|
Dagens Philosoph : Sophus Claussen |
19:10:18 |
 Selvportræt.
Portrætfoto.
Sophus Claussens bog, Afrodites dampe.
Sophus Claussens bog, Naturbørn
Sophus Claussen, Model-study
Sophus Claussens bog, Titania holdt bryllup
Stranden, Beams de Verlaine |
Sophus Claussen, Forfatter og Kunstmaler
Indholdsfortegnelse :Claussens FamilieSophus Niels Christen Claussen Liv og gerning Claussen i Paris, og maleperioden Den litterære periode Hæder Nedenstående tekst består af ialt: 25 afsnit Claussens FamilieFødt i Helletofte, Bøstrup sogn på Langeland, død i Gentofte, begravet sammesteds.Forældre: bondepolitiker og bladejer Rasmus Claussen (1835-1905) og Hanne Sophie Henriksen (1836-1897). Gift 1. gang 12.9.1896 i Hatting, Vejle amt med Anna Cathrine Christensen, født 8.4.1868 i Horsens, død 15.6.1951 i Gentofte, datter af sadelmager Harald Lorentz Carstens Christensen (1836-1914) og Jessigne (Signe) Pouline Hansen (1837-1908). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 10.4.1931 i Gentofte med Inger Katrine Nielsen, født 6.8.1888 i Kbh. (Frue), død 24.4.1972 i Charlottenlund, datter af fuldmægtig Frederik Julius N. (1867-1920) og Anna Cathrine Eggert (1860-1919). Sophus Niels Christen ClaussenFødt 12. september 1865 i Helletofte på Langeland, død 11. april 1931 i Gentofte.Claussen var en dansk forfatter, søn af politikeren Rasmus Claussen og Hanne Sophie f. Henriksen. Liv og gerningHan blev student i 1884 og udgav i studenterårene (1887) sin første digtsamling "Naturbørn", der vakte opsigt ved sin forsorne manierisme og en frisk og kåd erotik, der pegede i retning af Emil Aarestrup. Claussen, der derefter i en række år var knyttet til provinspressen, fik dog først et virkeligt litterært navn ved to nydelige, halvt symbolske, halvt virkelighedsfarvede købstadidyller, "Unge Bander" (1894) og "Kitty" (1895), som med deres blanding af prosa og poesi, af skælmeri og ynde virker meget indtagende (navnlig introduktionen til "Unge Bander": "Frøken Regnvejr", vel det betydeligste, Claussen har skrevet [omarbejdet udgave 1912]). Sine skildringer fra de danske ølande har han senere fortsat i "Pilefløjter" (1899) og "Mellem to Kyster" (1900). Nok så ejendommelige og i hele anlægget originale er hans små rejsebøger "Valfart" og "Antonius i Paris" (begge 1896), der ved deres poesifulde småpludren er noget for sig. Claussen har endvidere skrevet et skuespil, "Arbejdersken".En række år tog han ophold i Paris og udsendte herfra kun nogle mindre betydelige småbøger ("Trefoden" [1901], "Djævlerier" [1904], ´"Eroter og Fauner" [1910]). Efter sin hjemkomst udgav han i 1912 en omfangsrig og karakteristisk samling "Danske Vers", der i eminent grad giver det lunefulde og ligesom søgt tilfældige i hans produktion. Blandt senere arbejder kan især fremhæves "Heroica" (1925), "Foraarstaler" (1927) som særlig karakteristisk for Claussens poetiske habitus. Samlede værker foreligger i 9 bind. Han og Johannes Jørgensen var med til at skrive tidsskriftet Taarnet for den danske Symbolisme. Han slog til sin store fortrydelse aldrig igennem. Anerkendelsen kom først i Heretica-kredsen og hos Karen Blixen. Claussen havde en tæt forbindelse til maleren Albert Gottschalk. Claussen er begravet på Gentofte Kirkegård. Claussen i Paris, og maleperiodenI 1890ernes begyndelse gjorde Claussen længere ophold i Paris og Italien og en del af kapitlerne i de to rejsebøger Antonius i Paris og Valfart fremkom først som breve i Politiken. Efter faderens død 1905 blev han medudgiver af Lolland-Falsters Folketidende, efterhånden omtrent eneejer og blev derved en ikke blot økonomisk uafhængig, men meget velhavende mand. Under et mangeårigt ophold i Paris 1905-12 kom han i nær forbindelse med flere moderne malere hvilket resulterede i at han selv begyndte at male; det var dog først i hans senere leveår da den digteriske evne ebbede ud at han for alvor kastede sig over maleriet; hans maleriske produktion blev efterhånden omfattende, og han forsøgte sig også som billedhugger i stor stil. Men mens han i sin poesi blev en nyskaber og foregangsmand var hans maleri nærmest epigonkunst i en fransk impressionistisk manér.Den litterære periodeHans litterære produktion indlededes med digtsamlingen Naturbørn, 1887; derefter fulgte prosafortællingerne Unge Bander, 1894, med det henrivende forspil på vers Frøken Regnvejr hvor hans lyriske talent pludselig brød frem i al sin originalitet, og Kitty 1895. Lidt senere kom rejsebøgerne Antonius i Paris og Valfart (1896), 1898 skuespillet Arbejdersken der s.å. under Herman Bangs instruktion opførtes på Folketeatret og blev en fiasko. 1899 fulgte novellesamlingen Mellem to Kyster og den fremragende digtsamling Pilefløjter, det første næsten fuldstændige vidnesbyrd om hans lyriske geni. N.å. kom hans eneste større roman Junker Firkløver der var tænkt som første del af en romanserie der aldrig blev skrevet. 1901 udsendte han det litterært polemiske digt Trefoden der faldt, grundet på dets løshed i komposition og dets bizarritet i formen, 1904 den strålende, vekselvis dystre og overstadige digtsamling Djævlerier der efterfulgtes af endnu fire samlinger Danske Vers, 1912, Fabler, 1917, Heroica, 1925 og Hvededynger, 1930. Antologier af hans lyrik findes i Eroter og Fauner, 1910 og Den danske Sommer, 1921. Prosaarbejdet Løvetandsfnug, 1918 rummer erindringer og stemningsbilleder, samlingen Foraarstaler, 1927, afhandlinger, foredrag og memoirer; hans apologi for hans for dunkelhed eller fuldkommen uforståelighed angrebne digte (Pan og Diamanter, Væk ikke Svanerne, o.a.) er prætentiøs i formen og med et mildt udtryk utilstrækkelig i indholdet; bogens vægtigste afsnit er Fabius' Slægtstavle hvor han bl.a. giver et sønligt kærligt, både sjæleligt og legemligt lige livfuldt billede af sin fader. Nogle højt fremragende oversættelser har Claussen leveret i Heines Atta Troll, 1901 og Shelleys Den følende Blomst, 1906.HæderClaussen har digtet skønt og simpelt om de evigt menneskelige følelser, han har givet forelskelsen og sværmeriet, forventningen og vemodet de ægteste udtryk, han har mere organisk naturligt end nogen anden kunnet forkynde: "Min eneste Grund til at være, er dette Foraarsbegær!". Men han har også frembragt subtile og fortryllende kunstværker af ganske upopulær art. Han har skabt uforgængelige drømmerier blot på klangen af en enkelt glose. Der ulmer en mystisk skønhedsglans over hele Ekbatanadigtet. Disse digte hører til det mest artistiske i vor poesi, det er lyrik i renkultur uden forstyrrende "åndelige" motiver – her nyder man, gennem selve glosernes evne til at fremkalde følelses- og fantasibetonede associationer, digterens intuitive viden om at ordene ikke er abstraktioner der er blevet lutter mening tømt for farve, duft og musik.Hans Ekbatana fra 1896 er optaget i Danmarks kulturkanon. |
|
