|
Dagens Helgen : Paulus Evangelist |
03:42:47 |
 St. Paulus. Maleri af den nederlandske maler Rembrandt (1606-1669). 1633. Kunsthistorisches Museum Wien.
Illumination der viser Pauli omvendelse, fra Livre d'Heures d'Étienne Chevalier (c. 1450-1460), en tidebog af Jean Fouquet, nu i Chäteau de Chantilly.
Ananias helbreder St. Paulus' syn, af Pietro da Cortona (c.1631).
Omvendelsen af Saul, en fresko af Michelangelo, malt mellem 1542 og 1545
Geografisk materiale over Paulus' rejser, der strækker sig fra Jerusalem til Rom
|
Helgenen: Evangelisten Sct. Paulus
Indholdsfortegnelse :Evangelist og ApostelFejring Paulus Fortællingen Hedningeapostlen Det Nye Testamente Indflydelse på kristenheden Paulus' liv Helgenkåringer Kåring af Helgener Behandling af helgenkåringer Kåringer før 12. århundrede
Evangelist og Apostel 🔝Fejring 🔝Pauli omvendelsesdag: Den 25. Januar.Den jødiske farisæer Saulus, der forfulgte de kristne, havde medvirket til drabet på St. Stephan. Paulus hed oprindeligt, Saulus. Saulus modtog en åbenbaring og tog navnet Paulus. Han bliver blind, da Jesus åbenbarer sig for ham, men får synet igen, da han bliver Jesu tilhænger. Han bliver siden én af de mest kendte af Jesu apostle. Paulus 🔝Paulus er ikke nogen egentlig evangelist, men hans breve er medtaget i Biblen.Attribut : Paulus: Et sværd og en bog. Derudover en ulv og et lam Paulus hed egentlig Saul og var i sin ungdom en ivrig forfølger af kristne. Han blev omvendt, efter han i et syn mødte den opstandne Kristus. Ulven og lammet symboliserer Paulus før og efter hans omvendelse. Som kristen blev Paulus dømt til døden, men havde som romersk statsborger krav på at blive halshugget med et sværd. Bogen symboliserer hans mange breve, som findes i Bibelen. Han er ofte skaldet og har langt skæg. Paulus var ikke en af Jesus' disciple, men kaldte sig selv apostel. Det er lidt forskelligt, om det er Mathias eller Paulus, der bliver betragtet som den 12. apostel. Fortællingen 🔝På vej til Damaskus for at forfølge de kristne bliver den jødiske Saulus blindet, mens en stemme fra himlen spørger: Hvorfor forfølger du mine børn?Han får synet tilbage, da han bliver kristen, hvorefter han antager navnet Paulus, der betyder 'den ringe'. Paulus, som bliver hedningenes missionær, ender med at blive henrettet i Rom. Paulus var kirkens første store teolog. Grundlagde mange menigheder i Lilleasien og Grækenland. Henrettet ved sværd i Rom o. år 64. I Norden kaldtes dagen for Pouls-messe og den blev anset for at være en af de bedste dage til at tage varsler om sommervejret. Det var en dag, hvor man absolut ikke skulle gå i gang med større arbejder. Hedningeapostlen 🔝Apostlen Paulus (født ca. 10 e.Kr, død 64 e.Kr/67 e.Kr) kaldt Hedningeapostlen (Rom 11:13; Gal 2:8). Han og Simon Peter var de mest betydningsfulde missionærer i kirkens tidlige historie og de vigtigste første kristne. I modsætning til de 12 apostle kendte Paulus ikke Jesus, men blev omvendt ved at se den opstandne Jesus (1 Kor 15:8-9). Han understregede, at hans aposteltitel var baseret på dette syn. "Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus." (Gal 1:12); i følge Apostlenes Gerninger så han synet på vejen til Damaskus.Det Nye Testamente 🔝Paulus er den næststørste bidragyder til Det Nye Testamentes bøger (Efter Lukas hvis to bøger omfatter næsten en tredjedel af Det Nye Testamente). Tretten breve har Paulus bidraget med. De sikre paulinske breve indeholder den tidligste systematiske gennemgang af kristne doktriner og giver viden om kirkens tidlige år. De regnes for de ældste dele af Det Nye Testamente. Paulus beskrives også udførligt i Apostlenes Gerninger, som tillægges evangelisten Lukas, så det er muligt at sammenligne hans liv i ApG med hans egne beretninger i brevene. Hans breve er hovedsageligt skrevet til menigheder, han har grundlagt eller besøgt. Han var berejst og besøgte Cypern, Lilleasien, (det moderne Tyrkiet), Makedonien, Grækenland, Kreta og Rom, hvortil han bragte evangeliet, først til jøderne og siden til hedningerne. Brevene er fyldt med vejledning til kristne om troen og livet som kristen. Men han fortæller ikke modtagerne meget om Jesu liv og undervisning, idet hans kendskab til Jesus primært stammer hans åbenbaring og først efter 3 år som kristen besøger han menigheden i Jerusalem. Hans mest direkte reference er om Den sidste nadver (1 Kor 11:17-34) og Jesu død og opstandelse (1 Kor 15). Hans henviser sparsomt til Jesu undervisning, hvilket rejser spørgsmålet om sammenhængen mellem Paulus' beretning om Jesus og evangeliernes. Synspunktet er, at Paulus' Kristus er en anden end den Jesus som er kendt fra evangelierne. Det er bl.a. fremsat af Adolf Harnack. Han giver det første skriftlige vidnesbyrd om forholdet mellem den kristne og den opstande Jesus, om hvad det vil sige at være kristen og om kristen spiritualitet.Indflydelse på kristenheden 🔝Paulus' indflydelse på kristen tænkning er betydeligere end nogen anden nytestamentlig forfatter.Siden det 4. århundrede er pilgrimme valfartet til basilikaen San Paolo fuori le Mura syd for Rom for at ære apostelen, som blev halshugget langs Tiberen på Via Ostiense mellem år 64 og 67. Det fortælles, at hans hoved hoppede hen ad jorden og hver gang det ramte jorden, sprang en kilde frem. En kvinde ved navn Lucina skal have givet apostelen en grav på Via Ostiense. Romerne respekterede gravfreden og derfor kunne kejser Konstantin i begyndelsen af det 4. århundrede rejse en basilika over graven, ligesom han byggede en kirke over apostelen Peters grav. I 386 var antallet af pilgrimme ved graven vokset så meget, at de efterfølgende kejsere, Valentin, Theodose og Arcadius, lod opføre en større basilika, som stod uændret, indtil den brændte ned i 1823. Under kirkens nuværende alter ligger en marmorplade fra det 4. århundrede med skriften "Paolo apostolo mart", apostelen Paulus, martyr. Pladen er forsynet med to huller, som menes at have været brugt til dels at hælde parfume ned til de formodede knogler efter helgenen, som det var skik på den tid og dels til at helliggøre genstande, som blev til relikvier ved kontakten med helgenen. Men pladen har aldrig tilhørt en sarkofag. På grundlag af tegninger fra kirkens genopbygning i 1823 har en arkæolog blotlagt den ene side af en sarkofag lige under pladen i basilikaens midtergang. Sarkofagen, en svagt rosa stenblok, står på det sted, hvor den blev placeret i den oprindelige basilika fra det 4 århundrede. Det var dengang almindeligt at benytte sarkofager med helgenrelikvier som alter og den genopdagede sarkofag tjente sandsynligvis som alter i mange år, inden gentagne oversvømmelser gjorde det nødvendigt at hæve kirkegulvet. Faktisk blev det skik og brug, på baggrund netop af San Paolo fuori le Mura, at kun sarkofager indeholdende helgenrelikvier måtte benyttes som alter. Paulus' liv 🔝Skt. Paulus blev født i Tarsus i Kilikien. Indtil hans omvendelse var han kendt som Saulus. Han arvede romersk borgerskab fra sin jødiske far, der opdrog ham som streng farisæer (Apg 22,28 og Apg 26,5). Han studerede under den berømte Rabbi Gamaliel i Jerusalem og lærte teltmagerhåndværk (Apg 22,3 og Apg 18,1-3). Som ung mand var han til stede og billigede, at Skt. Stefan blev stenet til døde. Derefter forsøgte han at udrydde Kirken (Apg 8,3). Men da han var på vej til Damaskus for at drive kristenforfølgelse dér, fik han et pludseligt syn, hvori Jesus irettesatte ham og fortalte, at han var udset til at bringe den kristne tro til hedningerne. Paulus blev behørigt døbt. Efter tre år blev hans jødiske fjender så truende, at han måtte flygte til Jerusalem for at mødes med Peter. Han irettesatte senere Peter, fordi han havde tøvet med at spise sammen med hedningekristne (Gal 2,11-21). Dette skete i Antiokia, østens hovedstad, hvortil Paulus var blevet kaldt for at hjælpe Skt. Barnabas i hans evangeliseringsarbejde.Fra omkring år 45 var Paulus på sine tre store missionsrejser, begyndende på Cypern, hvorefter han drog rejste rundt i Lilleasien, Syrien, Makedonien og Grækenland (Apg 13-20). I hver by prædikede han først i den jødiske synagoge, og derefter henvendte han sig til hedningerne. Efter tolv år drog han til Jerusalem, og hans tilstedeværelse dér forårsagede en sådan uro, at han blev arresteret af den romerske kommandant. Efter to år appellerede han sin sag til kejserens ret og blev sendt til Rom, hvor han sad i husarrest i to år, og derefter er hans skæbne usikker. Han kan være blevet dømt i sin sag og henrettet, eller han kan være blevet løsladt, for der er nogen sandsynlighed for, at han atter besøgte Efesos og andre steder og måske endda drog til Spanien. I begge tilfælde siger traditionen, at han blev halshugget på det sted, der nu kaldes Tre Fontana, og hans legeme begravet, hvor kirken Skt. Paul uden for Murene i Rom står i dag. Man mener, Paulus døde i år 67. Indtil Paulus' første komme til Rom berettes der temmelig udførligt om hans liv i Apostlenes Gerninger, og yderligere oplysning finder man i hans talrige breve, der udgør en så dyrebar del af Det Nye Testamente. Apostlenes Gerninger og Paulus' breve vidner om hans høje åndelige niveau og overnaturlige egenskaber. Han var mere end en utrættelig og stærk missionær: Som religiøs tænker har han gennem sine breve haft en dyb og varig indflydelse på kristendommens udformning og udvikling. Helgenkåringer 🔝Kåring af Helgener 🔝Helgenkåringer og årsagerne til det, blev tidligere behandlet af Kongregationen for de helliges sager, som er en menighed inden for den romerske Curia, der undersøger, om nogen er helgen eller ej.Kongregationen eller menigheden har sin oprindelse i Riternes Kongregation oprettet i 1588 af pave Sixtus V. Den blev oprettet ved den apostolske forfatning Immensa Aeterni Dei. Dens opgave var blandt andet at håndtere spørgsmål vedrørende praksis med ærbødighed for personer, der af kirkens tilhængere erklæres for at være helgener. I 1969 forfattede pave Paul VI Sacra Rituum Congregatio, som delte denne menigheds opgaver i to forskellige organer, en for guddommelig tilbedelse og en for kanonisering. Således blev Kongregationen for de helliges sager oprettet, men fik sit nuværende navn i 1988 gennem Johannes Paul II's Apostolske Grundlov Pastor Bonus. Behandling af helgenkåringer 🔝Spørgsmål, som Kongregationen behandler, vedrører undersøgelser, der kan føre til saligkåring og helgenkåring. Disse udnævnelser skaber ikke det pågældende helgenskab, men tjener som en anerkendelse af, at hele Kirken kan inkludere den person, som allerede er en helgen, i sin liturgi. Nødvendigheden af at undersøge mennesker omgivet af helgenkulter blev observeret ved et koncil i Kartago i 419 for at forhindre kætteri og bedrageri. Det var så op til biskopper at bestemme muligt helgenskab, hvorefter nogen kunne kaldes en "helgen", hvis personen havde udført mirakler. Det førte til, at personen blev æret lokalt i kirkens lokale liturgi. Men for at blive æret i den universelle kirkes liturgi begyndte den samme anerkendelse fra paven at være påkrævet i løbet af middelalderen. Processen begyndte at blive formaliseret med normerne for en sådan procedure etableret i 1234 af Gregor IX. Disse normer gjaldt dog kun for universelle kanoniseringer, mens biskoppernes procedurer først blev lovfæstet i slutningen af 1500-tallet. Det var dog allerede i middelalderen en uskreven regel, at biskopper skulle konsultere lægefaglig ekspertise og anmode om øjenvidneberetninger på samme måde, som paven allerede var bundet til. Med oprettelsen af Kongregationen for Riter i 1588 blev denne procedure pålagt paven, som uddelegerede visse opgaver til Kongregationen. Helt fra begyndelsen omfattede Kongregationen også teologer, som undersøgte miraklernes guddommelige natur. Den medicinske ekspertise (consulta medica) består af læger, der er troende katolikker, mens deres arbejde er forudgået af medicinske udtalelser af interesse, som kan udføres af medicinsk kvalificerede personer af enhver tro. Selvom menigheden skal undersøge spørgsmål om helgenskab, er det stadig paven, der i sidste ende saligkårer eller kanoniserer.Kåringer før 12. århundrede 🔝Som tidligere nævnt blev nødvendigheden af, at undersøge mennesker omgivet af helgenkulter observeret ved et koncil i Kartago i 419 for at forhindre kætteri og bedrageri.Helgener blev herefter anerkendt ved populær akklamation indtil det 12. århundrede. Efter nogle kontroversielle sager, krævede pave Alexander III i 1170, at alle helgenkandidater skulle godkendes af Vatikanet. Pavedømmet tog total autoritet over processen i det 17. århundrede. |
|
