|
Dagens Philosoph : Kierkegaard |
18:52:42 |
.jpg)
 Den unge Kierkegaard af N.C. Kierkegaard, 1838..jpg)
Regine Olsen, Kierkegaards tilkommende, malet af Emilius Ditlev Bærentzen, 1840.
Søren Kierkegaard tegnet af P.C. Klæstrup ca. 1845. Fra Det Kongelige Bibliotek.
Søren Kierkegaards grav på Assistens Kirkegård
Statue i haven foran Det kongelige bibliotek.
Søren Kirkegaards Signatur
Søren Aabye Kierkegaard. Den unge Kierkegaard, tegnet af N.C. Kierkegaard, 1838, farvelagt. |
Søren Aabye Kierkegaard 5. maj 1813, 11. november 1855
Indholdsfortegnelse :Søren Aabye Kierkegaard, Vestlig filosofi, Det 19. århundredeLevned Opvækst og familie (1813–1830) De yngre år (1830-1846) Forfatterskabets anden del (1847–51) Kierkegaards manuskript til Sygdommen til Døden Kirkestormen (1855) Begravelsen Kierkegaards eksistensfilosofi, stadier på livets vej Spidsborgeren. Æstetikeren. Mellemstadie: Etikeren. Mellemstadie: Humor. Religiøsitet A. Religiøsitet B. Skyld Eftervirkninger Filosofisk Litterært Videnskabeligt Teologisk og religiøst Psykologisk-psykoterapeutisk Nedenstående tekst består af ialt: 147 afsnit Søren Aabye Kierkegaard, Vestlig filosofi, Det 19. århundredeSøren Aabye Kierkegaard (født 5. maj 1813, død 11. november 1855) var en dansk teolog og filosof. Kierkegaard regnes ofte som den største danske filosof og som grundlægger af eksistentiel teologi og en af de vigtigste åndelige filosoffer i moderne tid. Han var en stærkt troende kristen tænker og skrev med det udgangspunkt både om teologi, metafysik, etik, psykologi og pædagogik samt samfund.Det er karakteristisk, at værkerne fra forfatterskabets første fase er udgivet under pseudonymer. I Efterskriften vedkender Kierkegaard sig samtlige sine værker. Ved hjælp af pseudonymerne lader han de teologiske, filosofiske og psykologiske temaer spille dialektisk mod hinanden på en måde, som har gjort ham til en af eksistensfilosofiens forfædre. Pseudonymerne har netop gjort, at forståelsen af hans værker blev op til "hiin Enkelte", fordi argumentationen "ikke" var fremført af Kierkegaard selv. Han udgav samtidig en række religiøse "taler", som blev samlet i 1845 under titlen Atten opbyggelige Taler. Han udgav dem under eget navn for at vise, at han først og fremmest opfattede sig selv som religiøs og kristelig forfatter. I den sidste periode – kirkestormen – kaldte han hele sit tidligere forfatterskab for "en digters politieklogskab" der skulle gøre de mennesker, han nu angreb, nemlig præsterne, trygge, sådan som politiet gør det for at se dybere i tingene. Han betragtes også som en af den danske guldalders hovedpersoner. Som modsætning til Jean-Paul Sartre og den ateistiske eksistentialisme benævnes Kierkegaard ofte som hovedkilde til eksistensteologien. Søren Kierkegaard havde en dyb og vedvarende indflydelse på dansk filosofi og teologi. Skikkelser som Knud Ejler Løgstrup, Johannes Sløk, Joakim Garff, Peter Tudvad, Ole Morsing og P. G. Lindhardt har alle forholdt sig til eller videreført Kierkegaards tanker. LevnedOpvækst og familie (1813–1830)Navnet Kierkegaard skriver sig fra den gård, hvor hans far var født; altså ikke "kirkegård" i betydningen "gravplads", men en gård, der var kirkens. Kierkegaards far, Michael Pedersen Kierkegaard (1756–1838), var fårehyrde, men blev så rig som uldkræmmer og storkøbmand og ejendomsspekulant, at han kunne trække sig tilbage og leve af renterne allerede som fyrreårig. Hans første kone døde barnløs efter kun to års ægteskab. Med sin kone nr. 2, Ane Sørensdatter Lund (1768–1834), fik han derimod syv børn, med Søren som den yngste af fire brødre og tre søstre. Deres far var en religiøs grubler, dybt præget af pietismen. Han havde fået den fikse idé, at han var fordømt af Gud, fordi han i sin ungdom under et uvejr, i håbløshed over sin hårde tilværelse som fårehyrde, havde forbandet Gud. Dertil havde han været i seng med sin kone nr. 2, inden de var gift. (Ane Sørensdatter Lund var først tjenestepige i huset, og det er stort set også det eneste, man ved om hende.) Til overmål var han sluppet godt fra statsbankerotten 1813, hvilket han anså som en synd, skønt der ikke dengang fandtes nogen lovgivning mod insiderhandel. Der sad han i Kierkegaards opvækst og grublede med sin yngste søn Søren som samtalepartner. I sønnens tilbageblik, Synspunktet for min Forfattervirksomhed, side 59, står: "Som Barn blev jeg strengt og alvorligt opdraget i Kristendommen, menneskelig talt afsindigt opdraget: allerede i den tidligste Barndom havde jeg forløftet mig paa Indtryk, som den tungsindige Olding, der havde lagt dem paa mig, selv segnede under - et Barn afsindigt paaklædt til at være en tungsindig Olding." Iblandt stod hans far foran sønnen, betragtede ham sørgmodigt og sagde: "Stakkels barn! Du går i en stille fortvivlelse." Far og søn synes hver for sig at have gjort sig selv ansvarlig for den andens tungsind; så sønnen frygtede for, at hans far sørgede over ham, og omvendt. Som familiefar satte den ældre Kierkegaard et stort præg på børnene gennem sit skarpe vid, sin religiøse tvivl og sin fantaseren. Han var overbevist om, at hans synd ville gå i arv til dem; og de fleste døde da også, inden de var fyldt 30. Det anså han som Guds straf og forventede at overleve dem alle. Søren Kierkegaard levede derfor i den tro, at han nok hellere ikke blev ældre. Men faktisk er det fra hans 30. år, at hans store forfatterskab for alvor tog sin begyndelse.De yngre år (1830-1846)Kierkegaard blev student fra Borgerdydskolen i 1830 og som sin ældre bror, P.C. Kierkegaard, studerede han teologi på Københavns Universitet. Han blev indkaldt som soldat, men sendt hjem som helt uduelig. I stedet fordybede han sig i litterære og filosofiske studier, skrev udkast til analyser af Fausttypen og Den Evige Jøde og forfattede bladartikler med en konservativ grundholdning. Han havde en soldeperiode, der en tid bragte ham på kant med faderen.I 1838 døde Kierkegaards far, og det gjorde et voldsomt indtryk på Kierkegaard. Han taler om den store jordrystelse, der påtvang ham en uomgængelig synsvinkel på samtlige fænomener. Han hentyder til en hemmelighed i faderens liv og gudsforhold. Det står ikke helt klart, hvad det drejede sig om, men opdagelsen fastlåste Kierkegaards opfattelse af kristendommen som en frygtindgydende religion. Arven efter hans far gjorde det muligt for ham at leve som fri skribent. I 1838 debuterede han med Af en endnu Levendes Papirer. Det er et essay tænkt som en anmeldelse af H.C. Andersens roman Kun en Spillemand fra 1837. Essayet på 90 sider sammenligner Andersen med "den blomst, hvor han og hun sidder på samme stængel". Andersen er ifølge Kierkegaard et ufærdigt menneske, fordi han mangler "Livs-Anskuelse", han har ikke gennemtænkt sit liv. Han vender sig mod H.C. Andersens opfattelse af geniet, som ikke bør være "et flæb", men "går som tordenvejret imod blæsten". Imidlertid indeholder skriftet også et par sider, der i høj grad roser Andersen. Et eksemplar med dedikation viser, at Kierkegaard ønskede nærmere kontakt med Andersen, som han tilkendte kvaliteter, der var komplementære til hans egne. De to kendte hinanden fra Studenterforeningen. Kierkegaard blev den første, der skrev en bog om H.C. Andersen. I 1840 aflagde han teologisk embedseksamen. I 1841 tog han magistergraden på afhandlingen Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, hvori han gør brug af den "indirekte meddelelse", dvs. den blanding af begrebsanalyse og billedsprog, der også kendetegner det senere forfatterskab, og som både beskriver og praktiserer ironien. Derefter rejste han til Jylland på en slags pilgrimsrejse til sin fars barndomsegn ved Ringkøbing. Han opholdt sig et år i Berlin, hvor han blandt andet fulgte Schellings forelæsninger. Efter hjemkomsten forlovede han sig med Regine Olsen (1822–1904). Kort tid efter begyndte han at gruble over forholdet: Kunne han gøre hende lykkelig? Var det forsvarligt at indvi hende i hans og slægtens dybe hemmeligheder? Kunne hun forstå dem? Kierkegaard besluttede til sidst at opløse forholdet, men det lykkedes ikke at få hende til at bryde det, selv om han prøvede at undgå, at hun stod som den vragede. Forlovelsen blev opløst godt et år senere 11. august 1841 og fik dybtgående betydning for det forfatterskab, som han indledte i februar 1843. Hans begrundelse for at hæve forlovelsen var hans opfattelse af, at en ægtemand skylder sin kone at fortælle hende alt; og hans overbevisning om at hans betroelser ville ødelægge Regine. Han havde angiveligt været i nærheden af det seksuelle uden at være gift, og ved sine udsvævelser som student forbandet Gud, ligesom i sin tid hans far. Om Kierkegaard faktisk havde været på bordel eller henfaldt til onani, vides ikke; men hvor bagatelmæssige hans forhold end har været, gav de ham en knusende skyldfølelse, der udløste et forfatterskab uden sidestykke i sin graven i, hvad det vil sige at være et ansvarligt menneske og at være skyldig. Efter bruddet med Regine følte Kierkegaard sig også stemplet af samfundet; for en hævet forlovelse satte kvinden i et grimt lys og gjorde det svært for hende på ægteskabsmarkedet. Fra bruddet til sin død 14 år senere skrev og publicerede Kierkegaard som en besat, som for at tænke og skrive sig ud af en konflikt, han selv havde skabt. Regine Olsen giftede sig senere med Johan Frederik Schlegel, der blev guvernør for Dansk Vestindien i 1855. Da Kierkegaards far døde 9. august 1838, havde Søren mistet begge sine forældre og alle sine søskende, bortset fra broren Peter, der blev biskop i Aalborg. Forfatterskabets første del (1843–46) Første del af Kierkegaards forfatterskab består af Enten - Eller og To opbyggelige Taler, som begge er fra 1843. I Enten – Eller, der betragtes som hovedværket, opstilles to forskellige livsanskuelser eller "stadier", den æstetiske og den etiske, der har hver sin halvdel af bogen, henholdsvis "A's papirer" og "B's papirer". Første del indeholder bl.a. de berømte "Diapsalmata" (strøtanker) og afhandlingen om Mozarts "Don Juan". Den æstetiske livsholdning beskrives tydeligst i "Vexeldriften": Livet fordrer afveksling fra øjeblik til øjeblik, og i hvert øjeblik skal oplevelsen være intenst sand, men netop derved bliver der ingen sammenhæng i tilværelsen, og æstetikeren bliver derfor evigt søgende og desperat. "Forførerens Dagbog" slutter første del af med en beskrivelse af et forførelsesforløb, som afslører det dæmoniske og fortvivlende i en rent æstetisk livspraksis midt i sanselighedens sødme. Bogens anden del rummer breve fra etikeren, assessor Vilhelm, til A. Han fastholder, at det kommer an på at vælge sig selv i sin evige gyldighed, men også at evighedens rigdom og dagliglivets småting må gå op i harmonisk enhed. Udvejen af den fortvivlelse, som den æstetiske livsførelse fører til, er det etiske valg. Man vælger ikke bare mellem det gode og det onde, men dette valg skal være omdrejningspunktet i ens liv. Det etiske valg fører til, at man må "vælge sig selv": Påtage sig ansvaret for, hvad man selv gør, overtage sig selv som den, man er, og overtage den historie, der har dannet én. Det bedste eksempel på sådan en etisk livsførelse findes i ægteskabet. Bogen slutter med en prædiken, der drejer sig om, at vi altid har uret over for Gud. Det peger frem mod et ikke beskrevet, tredje stadium, nemlig det religiøse. Enten – Eller er udgivet af pseudonymet Victor Eremita ("Den sejrende eneboer"). Hvor etikeren Vilhelm havde talt for det livsprojekt, at et menneske kan "erhverve sig selv" ved at stå inde for sit eget liv, viser Kierkegaard i sine senere værker det problematiske ved netop den samme opfattelse. I Frygt og Bæven fra 1843 kredser forfatteren, nu under pseudonymet Johannes de Silentio (Johannes af Tavsheden), om Abraham som troens far. Tro vil her sige tro på, at for Gud er alt muligt. Abraham tror, at Gud vil give ham Isak igen, Isak, som han hænger ved med hele sit liv, og som han på Guds befaling giver afkald på. Ifølge Johannes de Silentio sætter troen den enkelte ud over det etiske og dermed uden for sprogets fællesskab med andre. Idet troen sætter "hiin Enkelte" udover det almene etiske felt, kan der ikke gives en rationel begrundelse for Abrahams valg: at dræbe Isak. Men da det netop er troen, som suspenderer det etiske, taler Kierkegaard om den teleologiske (dvs. formålsbestemte) suspension (altså: tilsidesættelse) af det etiske. Skriftet Gjentagelsen udkom samme dag som Frygt og Bæven. I det sætter Kierkegaard spørgsmålstegn ved, om gentagelse kan lade sig gøre. Svaret er, at sand gentagelse i bund og grund er en religiøs begivenhed: den indtræffer, når troen giver den troende det liv tilbage, som var tabt. Kierkegaards manuskript til Philosophiske Smuler. Kierkegaard fortsatte arbejdet med at undersøge den etiske livsholdning i bogen Begrebet Angest, der udkom i 1844. Her hævder pseudonymet Vigilius Haufniensis (Den københavnske nattevægter), at den naive etik kommer til kort overfor synden. Til gengæld kan man nå frem til en mere holdbar etik, når man fastholder den etiske livsstil midt i syndens virkelighed. Begrebet Angest viser, at hvert menneske er et jeg, der først er rigtigt menneskeligt, når det påtager sig opgaven at blive sig selv. Bogen beskriver, hvordan denne opgave mislykkes, når "hiin Enkelte" gør sig selv ufri, ikke blot i angst for det onde, men også i angst for det gode. Angsten er en tilstand af tiltrækning og afsky, som udløses i et spring, der fører én bort fra valget. Det er det egentlige syndefald: at mennesket frasiger sig muligheden for det gode og lader sig synke ind i en plaget indesluttethed. Fire dage før Begrebet Angest, udkom Philosophiske Smuler. Her forsøger pseudonymet Johannes Climacus at afklare, hvad det egentligt kristelige er. Han viser, hvordan Sokrates' metode forudsætter, at enhver rummer den sandhed, som det drejer sig om at finde. Modsat gælder den opfattelse, at mennesket havner i usandhed ved egen skyld, og at man kun kan rykke sig ud af usandheden ved Guds hjælp. Derfor er det et troens paradoks, at den kristne Gud, den evige, har underkastet sig menneskenes vilkår: fødsel, lidelse og død. Søren Kierkegaard tegnet af P.C. Klæstrup ca. 1845. Fra Det Kongelige Bibliotek. Stadier paa Livets Vei udkom i 1845 tilsyneladende udgivet af Hilarius (Den opmuntrende) Bogbinder. Her bearbejdes problemstillingen fra Enten - Eller gennem en række situationer. Først får æstetikerne ordet under et drikkelag. Så fører assessor Vilhelm atter et forsvar for det ophøjede i det borgerlige ægteskab. Endelig behandles det religiøse stadie ved en diskussion af psykologien bag en brudt forlovelse. Johannes Climacus kommer til orde igen i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift fra 1846. Han præsterer et efterskrift på 600 sider til de 100 sider Philosophiske Smuler. Efterskriftet rummer et skarpt opgør med Grundtvig og Hegel, og det hævder, at der ikke kan gives noget system for tilværelsen, fordi menneskets eksistens er i konstant bevægelse. Climacus slår fast, at mennesket ikke vilkårligt kan vælge sin egen sandhed, men at sandheden skal tilegnes gennem et lidenskabeligt valg. På den anden side kan det ikke af egen kraft finde en sandhed, som må udpeges af en, der står udenfor. I sidste ende drejer sandheden sig altså ikke om et statisk "hvad", men om et dynamisk "hvorledes". Nu mente Kierkegaard tydeligvis at have sagt, hvad der skulle siges, og han var indstillet på at søge et præsteembede. Det blev imidlertid kuldkastet af hans strid med vittighedsbladet Corsaren. Bladets vedvarende nedgøring af Kierkegaard ødelagde hans gode forhold til den "menige mand", og det fremkaldte også en tilspidsning i hans personlige forståelse af lidelse, martyrium og Kristi efterfølgelse, så de kom til at fremstå for ham som kendetegn på ægte kristendom. Denne vending ses tydeligt i flere af de skrifter, der udkom mellem 1847 og 1851. Forfatterskabets anden del (1847–51)Kierkegaards manuskript til Sygdommen til DødenKjerlighedens Gjerninger fra 1847 er en undersøgelse af næstekærligheden, og hvordan den kærlighed, som Kristus har åbenbaret, kan finde udtryk i hver enkelt handling. Beskrivelsen er ironisk, dvs. at den mest drejer sig om kærlighedens modsætninger: mistro, misundelse, hovmod og dømmesyge. Denne samme fremgangsmåde bruges både i "Christelige Taler" fra 1848, hvor eksemplerne hentes fra de forskellige former for bekymring, og i Kierkegaards Sygdommen til Døden (1849). Her dukker et nyt pseudonym op, den kristne Anti-Climacus. Han bearbejder på ny emnet fra Begrebet Angest, hvad der giver Kierkegaard lejlighed til at formulere sit menneskesyn: Mennesket er en sammenfatning, et dialektisk forhold mellem modstridende sider, henvist til både livets hverdage og evigheden, spændt ud mellem nødvendighed og mulighed. Samtidig lever mennesket under det vilkår, at det må forholde sig til sig selv – som dødeligt og evigt, som nødvendighed og mulighed. Igen lader Kierkegaard sit pseudonym, her Anti-Climacus, behandle stoffet på en negativ måde. Han gennemgår alle de skikkelser, som fortvivlelsen kan have, men lader det munde ud i en forståelse af fortvivlelse som det, at man ikke vil være sig selv. Denne analyse fører ham frem til at genfremsætte læren om synden.Kierkegaard nærmede sig hele tiden kernen i sit budskab, og i Indøvelse i Christendom fra 1850 fremhæver han troens betingelse: at træde i Jesu fodspor. Derpå beskriver han "forargelsen", dvs. erkendelsen af, hvad det indebærer af personlig lidelse at være kristen. Det fører frem mod det enten-eller, som er kravet i troen. Kristus fremhæves som forbillede og efterfølgelsen af ham som den sande form for kristendom. Men når forbilledet levede og døde i fornedrelse og under foragt og hån, vil den kristne også komme til at lide for sin tro. Kierkegaard går dog ikke så vidt som at kræve, at man skal blive martyr for sandheden. Det har kun Gud og en apostel ret til, men kristendommens krav må stilles klart frem. Det fører Anti-Climacus til at foretage en skarp skelnen mellem den triumferende, etablerede kirke og den ægte, kæmpende kirke. Det foregriber angrebet på den etablerede, danske kirke, som man ellers ofte betragter som noget løsrevet i forhold til forfatterskabet. Igen ser det ud til, at Kierkegaard havde tænkt sig at afslutte sit forfatterskab. I 1848–49 skrev han Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, som først blev udgivet fire år efter hans død i 1859. Det samme gælder Dømmer selv!, der først blev trykt i 1876. I 1851 udgav han Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet, hvorefter han trak sig tilbage fra den litterære offentlighed. Kirkestormen (1855)Kierkegaard brød sin tavshed efter næsten fire år, da professor H.L. Martensen i 1854 under bisættelsen af biskop J.P. Mynster kaldte den døde et "sandhedsvidne". Den 18. december 1854 indeholdt Fædrelandet en artikel af Kierkegaard: "Var Biskop Mynster et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner – er dette Sandhed?" Det blev indledningen til kirkekampen eller kirkestormen i 1855, hvor Kierkegaard polemiserede voldsomt og injurierende imod kirken og dens præsteskab, først i avisartikler og derefter i sit eget flyveblad Øieblikket. I den første artikel forklarer han, at han hidtil ikke har kunnet tale om disse ting på grund af faderens venskab med Biskop Mynster. I begyndelsen af kampagnen bruger Kierkegaard almindelige akademiske udtryksmidler: Mynster var ikke et sandhedsvidne, men "svag og nydelsessyg". Senere skriver han, at "der skal gøres en ende på den usandhed... at det er Christendom, man forkynder" (i folkekirken). Fra april fokuserer artiklerne på "den kongelige bestalling" der er latterlig i forbindelse med troen. Omtrent samtidig bliver målet for angrebene de "1000 Præster med Familie". I maj 1855 starter Øjeblikket og i et af de første numre foreslås det, at de 1000 præsters opgave i virkeligheden er at forhindre og umuliggøre kristendommen. I nr. 2 forstærkes denne anklage idet de "1000 embedsmænd med Selvopholdelsen Drift er interesserede i, at Menneskene ikke får at vide, hvad Christendom er..." I det samme nummer indføres det synspunkt at præsterne "leger Christendom". I juni anvendes udtryk som "Falskneri og Plattenslageri". I august bliver "Confirmation og Vielse" kaldt ""Comediespil eller det som værre er" og ordet "Løgn" bliver brugt med repetetiv aggressivitet. Samtidig bliver præsterne til "de 1000 Meenedere" hvilket i september forstærkes til "Menneskeædere, og på den afskyeligste måde." Under denne kampagne hævdede Kierkegaard ved adskillige lejligheder, at denne kamp var hans virkelige værk og at alle hans tidligere skrifter var at betragte som forberedende manøvrer indtil to betingelser var opfyldt, nemlig at både hans fader og Biskop Mynster var døde, samt at han selv var anerkendt som en intelligent teolog, man var nødt til at lytte til. Dette udtryktes tydeligst i "Hvad Christus dømmer om officiel Christendom" fra 1855. Midt under denne kamp, mens nr. 10 af Øjeblikket var under forberedelse, faldt Kierkegaard bevidstløs om på gaden, og efter seks ugers sygeleje døde han, kun 42 år gammel, efter at have udtalt, at han blot havde krævet redelighed. Da havde han også opbrugt de sidste penge af sin fars arv.Det er senest af lægen Kaare Weismann og filosoffen og Kierkegaardeksperten Jens Staubrand, som i 2013 gennemgik Kierkegaards sygehusjournaler, foreslået at Kierkegaard døde af Potts sygdom (Morbus Pott), som er beskrevet i 1779 af kirurgen Percivall Pott (1714-1788). Det drejer sig om en rygmarvstuberkulose, der fører til pukkelryggethed og senere bl.a. lammelser i benene, og det kan have været medvirkende til, at Kierkegaard faldt om på gaden den 2. oktober og blev indlagt på Det kongelige Frederiks Hospital, hvor han døde seks uger senere. Selv hævdede Kierkegaard, at puklen på ryggen skyldtes, at han som barn var faldet ned fra et træ; men det er dog kun en lægmandsforklaring og måske en bortforklaring. Han forklarede yderligere sit svækkede helbred med, at han ofte havde været aktiv døgnet rundt med at skrive. Det er foreslået at Kierkegaard som barn kan have lidt under rakitis, også kaldt den engelske syge, der bl.a. kan påvirke udviklingen af ben og rygsøjle. Udredelsen af Kierkegaards sygdomme og død udgør en omfattende, især dansksproget litteratur, der allerede kan dateres til Kierkegaards samtid. I nyere tid er foreslået meget lige fra syfilis og meningitis, til tuberkulose (J. Staubrand), tuberkuløs myolitis m.v. (O. Helmig), epilepsi (H. Hansen og L. Bork Hansen), nervelidelsen Landry-Guillain-Barre-syndromet (I. Søgaard), samt senest Potts sygdom (K. Weismann og J. Staubrand). BegravelsenSøren Kierkegaard blev begravet fra Frue Kirke. Kirken var fyldt, og flere stod ude på gaden. Studenterne brød igennem mængden og dannede kreds rundt om kisten. Repræsentanter for kirken, universitetet eller litteraturen var der ikke mange af. Stiftsprovst E.C. Tryde forestod kirkehandlingen. Broderen Peter Christian, som den afdøde ikke ville se på sit dødsleje, talte over kisten og på familiens vegne.Efter højtideligheden blev kisten ført til Assistens Kirkegård. Et stort følge gik med. Kierkegaard var udadvendt og havde en enorm bekendtskabskreds. For det meste havde han skrevet om natten, mens han om dagen var ude at spadsere og derved kom i snak med dem, han kom forbi. Han interesserede sig levende for andres liv og havde fulgt med i, at smeden nu havde fået sin ambolt, og at bagerens kat var nedkommet. Efter jordpåkastelsen trådte lægen Henrik Lund frem. Han var Søren Kierkegaards nevø (ældste søn af søsteren Nicoline). Provst Tryde, som skulle foretage jordpåkastelsen, forsøgte at forhindre ham i det. Som ikke-ordineret havde han ikke adgang til at tale ved graven. Af Lunds tale fremgik, at hans morbror havde været kirkens største modstander, og at man med den kirkelige begravelse havde ranet ham efter døden. Henrik Lund følte, at kirken, som Kierkegaard i den grad havde taget afstand fra og gjort til grin, nu valgte at tage ham til sig, og dermed ikke udviste respekt. Efter nevøens mening var morbroren netop imod den "officielle kristendoms" gudsdyrkelse. Stiftsprovst Tryde forlangte en undskyldning fra H. Lund, som han fik. Herudover fik han ham idømt en bøde på 100 rigsdaler. Søren Kierkegaard nedskrev ni år før sin død, hvordan hans grav skulle se ud. Det hele "skulde tilsaas med lavt fint græs, kun skulde der i hvert Hjørne plantes en lille busk af tyrkiske, mørkerøde Roser. Paa en Tavle, svarende til den, der laa paa Forældrenes Grav, skulde der ved siden af de to afdøde Søskendes Navne være Plads til hans Navn, og herunder skulde sættes med smaa Bogstaver følgende Vers af Brorson: Det er en liden Tid, saa har jeg vunden, saa er den ganske Strid::med eet forsvunden, saa kan jeg hvile mig i Rosensale og uafladelig min Jesum tale Kierkegaards eksistensfilosofi, stadier på livets vejKierkegaards eksistensfilosofi kredsede omkring menneskets forskellige "stadier på livets vej". De bliver behandlet i flere forskellige værker, men der kan gives en samlet oversigt:Spidsborgeren.Kierkegaard mener, at mennesket adskiller sig fra dyrene og planterne ved at have et selv – altså en bevidsthed, en ånd. Denne bevidsthed har muligheden for at forholde sig til sig selv, men det gør spidsborgeren ikke. Denne person har endnu ikke set sig selv og lever derfor i ligegyldig konformitet og vane.Æstetikeren.På et tidspunkt tvinges spidsborgeren til at forholde sig til sit eget selv, men vil med det samme forsøge at flygte fra sin egen eksistens, fx ved forbrug og ødselhed.Mellemstadie:Ironi el. Ironikeren. Når æstetikeren forsøger at acceptere sin egen eksistens, vil han i første omgang distancere sig selv med ironi. En ironiker der med tiden bliver fortrolig med selvet, vil tage springet mod at blive:Etikeren.Dette stadie er det egentlig ærlige og ansvarlige punkt, hvor personen er trådt i eksistens og ikke fornægter sit eget selv. Det er en etape hen imod fuld personlig frihed. En etiker har en anden indstilling til livet end en æstetiker, idet han påtager sig mere ansvar og forsøger at gøre gode gerninger i stedet for at prale, som en æstetiker vil gøre. Etik betyder viden om det rigtige og det forkerte, og en etiker har modet til at vælge, hvad han føler er rigtigt. Friheden til at vælge under ansvar giver personen fodfæste i livet, men etikeren vil mangle mening i tilværelsen og vil blive grebet af en eksistentiel angst.Mellemstadie: Humor.Det religiøse stadie. Dette er Kierkegaards sidste stadie, som er opdelt i 2 former:Religiøsitet A.Dette er den konforme og ukrævende religiøsitet, hvor personen trofast går i kirke, beder sin aftenbøn – men mere af rutine end egentlig eget-valg. Ifølge Kierkegaard er denne form for religiøsitet ikke acceptabel, da man ikke tager stilling selv, men snarere bliver styret af religionen som institution (jf. Kierkegaards kritik af folkekirken).Religiøsitet B.Den lidenskabelige og åndeligt krævende tro er det ultimative stadie, hvor personen indser det paradoksale og absurde i det kristne gudsbegreb: Gud fødes som menneske (Jesus) for at dø på korset og opstå igen, så menneskeheden frelses fra dets synder.Set med et helhedsperspektiv handler det om at opnå en selverkendelse og selvindsigt, som bevæger sig på et metafysisk og abstrakt plan og skal accepteres af den, du er, før man groft sagt finder "mening". SkyldHos grækerne tænkte man sig, at mennesket af natur ønsker at gøre det rigtige. Handler det alligevel forkert, er det i den overbevisning, at det handler rigtigt. Ingen vælger bevidst det onde. Men med den holdning lader skyld sig vanskeligt forklare. Har man gjort noget forkert i den tro, at det var rigtigt - er så handlingen mindre ond, og bliver man mindre skyldig? Det svarer Kierkegaard klart nej til, for begrebet skyld lader sig efter hans mening ikke forklare etisk. Skyld åbner for noget, der overskrider mennesket; den religiøse dimension, "det uendelige". Mennesket kan ikke selv give noget afgørende svar på, hvad der er ondt eller godt. Vi er "endelige", dvs. dødelige og begrænsede. Ifølge Kierkegaard er det roden til vores skyld; vi har i løbet af vores korte jordiske liv ingen mulighed for at overskue alle mulige konsekvenser af vores valg og handlinger. Det ville kræve, at vi var "uendelige", og det er det kun Gud, der er.Ligesom Augustin mente Kierkegaard, at mennesket er født med skyld. Men mens Augustin er optaget af at forklare det ondes ophav (arvesynd), er Kierkegaard optaget af, hvordan vi bedst skal kunne leve med den skyld, han mener os bebyrdet med, opsummeret med hans ord: "Mod Gud har vi altid uret." I hans øjne er mennesket godt nok frit, men aldrig frit nok til at undlade at synde. Det ligger i vore medfødte begrænsninger, at vi umuligt kan være sikre på, at vore handlinger ikke på et eller andet tidspunkt kan få negative konsekvenser. Men Gud har jo netop skabt os med disse begrænsninger, altså også med en skyld, som kun han kan fjerne fra os. Det skete, da han lod Jesus korsfæste og dø. Ifølge Kierkegaard er det inkarnationen, der skiller kristendommen fra alle andre religioner, og gør den til den eneste sande tro. Det enkelte menneske må selv tage springet ind i troens selvmodsigelse, vælge at tage springet på "de 70.000 favner", for at sone sin skyld og lade troen trumfe fornuften. EftervirkningerFilosofiskIndividualismen, den inderlige subjektivitet, den enkelte revet ud af miljøet og stillet over for Gud, det er, hvad Kierkegaards forfatterskab drejede sig om. Det kan siges at betegne en kulmination inden for protestantismen: længere kan man ikke komme i et personligt gudsforhold. Han betragtes som grundlæggeren af den eksistentielle filosofi. Han har navnlig fået betydning for den eksistenstænkning, der slog igennem i Tyskland i 1920'erne, og som fik mange tilhængere i Frankrig efter 2. verdenskrig. Han har blandt andet haft betydning for Theodor Adorno, Martin Heidegger og Jean-Paul Sartre. Den seneste tids interesse for Kierkegaard har særlig fremhævet den litterære og den tematiske mangfoldighed og elegance i forfatterskabet. Der er også blevet set på moderniteten.LitterærtKierkegaards forfatterskab er enestående rigt, rigt i omfang, på fantasi og skarpsindighed, præget af hårfin logik og mægtig følelse, af jævn tale om Guds rige og en utrolig lærdom. Han evnede at skrive i et sprog så vanskeligt, at det bliver knudret og uforståeligt. Han kunne også skrive så legende let, så yndefuldt og billedskønt, at det gør ham til en af Danmarks største sprogkunstnere i prosaen. Og han formåede det alvorligt formanende eller docerende, præget både af kåde bemærkninger og af drillende sammenligninger. Han var en forfatter, der kastede sig i støvet for det hellige, men som ikke lod sig imponere af noget. Lidenskab og enfoldig tale, humor og ironi, det er Kierkegaards vigtigste meddelelsesformer.VidenskabeligtKierkegaard skrev i 1849 om Sygdommen til Døden, at sjælen kan deles i 3: kælderen, stuen og første sal. Denne 3-deling af sjælen blev kopieret i Freuds teori fra 1923 om id, ego og superego.Teologisk og religiøstDet er en ironisk eftervirkning, at den Kierkegaard, som revsede den bestående kirke så eftertrykkeligt, har skabt det åndelige grundlag for en kirkelig retning, Tidehverv, som har haft og fortsat har stor betydning for Folkekirken. Ligeledes er det paradoksalt, at tidehvervske præster i dag sidder som medlemmer af Folketinget, når Kierkegaard foretrak enevælde for folkestyret. Men det dybeste paradoks i forholdet mellem Kierkegaard og Danmark beror på, at han anså folkekirken for at være en fjende af den sande kristendom. På den ene side er danskerne stolte af deres berømte skribent. På den anden ignorerer det flertal, der er medlemmer af folkekirken, at han fordømte denne institution som umoralsk og ukristen. Som eksempler på eftertidens syn på "Kirkestormen" kunne man nævne P.G. Lindhardts i Vækkelser og kirkelige retninger i Danmark, hvori anvendes ordet "patologisk", samt Danstrup og Kochs Danmarks Historie, der bruger udtrykket "sygelig".Psykologisk-psykoterapeutiskFlere af Kierkegaards skrifter omhandler psykologiske emner. Det gælder blandt andet Gjentagelsen og Begrebet Angest. Kierkegaards psykologiske tanker fik en vis betydning for den moderne psykologi og psykoterapi. Det gælder blandt andet hos Carl Rogers og Rollo May samt Emmy van Deurzen. |
|
