|
Dagens Philosoph : Thomas Aquinas |
17:19:27 |
 Thomas Aquinas malet af Carlo Crivelli (ca. 1435–ca. 1495).
1600-tals skulptur af Thomas Aquinas.
Maleri af Thomas Aquinas
Sean Connery som William af Baskerville, i filmen Rosens Navn, om William af Ockham fra 1986. Filmen er bygget over bogen af samme navn, skrevet af Umberto Eco, der tidligere også havde beskæftiget sig med Thomas Aquinas tanker.
Jacobiner klostret i Toulouse, Frankrig, med Thomas Aquinas relikvier.
The Tomb of St Thomas Aquinas (c. 1225 – 7 March 1274), Le couvent des Jacobins, Toulouse, France.The saint`s remains were placed in the Church of the Jacobins in Toulouse in 1369. Between 1789 and 1974, they were held in Saint Sernin basilica of Toulouse. In 1974, they were returned to the Church of the Jacobins, where they have remained ever since. |
Thomas Aquinas 28. januar 1225 - 7. marts 1274
Indholdsfortegnelse :Thomas Aquinas (født 28. januar 1225, død 7. marts 1274) var enitaliensk teolog og filosof. Thomas Aquinas' filosofi Forholdet mellem teologi og filosofi Aristoteles Erkendelsen Essens/eksistens Engle Scala Natura Gud og gudsbeviserne Politisk teori Individet Stat, samfund og styreform Love Den evige lov. Den naturlige lov. Den menneskelige lov. Den guddommelige lov. Politik De syv dødssynder: Superbia (hovmod) Avaritia (griskhed) Luxuria (Utugt) Invidia (misundelse) Gula (fråseri) Ira (vrede) Acedia (dovenskab) Kardinaldyderne 1. Dødssynden Superbia (hovmod) 2. Dødssynden Avaritia (griskhed) 3. Dødssynden Luxuria (Utugt) 4. Dødssynden Invidia (misundelse) 5. Dødssynden Gula (frådseri) 6. Dødssynden Ira (vrede) 7. Dødssynden Acedia (dovenskab) Det katolske syn på dødssynd : Hvem tror på dødssynder Hvordan soner man en dødssynd Straffen for en dødssynd Nedenstående tekst består af ialt: 165 afsnit Thomas Aquinas (født 28. januar 1225, død 7. marts 1274) var en italiensk teolog og filosof.Thomas Aquinas kom til Paris som 14-årig. Han indtrådte i dominikanerordenen og blev undervist af Albertus Magnus, en velanset og lærd tilhænger af Aristoteles. Aquinas var i sin tid meget omstridt, men det lykkedes ham at fortolke Aristoteles på en sådan måde, at kirken kort efter Thomas' død kunne acceptere det. Hans filosofi er en imponerende tankebygning, der en en syntese af kristendommen og Aristoteles´ filosofi. Han lagde navn til den filosofiske skole thomismen. Thomas Aquinas er den mest brugte teolog i Den katolske kirke frem til i dag. Han blev helgenkåret i 1323.Thomas Aquinas' filosofiForholdet mellem teologi og filosofiThomas Aquinas var både teolog og filosof og var den første, der skelnede skarpt mellem filosofi og teologi; og mellem viden og tro. Da de begge er sande, mente Thomas ikke, at de stred mod hinanden; han gjorde blot filosofien selvstændig. Den selvstændige filosofi er ikke komplet, men kan fortælle hvad jordisk lykke er. For at få det vigtigste at vide, nemlig om den evige salighed, har mennesket brug for teologiens åbenbaring, og der er ifølge Thomas Aquinas ingen konflikt mellem tro og viden.AristotelesThomas' filosofi var en fortolkning af Aristoteles' filosofi, som han anså for at være korrekt og den afgørende baggrund for Thomas' egen filosofi og teologi. Aristoteles' skrifter var netop blevet genopdaget af araberne, og på Aquinas' tid var det omdiskuteret, om kirken burde bruge Aristoteles, hvad der ligeledes gjorde Aquinas omstridt i sin samtid. Aristoteles var rent naturvidenskabeligt kommet frem til, at verden var evig og derfor ikke "skabt", hvad der modsagde Bibelens ord. I 1200-tallet blev det derfor forbudt at studere Aristoteles' tekster. Thomas formåede dog at omtolke filosofien, så den passede ind i det kristne univers, og meget hurtigt blev den aristoteliske lære gennem Thomas anerkendt og vidt brugt. Særligt ændrede Thomas Aristoteles' opfattelse af en uskabt verden uden en skabergud og filosofien om en forgængelig sjæl til et kristent verdensbillede.ErkendelsenAquinas afviser tanken om, at vi har en indre erkendelse (illuminationsteorien). I stedet indfører han en epistemologi kaldet abstraktionsteorien, der handler om, at mennesket ud fra enkelttingene kan erkende (abstrahere) sig til noget alment og dermed universelle begreber. Udgangspunkt for erkendelsen er altså de legemlige substanser/skabninger dvs. de materielle ting. Derved er sanseerfaringen en betingelse for erkendelsen. Naturlig erkendelse (dvs. udenom åbenbaringen) stammer rigtignok fra Gud, men opnås altså gennem sanseerfaring og refleksion.Illuminationsteorien er dog en sand teologisk teori, da vi i troen har en direkte erkendelse af Gud uden sanserne, men filosofisk set kan vi kun erkende Gud indirekte – gennem sanserne. Også vores selverkendelse er indirekte gennem sanserne. Essens/eksistensThomas Aquinas' afgørende begrebspar er quidditas og eksistens, også kaldet væsen og væren. Essens (væsen) eller substansen er for Aquinas det, som enkelttingene består af, såsom stof og form, akt og potens osv. (jf. Aristoteles). Alligevel er eksistens (væren) vigtigere, fordi uanset form og stof er det vigtigste, om enkelttingene eksisterer eller ikke gør. Her kritiserer han Aristoteles for at være essentialist, der kun beskæftiger sig med substansen, altså essensen, og tror han er færdig med det. Det vigtigste mangler, nemlig at substansen er eksisterende – altså AT den er. Eksistensen kommer udefra, fra Gud. Gud har skabt både essens og eksistensen, men som forskellige og sammensat. Essensen modtager eksistenser fra Gud.EngleEngle er for Thomas Aquinas et skaberværk på lige fod med andre enkeltting og skal kunne passes ind i det aristoteliske, filosofiske system. Thomas placerer engle i det aristoteliske "scala natura" mellem Gud og mennesket og argumenterer for, at der netop mangler dette led i naturens trappestige. Der mangler noget, der er skabt og endeligt ligesom andre levende væsener (såsom mennesket), men uden stof (legeme).Scala NaturaGud Uskabt Ren form Ren aktEngle Skabt Ren form Akt/potens Levende væsener Skabt Form/stof Akt/potens Derimod er engel ikke et artsbegreb på samme måde, som mennesket er, for da engle er ren form uden stof, har de ingen substans og dermed ikke noget enkelt individ. Engle er derimod en slægtsgren, hvor den enkelte engel er en art, på samme måde som at menneskeheden er en art, som hører ind under dyreslægten. Gud og gudsbeviserneGud var for Thomas Aquinas ikke blot væren (eksistens) – nej, han er væren og den eneste, der eksisterer med nødvendighed, da han er skaberen; derfra hvor alting starter. Derfor er Guds væren og væsen identiske med hinanden, da Gud er nødt til at eksistere.Det er udgangspunktet for Aquinas gudsbeviser, som stammer fra Aristoteles og forudsætter, at der må være noget, som igangsætter andre forandringer, hvormed svaret må være Gud! Derudover kan alt ikke være tilfældigt, hvormed Gud er nødvendig. Det kosmiske argument tilskrives konventionelt Thomas Aquinas.[kilde mangler] Argumentet dikterer, at "alt, hvad der findes, har en årsag"; men siden der ikke har kunnet været en uendelig kæde af årsager i fortiden, kan der netop ikke have været en årsag til den første årsag. Konklusionen vil i så fald være Gud. Aquinas tilpassede også dette argument for at bevise det gode i Gud. Dette tilpassede argument dikterer, at "alt har noget godhed, og årsagen til hver ting er bedre end de ting, der er forvoldt". Konklusionen på det tilpassede argument er derfor, at "den første årsag er den bedst mulige ting". Lignende argumenter blev brugt til at bevise Guds magt og særegenhed. Politisk teoriIndividetIndividet ses jf. Aquinas som rationelt og fornuftigt. Det vil det gode, men den frie vilje medfører det onde. Frelsen sikres via åbenbaring og tro. Hos Thomas Aquinas ser vi individ begrebet manifestere sig som værende et fænomen, der udgør en væsentlig del af diskussionen om, hvorvidt mennesket har en fri vilje, eller at dette ikke er tilfældet. I en religiøs debat og kontekst er begrebet således centreret omkring ideen af mennesket som et væsen, der enten agerer på baggrund af Guds vilje eller har en egentlig dømmekraft, der kan udøves.Hertil kommer også en vurdering af menneskets vilje og valg, for kan eller bør individet udføre handlinger, der i essensen er gode eller onde, og hvordan skelnes der imellem dem. Thomas Aquinas fremlagde i sin Summa Theologica (1265-74) ideen om, at en handling bliver ond, såfremt man afviger fra fornuft og den guddommelige moralske lov. Det skaber dog et dilemma, da et synspunkt fremhæver menneskets syndighed som en arvelig størrelse overdraget fra Adam, og at individet derfor har en grundlæggende tendens til at udføre umoralske og syndige handlinger. Synden har ifølge Thomas Aquinas sit hovedsæde i vores vilje og fungerer som en modpart til vores fornuft. Tro og fornuft udgør de to vitale egenskaber, som Gud giver mennesket, der ydermere ikke kan stride mod hinanden. Dog er disse kvaliteter ikke nok, for at individet kan opnå frelse, da der kræves meditation og åbenbaring for at gøre det håndgribeligt såvel som brugbart og derfor som en mulig metode til at nærme sig Gud. Stat, samfund og styreformSamfundet er en organisme, hvor alle har en bestemt funktion. Staten skal være retfærdig og forebygge ondskab.Aquinas foretrak monarkier som styreform, idet flermandsstyre havde både fordele og ulemper. Monarkiet fandtes i to versioner: politisk styre, hvor styret er begrænset af statens love, og kongeligt styre, hvor monarken har al magt uhindret af menneskelige love. Aquinas foretrak den første, men accepterede den anden. Han havde tre argumenter for monarki. Det metafysiske var, at enhed er bedst til at skabe orden. Det organiske var, at bierne kun har én dronning. Det hierarkiske, monarken er bindeleddet mellem gud og monark. Monarken har en høj indsigt og kan afsættes, hvis han er tyrannisk. LoveAquinas opererer med fire forskellige typer love, som alle havde til formål at forebygge skade. Disse love var:Den evige lov.Denne regerer universet og omhandler skabelsen. Alt er underlagt denne.Den naturlige lov.Det er den del af den evige lov, som fornuftsvæsenet kan opfatte. Den er ens for alle og er en vurdering af godt og ondt.Den menneskelige lov.Det er samfundets love, hvor der skelnes mellem praktisk og teoretisk fornuft. Den praktiske fornuft omhandler regler for menneskelig adfærd, mens teoretisk fornuft er naturens principper for sand erkendelse. Den menneskelige lov har til formål at tjene det fælles bedste, og den er ugyldig, hvis den går imod den naturlige lov.Den guddommelige lov.Det er instrukser mht., hvad man bør og ikke bør i forbindelse med tanker, beslutninger og intentioner. De kristne kender den guddommelige lov via. åbenbaringen, fordi det netop er indsigt via åbenbaring.PolitikPolitik skal baseres på den naturlige lov og må ikke overtræde den. Det skal skabe rammerne for det moralske liv med frelsen som yderste mål og er således underlagt kristen etik. Formålet er det fælles bedste, men det endelige mål er frelsen i himlen, hvilket overgår denne verden.De syv dødssynder:Pave Gregor I skrev en tidlig liste over dødssynder. Det blev senere Thomas Aquinas opgave at modificere disse og herfra er de ofte samlet i akronymet SALIGIA :Superbia (hovmod)Avaritia (griskhed)Luxuria (Utugt)Invidia (misundelse)Gula (fråseri)Ira (vrede)Acedia (dovenskab)KardinaldyderneDe modsatte kardinaldyder der stammer fra Psychomachia skrevet af Aurelius Clemens Prudentius omkring år 410 er :Humilitas (ydmyghed, beskedhed) (humility) Caritas (barmhjertighed) (charity) Castitas (kyskhed) (chastity) Humanitas (velvilje/godhed) (kindness) Temperare (udholdenhed) (temperance) Patentia (tålmodig/tilgivelse) (patience) Industria (indsatsvilje) (diligence) 1. Dødssynden Superbia (hovmod)Og dens modsætning kardinaldyden, Humilitas (ydmyghed, beskedhed) (humility).Hovmod er en last, hvor man har en høj vurdering af en selv og stor form for arrogance. Hvorfor hovmod er det modsatte af ydmyghed. Hovmod opfattes indenfor de protestantiske kirker for en synd og oprør mod Gud. Denne dødssynd er den grundlæggende af de syv synder, og den betragtes som den, som de andre synder udspringer fra. Den hovmodige beskrives som en, der stiller sig i bedre lys end andre og anerkender ikke andres arbejde. Personen vender sig væk fra Gud i søgen efter egen storhed og selretfærdighed. Dæmonen Lucifer er synden og hovmodet, han afbilledes som en dæmoniseret engel med vinger og våben som et stjerneskud. Kardinaldyden : Ydmyghed (Humilitas) (beskedenhed) (modsatte af hovmod (Superbia)) — Beskeden opførsel, uselviskhed og at være respektfuld. Giv anerkendelse til andre i stedet for at ophøje sig selv. 2. Dødssynden Avaritia (griskhed)Og dens modsætning kardinaldyden, Caritas (barmhjertighed) (charity).Griskhed eller grådighed er en last, som man har, når man er grådig efter noget såsom mad, penge eller magt. I den katolske lære er grådighed en af de syv dødssynder. Her mente Tomas Aquinas, at grådighed er en synd, som er direkte henvendt mod ens næste. Da man kan ikke have for meget, uden at nogle andre må undvære. Den grådige glemmer barmhjertigheder, og den ser ikke andres ydelse for ens egen nydelse. Dæmonen Mammon står for gerrighed eller grådighed, og den fremstilles ofte i menneskeskikkelse. Kardinaldyden : Barmhjertighed (Liberalitas) (vilje, generøsitet) (modsatte af griskhed (Avaritia)) — Villig til at give fra sig i tanke og handling. 3. Dødssynden Luxuria (Utugt)Og dens modsætning kardinaldyden, Castitas (kyskhed) (chastity).Utugt, som er det kristne ord for seksuelt samvær udenfor ægteskabet. Utugt, som regnes for en af de syv dødssynder er det modsatte af kyskhed, som er seksuel afholdenhed ifølge moralske normer og værdier. Utugt dækker over alt det i form af lyster og seksuelt, som ikke foregår inden for ægteskabets rammer. Utugt dæmonen er Asmodeus. Dæmonen Asmodeus er traditionelt afbildet som en høj og smuk mand med langt sort hår. Kardinaldyden : Kyskhed (Castitas) (renhed) (modsatte af begær (Luxuria)) — Omfatter moralsk opførelse og at opnå renhed både fysisk og psykisk. 4. Dødssynden Invidia (misundelse)Og dens modsætning kardinaldyden, Humanitas (velvilje/godhed) (kindness).Misundelse ses som en af de syv dødssynder, da man i misundelsen overser sine egne gaver og stræber efter en andens tilstand i stedet for at arbejde på sin egen åndelige forbedring. En god kristen er gavmild. Leviathan er dæmonen for misundelse. Leviathan er et søuhyre, som er blevet beskrevet som en søslange, en vaddrage med skæl og tænder eller en form for hval. Kardinaldyden : Velvilje/Godhed (Humanitas) (fornøjelse) (modsatte af misundelse (Invidia)) — Medlidenhed og venskab og sympati uden fordomme. 5. Dødssynden Gula (frådseri)Og dens modsætning kardinaldyden, Temperare (udholdenhed) (temperance).Fråseri er den 5. af de syv dødssynder, fordi overdrevent fokus på at spise gør skade på en selv og påvirker omgivelserne negativt. Fråseri forveksles sommetider med det at være velnæret. Før i tiden var det at være velnæret ofte et symbol for at man var rig, da de fattige i samfundet, ikke havde så mange penge til at købe mad for. At være velnæret behøver ikke at være udtryk for fråseri, det er det kun hvis ens behov for mad er blevet overdrevne. Beelzebub er Grådighedens eller Fråseriets dæmon. Dette navn bruges både til at beskrive en selvstændig dæmon og Satan. Dæmonen er ofte afbilledet som en flue. Kardinaldyden : Udholdenhed (Temperare) (selvkontrol) (modsatte af frådseri (Gula)) — Man bør være udholdende og afholdende. 6. Dødssynden Ira (vrede)Og dens modsætning kardinaldyden, Patentia (tålmodig/tilgivelse) (patience).Vrede er en følelse, og hvis den følelse tager overhånd eller bliver overdreven, bliver det en last og kan forstås som en af de syv dødssynder. Det at være vred kan også være et tegn på, at man har mistet troen på den retfærdige Gud. Hvorimod hvis ens tro er stærk, vil man udvise tålmodighed og tilgive syndere. Satan er dæmonen, der repræsenterer vrede. Det er den mest kendte dæmon, og den er blevet beskrevet på mange forskellige måder. Kardinaldyden : Tålmodighed/Tilgivelse (Patientia) (fred) (modsatte af vrede (Ira) — Evnen til at tilgive og vise nåde overfor syndere. Løse konflikter fredfyldt – som en modsætning til vold. 7. Dødssynden Acedia (dovenskab)Og dens modsætning kardinaldyden, Industria (indsatsvilje) (diligence).Dovenskab er en last, når den gør skade på en selv og ens omgivelser. Dovenskab er en af de syv dødssynder. Dovenskab dækker også en, som ikke søger gud eller ikke søger forbedring. Belphegor — Herren over kløften, en dæmon der er associeret med en af de syv dødssynder, dovenskaben, han hjælper mennesker med at gøre opdagelser. Han forfører folk ved at foreslå dem utrolige opfindelser, der oftest vil gøre dem rige. - Ifølge nogle dæmonologer fra 1600-tallet, er hans kræfter stærkest i april. - Biskoppen og heksejægeren Peter Binsfeld var af den opfattelse at Belphegor frister gennem dovenskab. Ligeledes ifølge Peter Binsfeld er Belphegor den vigtigste dæmon for den dødssynd der er kendt som dovenskab i den kristne tradition. Kardinaldyden : Indsatvilje (Industria) (etik, moral) (modsatte af ladhed (Acedia)) — Være vågen, fysisk aktiv, have vilje til at arbejde. Det katolske syn på dødssynd :Der findes to typer af synd indenfor den katolske synd. Der er synder, som man kan tilgive, de såkaldte svaghedssynder; disse er de synder, som handler om menneskelig svaghed. Den anden form for synd er de syv dødssynder, som er de alvorlige af slagsen.Disse synder er, når mennesket sætter sig selv først i stedet for Guds mening med mennesket. Hvem tror på dødssynderDen romersk-katolske kirke tror på dødssynd, den kirke, som har hovedsæde i Vatikanet i Rom, og som har paven som overhoved. Mange andre trosretninger har dog også lignende beskrivelser, det er dog katolikkerne, som der har formuleret dødssynderne og ser dem som særligt vigtige.Hvordan soner man en dødssyndMan kan ikke sone en dødssynd. Man kan kun få syndsforladelse og gøre bodshandlinger indenfor den katolske kirke, når det handler om svaghedssynder.En katolik som har begået en svaghedssynd, kan gå i enerum med præsten og fortælle om sine synder. Præsten, som kontakt med Gud, kan så fortælle katolikken, hvordan denne syn kan sones. I mange år kunne man i den katolske kirke købe afladsbreve, hvor man så betalte sig fra sin skyld. Indenfor den katolske tro tror man på et efterliv, hvor man kan blive lukket ind i Himmeriget, hvis man har levet et godt og kysk liv. Har man derimod begået synder, så skal ens sjæl renses, hvilket sker i skærsilden. Her bliver ens sjæl renset for synder gennem smerte og lidelse, hvilket ofte er blevet symboliseret og beskrevet med ild og flammer. Når sjælen så er blevet renset for synd, kan man blive genforenet med Gud i Himmeriget. Straffen for en dødssyndOpnår man ikke syndsforladelse for en dødssynd, kan ens sjæl ikke genforenes med Gud, når man dør. Man vil derfor i stedet ende i helvede, et sted fyldt med smerte, pinsler og angrende syndere.Et for syndigt liv, vil derfor blive dømt til evig forbandelse. |
|
