|
Dagens Philosoph : William af Ockham |
11:38:42 |
 William af Ockham, farvet glas på vindue i en kirke i Surrey.
William fra Ockham. Det nærmeste, man kommer et portræt, er denne lille tegning i et håndskrift fra middelalderen. Ordene på latin, Frater Ocham iste, betyder 'Dette er broder Ockham'. Tegningen findes på Gonville and Caius College, Cambridge. 
Sean Connery som William af Baskerville, i filmen Rosens Navn, om William af Ockham fra 1986. Filmen er bygget over bogen af samme navn, skrevet af Umberto Eco, der tidligere også havde beskæftiget sig med Thomas Aquinas tanker. |
William af Ockham ca. 1288 - 9. april 1349
Indholdsfortegnelse :William af Ockham ca.1288-1349Filosofi Levned Virkningshistorie Ockhams ragekniv Eksempler Første eksempel Andet eksempel
William af Ockham ca.1288-1349 🔝William af Ockham (eller Occam ) (ca.1288-1349) var en engelsk munk og skolastisk filosof. Han kom fra landsbyen Ockham i Surrey i England. Han regnes som en af historiens største logikere, og hans navn knyttes i dag særligt til princippet om at den enkleste løsning på et problem også er den bedste (Ockhams ragekniv).Filosofi 🔝William af Ockham var blandt middelalderens fremmeste nominalister, og af flere regnes han som grundlægger af den moderne filosofi og epistemologien i særdeleshed. Han var elev af Duns Scotus, men blev senere uenig med ham. Han blev desuden uenig med paven om transsubstantiationen, og om gejstlige kunne besidde privat ejendom. Derfor blev han ekskommunikeret og flygtede til den tyske kejser, som var i krig med Frankrig, som var støttet af paven. Under sit ophold i Tyskland skrev han flere værker, hvori han talte for, at kirken skulle have mindre verdslig magt. Det har betydet, at man i eftertiden har betragtet ham som en af forløberne for Reformationen i 16. årh.En af de vigtigste filosofiske opgaver for William var at gøre studiet af Logikken mere stringent og at adskille troen fra filosofien, så filosofien kunne frigøres fra teologiens overherredømme. Han mente, at mange filosoffer havde misforstået Aristoteles, og at det havde ført til, at logikken helt igennem var blevet underlagt metafysikken og teologien. William mente desuden, at studiet af de videnskabelige begreber var logikkens kerneområde, mens studiet af selve fænomenerne var videnskabens felt. Det medførte, at logikken skulle dreje sig om studiet af almenbegreberne, mens videnskaben handlede om studiet af det fysiske. Det betyder ikke, at William ikke var troende, for han mente, at der var grænser for, hvad mennesket kan erkende. Levned 🔝William trådte ind i franciskanerordnen, mens han stadig var meget ung, og den første del af uddannelsen modtog han i franciskanerhuset i London. Senere flyttede han til Oxford, hvor han færdiggjorde sine studier og var parat til at overtage en lærestol. Inden han blev udnævnt, blev han imidlertid kaldt til Avignon, hvor paven havde residens. Han omtales derfor med titlen "Venerabilis Inceptor", hvilket betyder at han levede op til alle datidens nødvendige akademiske krav for en lærestol, men endnu ikke officielt besad en. Det var, mens han var i Oxford, at han skrev størstedelen af de filosofisk orienterede værker.Inden Ockham fik sin lærestol i teologi, blev han kaldt til Avignon for at forsvare sine standpunkter over for en undersøgelseskommission under pave Joh. 22. Undersøgelseskommissionen var etableret på foranledning af rektoren for universitetet i Oxford, Lutterel, der efter sin aftræden i 1322 rejste til Avignon. Lutterel var dominikanermunk og overbevist tilhænger af Thomas Aquinas, og det er sandsynligvis ham, der forhindrede Ockham i at få en lærestol ved universitetet; måske fordi Ockham med sine fænomenale filosofiske, logiske og teologiske evner var vanskelig at bide skeer med for Lutterel. Fra 1324 til 1328 forsvarede Ockham sine standpunkter i Avignon. Inden undersøgelseskommissionen var færdig, flygtede Ockham imidlertid fra Avignon sammen med sin ordensleder, Michael af Cesena, efter at ordenslederen åbent havde modsagt paven under en audiens. Under opholdet i Avignon havde Michael af Cesena involveret Ockham i spørgsmålet, om Kristus og hans apostle havde ejet noget privat eller i fællesskab. Det var et af de helt store spørgsmål i middelalderen og helt centralt for at forstå den konflikt, der var mellem den franciskanske tiggermunkeorden og de mere materialistisk orienterede dele af den katolske kirke med paven i spidsen. De flygtende franciskanere fandt beskyttelse hos den tyske kejser Ludvig af Bayerns hof i München, og her begyndte William en utrættelig kritik af pavedømmet i Avignon. Det er således fra denne tid, at William Ockham skrev nogle af de mest berømte teologiske værker. Dette inkluderer bl.a. det omfangsrige halvfemsdagesværk (Opus XC dierum fra ca. 1332), hvor Ockham i løbet af kun tre måneder besvarede en pavelig skrivelse om, at Kristus ejede sin egen skjorte (Quia vir reprobus fra 1329). Pointen er, at ejendomsretten ikke kan begrundes naturretligt, men må føres tilbage til menneskets positive retsforordning. De flygtede fransiscanermunke blev ekskommunikeret fra den katolske kirke og fra deres egen orden pga. deres tydelige parti for den verdslige magt. Det var imidlertid ikke så stor en katastrofe, da paven efter pres fra den franske konge havde flyttet sin residens til Avignon. Det svækkede i væsentlig grad Pavens autoritet (denne 70-årige periode går i historien under navnet "Det babylonske fangenskab") og gjorde det muligt for tænkere som Ockham at leve videre, som om intet var hændt. Inden Ockhams død skulle han ifølge franciskanermunken Philotheus Boehner, der har stået for hovedparten af genudgivelserne af Ockhams skrifter, have søgt syndsforladelse hos den katolske kirke. Ockhams situation skulle være blevet kritisk efter at hans beskytter, Ludwig af Bayern, døde i 1347. William af Ockham døde 9. april 1347 i München, måske af den sorte død. I 1359 blev ham posthumt rehabiliteret af den katolske kirke. Virkningshistorie 🔝William Ockham var en af skolastikkens væsentligste tænkere. Reformatorerne tog 200 år senere afstand fra ham, da de opfattede ham som fortaler for den skolastiske teologiske tænkning. En måde at bedrive teologi på, som reformatorerne generelt tog afstand fra. Derfor gik han i glemmebogen i den protestantiske verden.I den katolske kirke var der tendens til at kritisere Ockhams tænkning for at være årsagen til reformationen. Man gjorde således Thomas Aquinas til den væsentligste katolske teolog og tog samtidigt afstand fra hans efterfølgere. I næsten 500 år blev Ockham derfor kun husket af den katolske kirke – og det i en meget negativ version. I det seneste godt halve århundrede har Ockham fået en genfødsel. Franciskanerordenen begyndte således at genudgive hans skrifter. Når man læser introduktioner m.m. skal man imidlertid være opmærksom på, hvem der udlægger teksten. Det spiller således stadig en væsentlig rolle, om der er tale om en katolisk udlægning... William af Ockham og diskussionen om ejendomsret var en vigtig inspirationskilde til Umberto Ecos figur William af Baskerville i romanen Rosens navn fra 1981. Ockhams ragekniv 🔝Ockhams ragekniv (Occams razor) er i vore dage et universelt accepteret epistemologisk (erkendelsesfilosofisk) grundprincip som skærer unødige elementer væk fra en forklaring, også kaldet parsimoni-princippet. Udtrykket er opkaldt efter den engelske filosof, William af Ockham (ca. 1288-1347) forstås i dag som en formaning om at "blandt konkurrende hypoteser skal den hypotese som bygger på færrest antagelser foretrækkes". Den findes i flere formuleringer i Ockhams værker på Latin som Numquam ponenda est pluralitas sine necessitate ("flere ting skal aldrig antages uden nødvendighed"), eller Frustra fit per plura quod potest fieri per pauciora "det er nytteløst at gøre med flere elementer det som kan gøres med færre". Ofte formuleres princippet som entia non sunt multiplicanda praeter necessitatem "man skal ikke unødigt forøge antallet af elementer", men denne formulering er ikke Ockhams.Ockhams forståelse havde inspiration i Aristoteles (384–322 fvt.) som først formulerede princippet i værket Analytica posteriora. Han skrev at "Vi må antage at alt andet lige er den demonstration at foretrække som bygger på færre antagelser eller hypoteser". Ptolemæus (c. 90 evt.– c. 168 evt.) brugte formuleringen, "Vi anser det for et godt princip at forklare fænomenerne ved den simplest mulige hypotese". Princippet er i dag et almindeligt anerkendt grundprincip inden for videnskabsteorien. Eksempler 🔝Et væltet træ kan forklares ud fra flere teorier, hvoraf nogle er mere enkle end andreFørste eksempel 🔝Det har stormet, og det observeres efter stormen, at et træ er væltet. Der opstilles nu tre forklaringsmodeller:1. Stormen har væltet træet 2. Træet blev væltet af 100 meter høje rumvæsener 3. Stormen har væltet træet, og Gud sendte stormen I valget mellem forklaring 1. og 2. siger rageknivens princip, at 1. er at foretrække, da den kun bygger på en antagelse om et velkendt fænomen (at en storm kan vælte et træ), mens forklaring 2. antager den sensationelle eksistens af 100 meter høje rumvæsener. I valget mellem forklaring 1. og 3. siger rageknivens princip, at forklaring 1. er at foretrække, da forklaring 3. består af forklaring 1. samt en yderligere antagelse (om Guds eksistens og indblanding i en jordisk hændelse). Andet eksempel 🔝Vi har tre forklaringer på hvordan og hvorfor ting opfører sig som de gør under påvirkning af kræfter:1. Newtons love 2. Einsteins relativitetsteori (Albert Einstein) 3. Lorentz' teori om, at længde trækker sig sammen og tid udvider sig, når det bevæger sig gennem æteren (Æteren er navnet på en teoretisk substans der blev beskrevet i old- og middelalderligfysik; en teori der først blev forkastet i slutningen af det 19. århundrede. Man mente at æteren var en usynlig og rummelig 'luft' substans der fyldte hele universet. Aristoteles mente at det måtte være det 5. element.) Før man opdagede relativistiske afvigelser fra Isaac Newtons love, foreskrev den første version af ragekniven, at man fortrak 1., da den er simplere, mens den anden version sagde, at man ikke skulle bruge tings bevægelser til at underbygge, at lysets hastighed var konstant (grundantagelserne i den specielle relativitetsteori er, at Newtons love gælder ved lave hastigheder, samt at lysets hastighed er den samme i alle inertialsystemer), eller at æteren eksisterede. Da man havde opdaget de relativistiske afvigelser, er Newtons love ikke længere nogen tilstrækkelig forklaring, da den ikke forklarer alle observationer. Den første version siger nu, at 2. er at foretrække for 3., da det er simplere ikke at have en æter, den anden version siger, at vi ikke skal bruge de relativistiske afvigelser fra Newtons love til at underbygge eksistensen af en æter. |
|
