|
Dagens Philosoph : Diogenes |
18:11:56 |
 Diogenes malt af Giovanni Battista Langetti
Diogenes i vintønden, som John William Waterhouse tænkte sig ham, 1882.
Diogenes søger med lys og lygte efter en ærlig mand. Maleriet er tilskrevet J.H.W. Tischbein (ca. 1780).
Marmor statue af Diogenes med hunden - Kynis
Marmor statuen i Sinope, forestiller Diogenes og hunden på tønden. Rejst i 2006.
Kobberstik af Diogenes Cynikus' grav, udført af Olfert Dapper i 1688.
Sigrid Horne-Rasmussen 1944Fremfører Diogenes vise i Hornbæk-Revyen 1944 
Mogens Dam 1935Tekstforfatter til Diogenes vise i Hornbæk-Revyen 1944 
Amdi Riis 1944Komponist til Diogenes vise i Hornbæk-Revyen 1944 |
Diogenes fra Sinope, ca. 412 f.Kr. - 323 f.Kr.
Indholdsfortegnelse :Diogenes fra Sinope (født ca. 412 f.Kr., død 323 f.Kr.)Baggrund Filosof i Athen og Korinth Den første kosmopolit Den første kyniker Superkynikerens død Socialt uaceptabel adfærd Sangen: Man sku ha det som Diogenes og bare bo i en tønde. Nedenstående tekst består af ialt: 124 afsnit Diogenes fra Sinope (født ca. 412 f.Kr., død 323 f.Kr.)Diogenes er den mest kendte af antikkens kyniske vismænd. Han hævdes at have været elev af Antisthenes, og opretholdt dennes asketiske livsførelse og etiske blik, men tilførte den kyniske retning en livlighed og sans for humor uden sidestykke i filosofiens historie.En hund hedder på græsk kyon; her symboliserer den kynikerne, den filosofiske skole, som Diogenes grundlagde, og hvis navn kommer af, at de levede som hunde. BaggrundHan voksede op i Sinope som søn af den velstående Tresius, der slog den lokale mønt; men måtte enten flygte eller blev forvist fra byen pga. et problem med forringelse af møntenheden. Kundskab om datidens mønter bekræfter, at der den gang skete en forringelse, men ikke hvordan. Ifølge Diogenes Laertius hævdede Diocles, at Diogenes forlod Sinope, fordi hans far havde fået statens penge betroet, og forringede mønten. Eubulides påstod derimod, at Diogenes indrømmede at være den skyldige, og flygtede sammen med sin far. Mens nogle kilder tillægger Diogenes et politisk motiv for møntforringelsen, har andre ment, at handlingen skyldtes religiøs overbevisning og var ham pålagt af oraklet i Delfi. I hvert fald endte Diogenes i Athen.Filosof i Athen og KorinthVed ankomsten til Athen flyttede Diogenes straks ind i en pithos (= vintønde) i et metroon (= tempel for en modergudinde). Efter at have iagttaget en mus stod det ham angiveligt klart, at han ikke havde behov for noget almindeligt læ. Denne tilpasningsdygtighed var første trin i Diogenes' legendariske askēsis (= træning). Den kom godt med, da han senere skal være blevet taget til fange af pirater og slæbt som slave til Korinth, hvor han blev solgt til en Xeniades. På spørgsmål om, hvad han ellers kunne, skal han have svaret: "At lede mænd," og blev dermed sat til at undervise Xeniades' sønner, som dermed overtog hans asketiske livsførelse. Ifølge Epiktet var Diogenes allerede sat fri ved hjælp af Antisthenes' undervisning, og kunne dermed ikke være nogens slave. I én version fortælles, at Xeniades straks satte ham fri; i en anden, at han blev sat fri langt senere, og i en tredje, at han døde som en gammel mand i Xeniades' hjem i Korinth. Måske var Diogenes aldrig slave i Korinth, men de ulige beretninger går alle ud på det samme: At Diogenes som slave var mere fri end sin herre.Plutarch fortæller, at da Alexander den Store fik kommandoen over et felttog mod Persien, mødte folk op for at gratulere ham; men han så ikke noget til Diogenes. Alexander opsøgte ham derfor og spurgte, om han havde nogen ønsker. Diogenes svarede: "Ja, flyt dig lige lidt. Du spærrer for solen." Alexander blev slået af Diogenes' manglende respekt, og sagde bagefter til sine mænd: "Hvis jeg ikke var Alexander, ville jeg være Diogenes." I en anden beretning om samtalen så Alexander, at filosoffen kiggede opmærksomt på en bunke menneskeknogler. Diogenes forklarede: "Jeg leder efter din fars knogler, men kan ikke skelne dem fra slave knoglerne." Det meste af vort kendskab til Diogenes' liv stammer fra anekdoter af denne type, såsom at han skulle have ødelagt sin eneste ejendel, en suppeskål af træ, efter at have set en dreng drikke af sine hænder. Diogenes skal være gået omkring i Athens gader i fuldt dagslys med en tændt lygte, mens han påstod at lede højt og lavt efter bare en eneste ærlig mand. Han roste hunde til skyerne, fordi de spiser hvad som helst, sover hvor som helst, og forretter naturlige kropsfunktioner for alles øjne. En gang gjorde han nar af Platons karakteristik af mennesket som en fjerløs tobenet skabning, ved at tage en plukket høne med ind i foredragssalen. Han skal også have opfundet ordet "kosmopolit" – verdensborger – da han blev spurgt om sin nationalitet. Diogenes skal have sagt om sig selv, at han var en hund: "Jeg nusser de venlige, bjæffer efter de grådige, og bider skurkene!" Platon sagde om ham, at han var "en Sokrates, der er blevet forrykt!" Platon kendte dem begge. Han afviste alle konventioner og "normale" tanker om almindelig opførsel ved at spise sin mad på gaden, masturbere på torvet, tisse på folk, der fornærmede ham, og pege på folk med langemand. Angiveligt døde han i Korinth, ifølge nogle kilder ved at holde vejret, eller være blevet syg af et måltid rå blæksprutte, eller bidt af en hund, så der gik betændelse i såret. Han bad om at blive smidt udenfor bymuren efter sin død, så de vilde dyr kunne have et festmåltid på ham. Korintherne skal have rejst en marmorsøjle med en hvilende hund på til minde om ham. Diogenes fik en revival i renæssancen og i nyere tid med blandt andre Peter Sloterdijks Kritik af den kyniske fornuft (1983). Heri ansætter Sloterdijk i en gavmild fortolkning Diogenes til at være alletiders første økofilosof. Den første kosmopolitDiogenes fra Sinope var en græsk filosof, grundlægger af kynikernes skole. I filosofihistorien er hans plads mellem Sokrates og Zenon, grundlæggeren af stoicismen.Diogenes' specielle betydning lå dog ikke så meget i en filosofisk teori som i hans praktiske udfoldelse af den særlige kyniske livsform: skamløshed vedrørende kropsfunktioner (fx sex) og den yderste nøjsomhed (fx mad) som bevis på, at konventionelle materielle og sociale goder er ligegyldige. Diogenes påberåbte sig her fysis 'natur' i modsætning til nomos 'konvention'. Til det sidstnævnte regnede han også en traditionel borgerdyd som fædrelandskærlighed; Diogenes var den første kosmopolit. Ved sin praksis og sine sarkastiske bemærkninger ville han udfordre borgerskabet og gøre op med det sociale og politiske statussystem. Utallige anekdoter om ham var i omløb i antikken ("Diogenes i tønden"), og hans særlige figur har fået en blivende plads i europæisk bevidstheds historie. Den første kynikerDer findes ingen tekster fra Diogenes selv, og der har været uenighed om, hvorvidt han skrev noget. Det skrevne ord har under alle omstændigheder ikke været det vigtigste for ham – hans filosofi lå i livsførelsen og kom til syne i hans dybe uforskammethed.Den primære kilde til Diogenes' liv er navnefællen Diogenes Laërtios, som skrev en samling biografier om berømte filosoffer et halvt årtusind senere. Det er langt fra en pålidelig kilde – men jeg forestiller mig, at Diogenes selv ville have været fint tilfreds med, at hans liv blev svøbt i myter og overdrivelser, så her vil jeg ukritisk gengive nogle stykker af dem. Diogenes kom fra Sinope i Lilleasien. Som mange andre unge mænd rejste han til oraklet i Delphi for at spørge guden om, hvad han skulle bruge sit liv på. Gudens svar var: »Du skal devaluere valutaen.« Eftersom Diogenes' far var byens møntslager, var det oplagt at tage guden på ordet og helt bogstaveligt sende mønter med forringet sølvværdi i omløb. Det blev dog opdaget, og Diogenes måtte drage i eksil – eller, som han selv sagde, »dømme sin hjemby til at blive hjemme«. Han var ikke en mand, der tvivlede på sit eget værd. I Athen opdagede han filosofien – ifølge én historie fulgte han i hælene på filosoffen Antisthenes, selv om denne forsøgte at tæve ham på flugt med en kæp; ifølge en anden betragtede han en mus pile omkring og indså, at han ligesom musen måtte eje intet for at opnå den sande lykke – og han lærte at forstå oraklets ord: Han skulle devaluere valutaen ved at forkaste alle de falske værdier i menneskelivet og finde frem til de virkelige dyder. Han påtog sig en rolle, som han selv beskrev som »en gal Sokrates«. Han sagde, at det smukkeste blandt mennesker var parrhesia – den bramfri tale eller retten til at tale frit – og flabetheden gjorde han til en dyd. Han levede som tigger. Hans faste udråb til de handlende på torvet var: »Hvis I ikke har givet til de andre, så giv til mig først. Hvis I har givet til de andre, så giv også til mig.« En rig mand, som hørte ham stå og råbe, sagde: »Jeg vil give dig noget, hvis du kan overbevise mig.« Diogenes: »Hvis jeg kunne overbevise dig om noget, ville jeg få dig til at hænge dig selv.« Mange af historierne om ham handler om, at han får tæv, at karret, han boede i, blev smadret af møgunger, at han blev latterliggjort. Folk råbte 'hund' ad ham, når han stod og spiste morgenmad på torvet. »Det er jer, som er hunde, når I står og glor på, at jeg spiser.« Midt på torvet i Athen – hvor de rige handlede, og de fattige tiggede – stod han og onanerede, med ordene: »Gid det var lige så let at slippe for sin sult bare ved at gnubbe sig på maven.« Et tidligt eksempel på blufærdighedskrænkelse som en form for politisk protest eller bare generel skamløshed? Da han så en dårlig bueskytte, som skød til måls, satte han sig demonstrativt foran målet. »For ikke at blive ramt.« Da han så en søn af en hetære (kurtisane eller prostitueret, red.), som stod og kastede med sten, råbte han: »Pas på, at du ikke rammer din far!« »Hvis ikke jeg var Alexander, ville jeg gerne have været Diogenes,« sagde kongen, og Diogenes svarede: »Hvis ikke jeg var Diogenes, ville jeg helst være Diogenes.« Superkynikerens dødKilderne fortæller, at Diogenes i sine sidste år i Korinth fandt en gruppe venner og tilhængere, som jævnligt lyttede til hans filosofi. En morgen i 323 f.Kr. fandt de ham rullet ind i sin kappe, død i en alder af omkring 90 år.Filosoffen havde allerede fortalt sine tilhængere, at når han døde, ville han blot kastes ud over bymuren, så hans krop kunne blive ædt af vilde dyr. Men så kyniske var tilhængerne ikke i stand til at opføre sig – de endte med at begrave ham uden for bymuren. Ved hans grav rejste de en statue af en hund, med inskriptionen: "Fortæl mig, oh hund, hvem er den mand, hvis monument du bevogter?" "Han er ingen anden end Hunden selv!" Han døde altså, ifølge skribenten Diogenes Laërtios, som en gammel mand. Der er forskellige historier om årsagen – én er, at han bare besluttede sig for ikke at trække vejret længere. Da hans venner spurgte ham, hvad de skulle gøre med hans lig, sagde han: »Smid det over bymuren.« »Men så bliver du jo ædt af vilde dyr?« »Nej, for I skal give mig en kæp med, så jeg kan forsvare mig.« »Men du kan vel ikke forsvare dig, hvis du er uden bevidsthed?« »Hvis jeg er uden bevidsthed, er dyrene ikke et problem.« Socialt uaceptabel adfærdHans adfærd gjorde ham til datidens Carl-Mar Møller, og han blev skyet af det bedre selskab som en paria.Ud over hans ondskabsfulde og latrinære bemærkninger, så undgik de fleste også Diogenes, fordi han mente, at alle kropslige behov så vidt muligt skulle tilfredsstilles øjeblikkeligt. Dette princip fik altid Diogenes til at forsøge at bestige det nærmest tilstedeværende varmblodede dyr, subsidiært til at onanere på den nærmeste statue, når hans seksuelle appetit bød ham at gøre det. På samme måde blev han aldrig inviteret hjem til nogen, efter at det rygtedes, at han uhæmmet satte sig til at tømme blæren eller tarmen midt på gulvet mens folk sad og spiste. Diogenes påberåbte sig selvfølgelig i sådanne tilfælde altid begrebet fysis (græsk for natur), i modsætning til nomos, der er det konventionelle borgerliv, som Diogenes prædikede imod. Lige lidt hjalp det; han var udstødt af samfundet. Måske kunne eftertiden have undgået at høre mere om Diogenes og hans uappetitlige vaner, men det varede kun indtil sommeren 1944, hvor Sitter Horne-Rasmussen ved Hornbæk Revyen, som spillede på hotel Marienlyst i Helsingør, afsang en tekst af Mogens Dam, hvori Hitler blev sammenlignet med Alexander den Store. Diogenes var nævnt i sangens titel, hvilket muligvis kan være en forklaring på, at han endte med at blive mere populær end Hitler, Sokrates og Zenon. Sangen: Man sku ha det som Diogenes og bare bo i en tønde.Tekst: Mogens Dam. ; Melodi: Amdi Riis. [Se billeder i venstre spalte]♬♪ Tønden, som her De ser mig i, bær' jeg stolt over alt, foran pralende klær. I dragt eller knald-ity den har personality, inte så smart, den luner så rart og den blir da ikke slidt op i en fart og så må folk da grine af det for i det hele taget. Man sku ha det som Diogenes og bare bo i en tønde. Fri for alt det slebne selskabsdress, makeup og pels og karet. Jeg har ingen brug for pillespejl for at se min blomstrende ynde, for svinet her har ingen fejl, synden er jo en drift. Vi men'sker som går på Guds grønne jord i bånd og snor, vi burde nu tænke på ham den store Alexanders ord. Man sku ha det som Diogenes åh hvem der turde begynde, fri for civilisationens pres, den gæve gamle kanin, han tog det hele med smil. Tro derfor ej, alligevel at jeg er blind for de skæbner jeg ser på min vej jeg ynker dem der har det ondt, her hele verden rundt, men jeg syns dog at man må ha lov at samle sig lidt om sit eget behov for sjælefred og harmoni til stormen er forbi. Man sku ha det som Diogenes og altid bo i en tønde, helst et sted hvor der var godt med græs og sommerfuglen tar fat. Man sku leve af radiserne og alt det øvrige grønne, aldrig er vores mer af priserne og aldrig tænke på skat. Er det egoistisk at man er udeltagende nu, jeg syns der er nok der vil slå itu næ man skulle sgu, bare ligge som Diogenes og høre bølgerne nynne. Fri for verdens vrøvl og veltilfreds, det er nok at snyde sig fra det, men sån sku man sgu ha'et ! ♪♬ Ja det er vist meget godt ramt af Mogens Dam, men hvordan han (Mogens D) fik indkorporeret Hitler, inden krigens afslutning, står foreløbigt hen i det uvisse. Der må her være tale om skjulte hentydninger i fremførelsen. Forestillingen er ikke at finde på det ellers allestedsnærværende Internet. |
|
