have hustruer, men kvindefællesskab, da der skal være streng eugenik med al børneavl. Hele ordningen skal sikres i form af en lille gruppe statsvogtere, en større klasse af krigere og hjælpekræfter og en stor klasse af købmænd, håndværkere og landmænd. Således var Platons alternativ til den athenske demokrati. Kong Dionysos af Syrakus inviterede Platon til at afprøve sine ideer, men da kongen opdagede, at han enten skulle blive filosof på Platons betingelser eller opgive sin herskerstilling, solgte han Platon som slave. Idéhistorisk betydningAlfred North Whitehead (1861-1947) skrev i Process and Reality fra 1929 at: "Den sikreste generelle karakteristik af Europas filosofiske tradition er, at den består af en række fodnoter til Platon". Med andre ord: Det er næsten umuligt at overvurdere Platons betydning i et idéhistorisk perspektiv.Aristoteles udvikler sin filosofi under dyb indflydelse af – og som en kritik af Platons system. Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) står ligeledes i betydelig gæld til Platon, og der findes mange andre. I nyere tid har Karl Popper udviklet en metafysisk teori, der minder meget om Platons, idet den opererer med tre slags eksisterende ting (fysiske ting, bevidstheder og begreber). I DanmarkPlatons filosofi har haft en betydningsfuld indflydelse på tanken i Danmark, især gennem historien. I løbet af 18. og 19. århundrede blev idealistiske filosofiske retninger populære i Europa, og Platons tanker om idéverdenen og det absolutte fandt genklang i danske intellektuelle kredse. Den danske filosof Søren Kierkegaard blev, selv om han kritiserede idealismen, også påvirket af Platons tænkning.Der undervises stadig i Platon på danske universiteter. I 2018 udgav den danske fagfilosof Anne Marie Eggert Olsen bogen At forandre verden om Platons politiske filosofi. Kritikere af PlatonAristoteles:Selvom Aristoteles var en af Platons elever, havde han også betydelige uoverensstemmelser med sin læremester. Aristoteles kritiserede især Platons teori om idéer og mente, at virkeligheden ikke kunne opdeles på samme måde som Platon foreslog. Aristoteles' empiriske tilgang og fokus på konkret observation stod i kontrast til Platons mere abstrakte og idealistiske tilgang.Friedrich Nietzsche:Filosoffen Friedrich Nietzsche kritiserede Platons filosofi som værende livsfornægtende og hævdede, at Platon bidrog til at skabe en dualisme mellem den åndelige og den materielle verden, som Nietzsche mente var skadelig for menneskets livsfulde udfoldelse.Martin Heidegger:Martin Heidegger, en tysk eksistentiel filosof, kritiserede Platons metafysiske opdeling mellem idéverdenen og den materielle verden. Han mente, at Platons dualisme var en kilde til vestlig metafysik, som han selv forsøgte at overvinde gennem sin ontologi.Alfred North Whitehead:Whitehead, en filosof og matematiker, kritiserede Platons indflydelse på vestlig filosofi og videnskab. Han argumenterede for, at Platons tendens til at betragte verden som bestående af faste, uforanderlige idéer havde skabt en begrænset opfattelse af virkeligheden.Karl Popper:Karl Poppers kritik af Platon, som han udtrykte i sit værk The Open Society and Its Enemies, omhandlede flere aspekter af Platons filosofi. Popper udtrykte bekymring for Platons politiske ideer, især dem præsenteret i Staten, og påpegede, at de indeholdt totalitære elementer. Han var særligt kritisk over for Platons vision om et samfund baseret på en hierarkisk struktur ledet af en filosofkonge, og han anså dette for at udgøre en trussel mod individets frihed og et åbent samfund.Popper kritiserede også Platons syn på foreningen af teori og praksis, hvilket ifølge Platon betød, at filosoffer skulle være herskere. Popper advarede imod denne forening, da han mente, at det kunne føre til undertrykkelse og intolerance over for alternative synspunkter. En anden væsentlig del af Poppers kritik var rettet mod Platons essentialistiske syn på ideer og hans tro på faste samfundsstrukturer. Popper argumenterede for en mere åben og dynamisk opfattelse af samfundet, hvor forandringer og forbedringer kunne finde sted gennem kritik og reform. Endelig udfordrede Popper Platons idé om, at filosoffer kunne opnå fuldstændig vished og kendskab til de sande former eller ideer. Han argumenterede for, at vores viden altid er begrænset og ufuldstændig, og at filosoffer bør være åbne for at revidere deres synspunkter baseret på kritik og erfaring. Samlet set var Poppers kritik rettet mod Platons politiske autoritarisme, essentialisme og opfattelse af filosofisk vished. Popper argumenterede for en mere åben og kritisk tilgang til samfundet og viden. Kærlighed og ægteskabPlatonisk kærlighed er åndelig eller usanselig kærlighed. Efter filosoffen Platon, der i dialogen Symposion hylder åndelig kærlighed som mere højerestående end fysisk kærlighed.Hvor termen i dag næsten udelukkende bruges om romantisk kærlighed uden sex, så var den i middelalderen (i formen amor socraticus) snarere en kærlighed til det hinsides, dvs. især en meget ren kærlighed til Gud. Selv blev Platon, såvidt det vides, aldrig gift. Sexmoralen (for mænd især) var på Platons tid nærmest ikke eksisterende. Villige kvinder og prostituerede kunne man finde alle vegne og samvær mellem lærde mænd og deres mandlige elever var også ret udbredt. Om Platon var pæderast er svært at vide, men kan ikke udelukkes og det var en accepteret adfærd i det gamle grækenland. Platon opfattede kærligheden mellem mænd som mere ædel end kærligheden mellem mænd og kvinder, fordi den havde et åndeligt element, hvorimod heteroseksuel kærlighed var rent fysisk. I Theben havde man en berømt hærenhed, der bestod af lutter kærestepar, ældre og yngre mænd side om side, fordi man mente, det ville højne den unges mod, når han skulle vise sig over for sin ældre partner. Også de mytologiske helte skal havde dyrket kærlighedsforhold til drenge eller yngre mænd, således Herakles' forhold til Hylas og Achilleus' forhold til Patroklos. Selv om de senere grækere opfattede sidstnævnte forhold som erotisk, er det dog ikke noget, som Homer tematiserer i Iliaden. Grækerne havde rigtig mange forskellige ord til at dække det svære begreb 'kærlighed'. Fire ord er meget gode at kende: agápe, filía, storgé og eros. Det første dækker bl.a. over en uselvisk kærlighed, kærligheden til sine børn, en ømhed overfor ens ægtefælle og i det hele taget den følelse, man har, når man ønsker, at en person har det godt. Derfor bruges ordet ofte også i en kristen kontekst. Filía er den kærlighed, man føler for en ligestillet person, for et familiemedlem eller en ven. Måske en form for respekt. Storgé er den kærlighed, som forældre og børn kan føle for hinanden. Sidst, men absolut ikke mindst, er der ordet éros! Det ord indeholder mange forskellige aspekter af kærligheden. Det er den sanselige kærlighed (bare tænk på ordet erotik, som man forbinder med sex og ikke så meget med romantik), det er lyst, det er den kraft, der får verden til at hænge sammen og producere nye væsener, det er lysten til at stræbe efter mere, og man kunne blive ved. Platons HulelignelseEn af Platons mest kendte skrifter er hans "Hulelignelse" der er en fortælling om hvordan menneskene på jorden lever i en indsnævret verden, der ikke ser det fulde potentiale i individerne. Hovedpointen med lignelsen er at fortælle, at der er en hel anden verden, hvor ideer og kreativitet er det største fokus. Her er der tale om den før omtalte "ideernes verden" og den menneskelige verden er den der bliver kaldt for "fænomenernes verden".Hulelignelsen handler om en række mennesker der sidder i en hule (dybest nede på ill. t.v.), lænket fast til en mur så de ikke kan bevæge hovedet og dermed ikke kan se eller fornemme hinandens nærvær. I hulen er det et bål bagved muren og imellem muren og bålet går der en vej. På vejen går der en strøm af mennesker, der fra bålets skær kaster skygger på hulevæggen overfor de lænkede mennesker. Det eneste de lænkede kan se er altså en genspejling af figurer og mennesker i urigtige farver og propositioner. Da de lænkede ikke kan se andet end skyggerne tror de at det er virkeligheden og hele verden. De ved ikke andet end det de umiddelbart ser. En dag bryder en af de lænkede fri og forlader hulen. På den anden side af hulens mørke ser han en verden fyldt med lys, natur og idyl. Han kravler tilbage til de andre lænkede for at fortælle hvad der er på den anden side, men de vil ikke høre på ham og tror ikke på andet end den virkelighed de ser. Denne lignelse illustrerer skellet mellem ideernes og fænomeners verden. Ham, der bryder fri skal forestille en kunstner, der får en åbenbaring og adgang til ideernes verden, hvor sandheden findes. De lænkede symboliserer alle mennesker på jorden, der sidder fast med en ide om at tingene er så simple som de ser ud. Når man i forbindelse med romantikken læser Platons Hulelignelse er det fordi den illustrerer skellet mellem de to verdener og hvordan kunstnerne kan se den ægte sandhed. |
|
