|
Dagens Science : Religioner |
23:01:46 |
 Diverse religiøse symboler.Fra top til bund, venstre mod højre: Række 1: Kristne, Jøder, Hinduer Række 2: Islam, Buddhisme, Shintō Række 3: Sikhisme, Baha'i, Jainisme
Kort over udbredelsen af de største religioner i dag (klik for detaljer)
Statuer af ærkeenglene Mikael og Uriel (højre) i Vor Frelsers Kirke, København.
Dyrekredsen - Set fra Jorden ser Solen ud til at bevæge sig langs ekliptika på stjernehimlen i årets løb. Bæltet på 20° omkring ekliptika er Dyrekredsen, opdelt i felter, som er de 12 stjernetegn. Hvert stjernetegn har navn efter et stjernebillede nær ekliptika.Stjernebilleder og stjernetegn passer ikke længere sammen, som de gjorde det for ca. 2000 år siden, da dyrekredstegnene fik deres navne. Der er sket en drejning på mindst ca. 30°, så forårspunktet nu ligger mellem Fiskene og Vandmanden.
Tidebog.Getijdenboek Van Reynegom (16e eeuw), KBS-FRB 
Bogside, Tidebog, Paris ca. 1410. Miniature af Bebudelsen.
De syv sakramenter, omkring 1448; Rogier van der Weyden
Ægyptisk dødebog, detalje fra præsten Aha-Mers dødebog, der skildrer en bark og en landbrugsscene, 21. Dynasti, tredje mellemperiode (papyrus).
Detalje fra de dødes bog af præsten Aha-Mer, der viser Anubis, der vejer den afdødes hjerte mod sandhedens fjer, 21. Dynasti (papyrus).
Codex Gigas - billede af Djævelen
Skildring af Pave Petrus Romanus (Peter Romeren) sammen med Satan.På dette middelalderlige maleri af Michael Pacher ses Satan til højre med et udseende, der er typisk i europæisk kunst. En Irsk biskop, Malachias, fra 1100 tallet, forudså i 1139 den kommende paverække fra hans tid og frem. Ialt 112 (111) personer gav han hver især et motto. Rækken startede med Cølestin (pave:Cølestin II) II, den 192. i rækken (valgt i 1143) og slutter med den 268. - Romeren Peter, der altså er nr. 112 i Malachias vision og er afbildet herover t.v.
Menneskets Livscyklus.
Sjælen svæver over kroppen, af William Blake.
LysvæsenetEt af de mest fascinerende fælleselementer i nær-død-oplevelserne, og som påvirker personerne stærkest, er mødet med lysvæsenet. Det viser sig først svagt, men det bliver hurtigt stærkere indtil det udstråler en ubeskrivelig overjordisk stråleglans. Lyset er lysende hvidt eller klart, men ikke blændende 
Når man dør "den fysiske død" kommer man til astralplanet. Ankomsten til astralplanet markeres af mødet med lysvæsenet og tilbageblikket, og her har den "døde" en oplevelse af en ubeskrivelig bevidsthedsklarhed, og af at Tiden ikke eksisterer. Alt ligger åbenbaret – fortid, nutid og fremtid – i ét nu. Nogle mennesker glider midlertidigt ind i en form for ubevidsthed, der sædvanligvis højst varer 36-48 fysiske timer. 
Når man dør "den anden død" – den astrale død – stiger man op til mentalplanet, hvor man vågner op i mentallegemet.
Permanent euforisk lykketilstand.Når man på sanskrit har valgt et ord, "Devachan", der betyder "gudernes land", for mentalplanet skyldes det givetvis, at man befinder sig på menneskets lyksalige hvilested, hvor man i fred og harmoni fordøjer det fysiske livs frugter.
Abort tidspunkt, ugegrænser i EU. |
Videnskab om: Religioner, Kristne, Islam m.fl.
Indholdsfortegnelse :Religiøst overblikVerdensreligion De største religioner Ingen religiøs identitet Kristendom Hvad er den første religion i verden? Kristendommens udspring Jesus Kristus Det Gamle Testamente Det gl. test.: Loven Det gl. test.: Profeterne Det gl. test.: Skrifterne Fælles testamente Ærkeenglene Ærkeenglen Michael: Beskytteren og Krigeren Ærkeenglen Gabriel: Budbringeren og Kommunikatoren Ærkeenglen Raphael: Helbredelsens Engel Ærkeenglen Uriel: Lysets Engel Ærkeenglen Metatron er den Guddommelige Bogs Vogter Ærkeenglen Jophiel: Skønhedens Engel Ærkeenglen Chamuel: Kærlighedens Engel Konklusion Katolik, Romersk Tidebøger Book of hours Sakramenter Katolik, Romersk Katolik, Græsk Katolik, Russisk Orthodoks Protestanter Lutheranere Islam Sunni Shia Jøder Hindu Hinduisme Historie Hinduistisk Lære Guder Dharma Samsara Karma Frelse Brahman Shiva Vishnu Rama og Krishna Kali Atman Samadhi Buddha Kina ASER troen, Vikingernes tro Nordisk religion Hvor ved vi det fra? New Age, Vandmandens tidsalder Vandmandens Tidsalder Homo Sanctus Dyrekredsen i babylonisk astronomi Scientology Overblik 1. L. Ron Hubbard – grundlæggeren af Scientology 2. Dianetik – terapi 3. Thetan – menneskets ånd 4. Auditering – at blive clear 5. E-meter – måling af traumer 6. Scientologers bro til fuldkommen frihed 7. OT-niveauerne – åndelig frihed 8. Theta-MEST-teorien – kosmos og kaos 9. De otte dynamikker – drivkraften for overlevelse 10. Scientologyshøjeste væsen – Gud Kort om Scientology L Ron Hubbard Dødebøger Paradiset Helvedet Codex Gigas, Djævlebibelen Satan I Det Nye Testamente Satan i den traditionelle opfattelse Malachias forudsigelse Romeren Peter Teosofi - Esoteriske studier Djwhal Khul Når man dør Hvordan er det at dø? Den fysiske død Frygt for løsrivelsesprocessen Det uudviklede menneske Gennemsnitsmennesket Aspiranten Den indviede Sorg over at efterlade og at blive forladt Smerter og Dødskramper Søvn og død Bevidsthedstråden og livstråden Døden – en cyklisk proces Selve dødsprocessen Sjælen Det fysiske legeme og æterlegemet Astrallegemet Dødsprocessens tre faser 1. Restitution 2. Elimination 3. Integration Den astrale død Mental- og kausallegemet Den mentale død Sjælsplanet 3. underplan på sjælsplanet 2. underplan på sjælsplanet 1. underplan på sjælsplanet Sjælen Hvornår får et foster sin sjæl ? Tænk Abortlovgivning ! Hvornår forlader sjælen din krop ? Tænk Donorlovgivning ! Inkarnationen Selvmord Sjælen planlægger aldrig selvmord Mareridtsagtig gentagelse Forsøger at komme tilbage Selvmordere "svømmer mod strømmen" Nedenstående tekst består af ialt: 279 afsnit Religiøst overblikNedenstående liste over religioner afspejler på ingen måde hvilke religioner der er "bedst", størst eller mest korrrekt. Du vælger selv din foretrukne religion. I Danmark har vi religionsfrihed, vi har hver vores egen tro, egen Gud og egen religion. Hvis alle respekterer dette og betaler deres SKAT, så kan vi alle leve i harmoni !Man hverken kan eller skal blande religion og videnskab, lad det være sagt først. Tænt blot på den Katolske kirke og pavedømmet i middelalderen, kontra den daværende forskning og videnskab. Jorden var centrum i verdensrummet, sol og måne samt alle de, dengang, kendte planeter var drabanter i kredsløb om jorden. I følge kirken altså, jeg tror ikke universet har ændret sig meget de seneste 1000 år, men ve den der mente og sagde noget anderledes dengang. Religionerne rummer dog en masse historie om de folkeslag, der dyrker de respektive religioner og - historie og religion kan sagtens forenes 😀 Ordet religion kommer af det latinske religare, der betyder "at binde", "fortøje", "forpligte". Religion kan dermed siges at være systematiserede tanker over, hvad man som menneske er forpligtet på og bundet af. I de store monoteistiske verdensreligioner, herunder kristendommen, islam og jødedommen, spiller Gud en væsentlig rolle i denne sammenhæng. Begrebet bruges dog også om polyteistisk religion og ikke-teistisk religion. VerdensreligionAlfabetisk:Alevisme Bahai Buddhisme Cheondisme Hinduisme Ibadisme Islam Jainisme Jødedom Kaodaisme Katolicisme Konfucianisme Kristendom Mahayana New Age (Vandmandens tidsalder + Scientology) Ortodoksisme Protestantisme Shiisme Shintoisme Sikhisme Sunnisme Taoisme Taoisme Theravada Vajrayana Vudu Zoroastrisme De største religioner
Ingen religiøs identitetPå tredjepladsen over de ti største religioner i verden er det måske lidt misvisende at tælle dem med, der ikke har nogen religiøs tilknytning. Men faktisk er der langt flere, der ikke tror på nogen af de klassiske religioner, end der er hinduister i verden. Og cirka lige så mange, som der er katolikker i verden.KristendomHvad er den første religion i verden?Det er umuligt at sige præcist, hvilken religion der er ældst. Flere religioner har udspring i naturreligioner og tidlige former for gudsdyrkelse, og deres oprindelse fortaber sig. Ser man på de skriftlige kilder, regnes hinduismen normalt som den ældste af nutidens religioner. De tidligste hinduistiske skrifter er de fire vedaer, hvoraf visse dele er nedskrevet omkring 1500 f.Kr. Nogle mener, at jødedommen er ældre med rødder tilbage til Abrahams tid omkring 1800 f.Kr.Kristendommens udspringKristendom er en monoteistisk religion med centrum i Jesus fra Nazaret, der betragtes som Guds søn og menneskets frelser. Kristendommens centrale dogmer bygger på Bibelens budskab. Kirkens medlemmer kaldes kristne. Kristendommen lærer, at jøden Jesus er Kristus (eller Messias) og har sit udspring i jødedommen.I kristendommen var der kun én gud, men denne gud bestod af tre dele: fader, søn og helligånd. Der er fundet en del figurer af Kristus, og man mener, at det var guds søn, der var i centrum i den tidlige danske kristendom, som Harald Blåtand, angiveligt, indførte i forlængelse og parallelt med Aser-troen, der domineredes af Odin, Thor og Freya mv. Jesus KristusKristendommen og den kristne kirke har sin oprindelse i Jesus af Nazaret. Mange mennesker mente, at han var den ventede Messias. Afgørende er, at Jesus opstod fra de døde og blev levende igenAf det Gamle Testamente fremgår det, at det jødiske folk havde en forventning om, at Gud ville sende dem en frelser, en Messias. Messias betyder "den salvede" på hebraisk, som var jøderne gamle sprog. Messias var oprindeligt en titel, som blev brugt om kongen, fordi han ved indvielsen til sit embede blev salvet med olie. Man havde den opfattelse, at kongen ved salvingen fik en speciel guddommelig kraft, som gav ham visdom til at lede sit folk og styrke til at slå fjenderne ned. Kongen var derfor ikke blot en national-politisk person, men tillige en person, som man anså for udvalgt af Gud. På Jesu tid var jødernes land besat af romerne. Jøderne havde derfor store forventninger til Messias. Han skulle befri landet for fremmede besættelsesmagter, erobre lande og oprette et stort fredsrige for det jødiske folk. Dette nye kongedømme, som Messias skulle oprette her på jorden, ville være "guds rige". Det Gamle TestamenteI Det Gamle Testamente er der ingen samlet lære eller et entydigt billede af Gud. Gud er skabelsens Gud, der ud af den skabte menneskehed har udvalgt folket Israel og givet dette folk en lov som vejledning i dyrkelse af ham. Gud er den grænseløse, om hvem der kun kan bruges billeder og symboler. Gud som den tilgivende og barmhjertige hører også med i Det Gamle Testamentes gudsopfattelse. Men det er Gud som skaberen, dommeren, vejviseren og hyrden for sit folk, der er de dominerende træk.Det Gamle Testamente er den første del af Bibelen. Anden del er Det Nye Testamente. Det Gamle Testamente er skrevet på hebraisk og består af 39 forskellige skrifter. Nogle af de mest kendte er Salmernes Bog, Esajas' Bog, Jobs Bog og de fem Mosebøger. Traditionelt opdeler man Det Gamle Testamentes 39 skrifter i Loven, Profeterne og Skrifterne. Det gl. test.: LovenLoven er betegnelsen for Mosebøgerne. Første Mosebog begynder med historien om verdens skabelse og de første mennesker, den såkaldte urhistorie. Den strækker sig over de første elleve kapitler, hvor man hører om hele menneskeheden.Fra kapitel 12 snævrer perspektivet ind, idet man fortsætter med den mere specifikke historie om Guds udvælgelse af Abraham og hans slægt, som man så følger. Efter Abraham kommer Isak og efter Isak Jakob, som får navnet Israel. På den måde bliver det jødiske folk til. Manden Israels 12 sønner bliver stamfædre til folket Israels 12 stammer, som man følger både gennem Mosebøgerne og i de følgende skrifter. Det gl. test.: Profeterneen del af Det Gamle Testamente, som man kalder Profeterne, består af en række såkaldte "tidlige profeter". "Såkaldte," fordi man også kunne betragte dem som fortællende stof. Det drejer sig om Josvabogen, Dommerbogen, Første Kongebog og Anden Kongebog samt Første Samuelsbog og Anden Samuelsbog.Desuden hører også de bøger, som egentlig er profetbøger, med til Profeterne. Det drejer sig om "de store profeter", Esajas' Bog, Jeremias' Bog og Ezekiels Bog samt om "Tolvprofetbogen", som er de tolv mindre profetskrifter Hoseas' Bog, Joels Bog, Amos' Bog, Obadias' Bog, Jonas' Bog, Mikas Bog, Nahums Bog, Habakkuks Bog, Sefanias' Bog, Haggajs Bog, Zakarias' Bog samt Malakias' Bog. Det gl. test.: SkrifterneSkrifterne er de resterende skrifter i Det Gamle Testamente, nemlig Salmernes Bog, Jobs Bog, Ordsprogenes Bog, Ruths Bog, Højsangen, Prædikerens Bog, Klagesangene, Esters Bog, Daniels Bog, Ezras Bog, Nehemias' Bog samt Første Krønikebog og Anden Krønikebog.Skrifterne er først og fremmest en samling af filosofiske og poetiske bøger, men med vidt forskelligt indhold og stil. Hvor profetskrifterne og de fleste af Mosebøgerne primært handler om det israelitiske folk, indeholder for eksempel Prædikerens Bog og Ordsprogenes Bog det, man kan kalde almen visdom, som kan gælde for alle mennesker. Men man har også blandt Skrifterne bøger, der fortæller om Israels historie, blandt andet Første og Anden Krønikebog. Fælles testamenteDet Gamle Testamentes tekster rummes i flere forskellige religioner, herunder også Islam og Jøder udover de kristne: Katolske Lutheranske og Protestantiske bevægelser, idet det dog ikke er alle kapitler der bruges på lige fod i de forskellige religioner.ÆrkeengleneNavnene på de fire ærkeengle er Mikael, Gabriel, Rafael og Uriel. Ariel (="Guds løve"), er ikke en af dem, men et mandsnavn og desuden navnet på en by i Esajas' Bog.Om ærkeenglene fortælles, at de står på hver sin side af Guds trone og bevogter verden. Mikael er den fornemste af dem, men arbejder ofte sammen med Gabriel. Rafael har forskellige roller, mens Uriel er den mindst omtalte. Ærkeenglene i den antikke jødedoms pseudepigrafe litteratur tæller, derimod, i alt syv ærkeengle ved navn, nemlig Mikael, Gabriel, Rafael, Uriel, Raguel, Sarakael og Remiel. Betegnelsen ærkeengel findes i Bibelen kun i 1. Thessalonikerbrev 4,16 og Judasbrevet vers 9, hvor det begge steder er, den fornemste, Mikael der omtales. Ærkeenglen Michael: Beskytteren og KrigerenÆrkeengel Michael anses som guddommens hærfører, der beskytter menneskeheden mod det onde. Hans navn, "Hvem er som Gud," reflekterer hans uovervindelige styrke. Troende kalder ofte på Michael for beskyttelse i farlige situationer og for at overvinde indre og ydre kampe.Mikael kan betragtes som "overhoved for Guds Hær", der slås mod den oprørske engel, Satan, og de engle, som Satan tog med sig i faldet. Kirker og kapeller viet til ærkeengle findes i Østkirken allerede på 300-tallet. I Egypten blev Mikael og Gabriel ivrigt dyrket. I Konstantinopel lod Konstantin den Store et Vesta-tempel omdanne til et Mikaelion (helligdom for Mikael), hvor Mikael som arvtager efter Asklepion foretog mange mirakuløse helbredelser. I Konstantinopel var helgenens popularitet så stor, at der ved tyrkernes erobring i 1453 fandtes hele femten Mikael-kirker i byen. Et andet centrum for kulten syntes at være i Konya. Det første vestlige centrum var Monte Gargano i Apulien, hvor Mikael første gang åbenbarede sig ved at tage en flygtet hvid tyr i sin varetægt. Fire dage senere, 8.maj 490, viste han sig for den lokale biskop, og to år senere hjalp han byen Sipontos borgere i kampen mod napolitanerne. 8. maj og 29. september er viet til Mikael. 8.maj knyttes til åbenbaringen på Monte Gargano, mens 29. september, Mikkelsdag, betegner kirkeindvielsen sammesteds, og er i moderne tid festdag for de tre ærkeengle. Ærkeenglen Gabriel: Budbringeren og KommunikatorenGabriel er en budbringerengel, der figurerer i flere religiøse traditioner. Udover Maria's budskab er Gabriel også associeret med at bringe nyheder og guddommelige budskaber. Hans tilstedeværelse symboliserer klar og direkte kommunikation med guddommelig visdom. Gabriel tilhører som ærkeengel den højeste kreds af engle omkring Gud. Han anses for Guds Tronengel.I abrahamitiske religioner: jødedommen, kristendommen og islam kendes ærkeenglen Gabriel, der tjener som et sendebud fra Gud. På basis af to passager i Lukasevangeliet tillægger mange kristne og muslimer Gabriel, at have forudsagt både Johannes Døberens og Jesu komme. I jødisk tradition er der syv ærkeengle, Biblen nævner kun Gabriel og ærkeenglen Mikael. I islamisk overlevering er ærkeenglen Gabriel det medium, gennem hvem Gud åbenbarede Koranen for Muhammed. Herudover overbragte Gabriel budskab til de fleste profeter (hvis ikke alle) om deres forpligtelser. Som ærkeengel repræsenterer han sandhedens ånd, og i nogle skrifter er han personificeringen af Helligånden. I Ka'baens sydøstlige hjørne er indmuret en hellig sort sten, som muslimerne tror, blev skænket til Adam af ærkeenglen Gabriel, og som Abraham senere byggede ind i Ka'baen. Denne sten var oprindeligt hvid, men blev med tiden sort på grund af menneskets synder. Ærkeenglen Raphael: Helbredelsens EngelRaphael er kendt som helbredelsens engel og bringer guddommelig helbredelse til sjæle. Hans energi er forbundet med både fysisk og åndelig helbredelse. Mennesker søger Raphael's hjælp i tider med sygdom, stress eller sårbarhed. Raphael er efter traditionen i de fleste Abrahamitiske religioner ansvarlig for helbredelse. Ikke alle udgaver af disse religioner anser Raphael for at være kanonisk.Englene nævnt i Toraen, de ældre bøger i den hebraiske bibel, er uden navne. Det antages, at navnene på de enkelte engle blev ført ind i traditionen af jøder fra Babylon. Ifølge den babylonske Talmud er Raphael en af de tre engle, der viste sig for Abraham egelunden ved Memre nær Hebron. Ærkeenglen Michael gik i midten med Ærkeenglen Gabriel på sin højre side og Raphael på venstre. Alle tre havde en opgave: Gabriel skulle ødelægge Sodoma, Michael skulle fortælle Sarah, at hun skulle føde Isak og Raphael skulle helbrede Abraham for følgerne af Abrahams omskærelse og redde Lot. I kristendommen er Raphael forbundet med en engel nævnt i Johannesevangeliet, der bringer vandet i den helbredende Betesda Dam i oprør. Raphael er nævnt i Tobits Bog, der af bl.a. katolikker og ortodokse er accepteret som kanonisk. Ærkeenglen Uriel: Lysets EngelUriel repræsenterer lyset og guddommelig visdom. Hans nærvær bringer klarhed og guddommelig indsigt. Troende søger Uriel for at opnå åndelig oplysning, forståelse af guddommens plan og retfærdighed i livets forhold.Ærkeenglen Uriel er en af ærkeenglene af post-eksilistisk rabbinsk tradition, og også i visse kristne traditioner. Uriels navn betyder ‘Guds lys'. Uriel har evner til at oplyse vores sind og forståelse med guddommelig inspiration. Han er den mest strålende engel og den eneste Ærkeengel af lyset. I apokryffe, kabbalistiske og okkulte værker er Uriel blevet sidestillet eller forvekslet med Urial, Nuriel , Uryan, Jeremiel, Vretil, Sariel, Suriel, Puruel, Fanuel, Jacob, Azrael og Raphael. Uriel regulerer mentalt harmoni, vores tanker og ideer. Uriel er menneskehedens forbindelse til de åndelige riger og han viser os, hvordan vi finder vores indre kraft. Du kan påkalde Uriel, når du har brug for svar og indsigter. Når du har gentagne tanker eller ideer, der er positive, er det Uriels svar til dig. Ærkeenglen Uriel kan vejlede os til at vende skuffelser til sejre, finde velsignelser i modgang og frigør smertefulde byrder og minder fra fortiden ved at anvende ubetinget tilgivelse. Ærkeenglen Metatron er den Guddommelige Bogs VogterMetatron vogter bogen, hvor alle sjæles gerninger og erfaringer er nedskrevet. Han er også kendt som vejen mellem himmel og jord. Metatron guider sjæle i at forstå deres livsformål og lærdomme.Metatron er kendt som "arkivvogteren", der med sin visdom holder styr på Akashaarkivet. Metatrons navn betyder "tronen ved siden af Gud". Han er altså en af de højeste universelle energier. Derfor bistår han os mennesker med vores sjæls rejse, ved at vække vores sjæl og minde os om , hvem vi er i hjertet samt vores vej. At hjælpe os med at finde vores sande natur og indre lys, og forbinde os dybtfølt til vores sjæl, så vi erindre de gaver og evner, vi har med os ind i det fysiske liv. Ærkeenglen Metatron omtaler 3 gode måder at åbne op for livsglæden : - At få tankerne i ro og at være bevidst om at vende negative tanker til positive tanker - At åbne op for vores sanser, dvs. bruge dem meget mere bevidst og aktivt, fx i form af, at høre musik, sætte pris på forskellige dufte fx i naturen, se på (for dig) smukke ting, der giver ro og glæde – alt det, der giver liv, nydelse og sanselighed - At blive bevidst om, hvad livsglæde er for dig og så gøre de ting, der giver ‘glæde til livet' – stort som småt Metatron er navnet på en engel i jødedommen og nogle former for kristendom og islam. Der er ingen referencer til ham i Tanakh (Det gamle testamente), Det nye testamente eller Koranen. Dog nævnes han i nogle få passager i Talmud. Metatron dukker primært op i middelalderen ifm. mystiske jødiske tekster og andre senere esoteriske og okkulte kilder. I rabbinsk tradition er han den højeste blandt engle og tjener som den himmelske skriver. Der er ingen enighed om hans oprindelse eller kristen enighed om hans position i hierarkiet blandt engle. Ærkeenglen Jophiel: Skønhedens EngelJophiel stråler skønhed og guddommelig orden. Hendes tilstedeværelse opmuntrer sjæle til at opdage guddommelig skønhed i alle aspekter af livet. Jophiel hjælper mennesker med at forstå, at selv i udfordringer findes der en guddommelig orden og skønhed.Jophiel er skønhedens engel, og hun kan altid hjælpe dig med at se skønheden i alt. Skønheden i dig selv, både den ydre og indre skønhed. Hun kan gennem sin kærlige energi, skabe kontakt til dit bevidste jeg og din kærlige sjæl. Jophiel er i stand til at løfte dig kærligt og blidt op på et højere bevidsthedsplan, ved at guide og vejlede dig med, at udvikles gennem din indre og ydre kærlighedsenergi. Jophiel kan højne din vibrationsfrekvens, ved at hjælpe dig med at give dig indsigt i kærlighedens væsen og skønhed. Jophiel er en sand mester i at henlede vores opmærksomhed på den skønhed som omgiver os. Naturens skønhed, kunstens skønhed, vore medmenneskers skønhed. Gennem den smukke energi som vi modtager fra denne Ærkeengel vil vi blive i stand til at se skønheden i også de tilsyneladende ubetydelige små ting i tilværelsen. Ærkeenglen Chamuel: Kærlighedens EngelChamuel er englen for kærlighed, forsoning og fred. Hans nærvær fremmer kærlighedens energi, ikke kun på individuelt niveau, men også for hele menneskeheden. Troende søger Chamuels hjælp til at opbygge og styrke relationer samt at finde indre harmoni og fred.Navnet Chamuel betyder, den som søger Gud, eller den som ser Gud. Chamuel er en af de store Ærkeengle, som står Gud nær. Chamuel er en af "de yngre Ærkeengle" - og så vidt vides, er han ikke omtalt i hverken bibelske eller jødiske skrifter. Hvilket de fleste Ærkeengle jo ikke er. Der findes utallige Ærkeengle, som aldrig er blevet nævnt i disse skrifter, og rigtig mange Ærkeengle er kommet til vores kendskab, i nyere tid. Chamuel, er en stor leder engel, med mange engle under sig, og mange gerninger, af vidt forskellig slags som henhører direkte under ham, eller som han fordeler mellem alle sine hjælpende engle. I det nedenstående skal nævnes nogle af disse opgaver og gerninger. Chamuel er en Jordens vogtere, han beskytter Jorden fra indtrængen og påvirkning af lavere og nedbrydende energier. Chamuel er også en kærlighedens engel, han er den som bevirker at tvillingesjæle mødes i det jordiske liv. Ofte sørger han for, at disse mødes en sidste gang, i et kærlighedsfyldt jordisk liv, i den sidste jordiske inkarnation, inden de atter mødes og genforenes i Guds Rige. Denne alsidige og kraftfulde Ærkeengel, er behjælpelig med at beskytte os mod lave energier, negative påvirkninger, og løfte os op på et højere energiniveau, hvor vi kan føle os trygge, holde os fri af angst. Chamuel svøber os i kærlige trygge energier, hvis vi beder om det. Chamuel står for: Passion, kreativitet, forhold, følelser, livsglæde. Ærkeenglen Chamuel aktiverer din kreative energi gennem dit Sakral chakra. Han hjælper med at du forstår og kan udtrykke dine følelser. Hans mission er at vække din livsglæde gennem dit Sakral chakra, som er center for lyst og kreativitet. ------------------ Hver ærkeengel er en unik guddommelig kraft, og deres energier spænder over forskellige aspekter af menneskelivet. Troende søger deres vejledning og støtte i både glade og udfordrende tider, hvilket skaber en dyb forbindelse mellem de guddommelige og menneskeheden. KonklusionDe 7 Ærkeengle, som beskrevet ovenfor, repræsenterer en dyb og fordybende forbindelse mellem det guddommelige og menneskeheden. Hver ærkeengel bærer unikke egenskaber og energier, der tjener som vejledere, beskyttere og helbredere. Troende ser i disse himmelske væsener en kilde til inspiration, støtte og åndelig vejledning i livets forskellige faser.Ærkeengel Michael står som beskytteren og krigeren, mens Gabriel bringer guddommelige budskaber som budbringerengel. Raphael deler helbredelsens energi, og Uriel bringer guddommelig visdom og klarhed. Metatron vogter den guddommelige bog, mens Jophiel stråler skønhedens orden. Endelig repræsenterer Chamuel kærlighedens energi og forsoning. Troen på disse ærkeengle har stået tidens prøve og fortsætter med at være en kilde til trøst og inspiration for mange. Uanset om det er i øjeblikke af frygt, tvivl, sorg eller glæde, søger mennesker styrke og vejledning fra disse guddommelige væsener. Gennem bøn, meditation og troen på ærkeenglene skaber mennesker en forbindelse til det guddommelige og finder trøst i visdommen om, at de aldrig er alene på deres åndelige rejse. Katolik, RomerskTidebøger Book of hoursEn tidebog er en privat bønnebog (latin: horæ) med bønnerne for den katolske kirkes otte kanoniske tider (laudes, sext, vesper, completorium etc.), liturgier for lokale helgener og til tider en almanak. Da tidebøger var for lægfolk, var de ofte rigt illustrerede.SakramenterEt sakramente (af latin: sacer, "hellig") er en hellig handling og nådemiddel. Sakramenterne er en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling.Medens den romersk-katolske kirke har syv sakramenter (dåben, firmelsen, kommunionen, skriftemålet, de syges salvelse (den sidste olie), ægteskabet og præstevielsen), så opfatter man i den ortodokse kirke alt, hvad kirken gør som kirke, som sakramentalt. I stedet taler man i den ortodokse kirke om syv større sakramenter (de førnævnte) og en lang række andre handlinger og tjenester, som også har sakramental karakter. Det centrale i den sakramentale handling er, at der sker en helliggørelse. Hvor man i den romersk-katolske kirke har ønsket af klarlægge, hvad der konkret sker i den sakramentale proces, har man afvist dette i den ortodokse kirke, og foretrækker følgelig at tale om hellige mysterier. Den danske folkekirke, den reformerte kirke og de fleste protestantiske frikirker har med dåben og nadveren kun to sakramenter. Til forskel fra luthersk opfattelse hævder den reformerte kirke og frikirkerne, at et sakramente er en ren symbolhandling. Også andre religioner har sakramenter. Hinduismen har en række handlinger, der kaldes Samskāra, der foretages i forbindelse med overgangene i livet (graviditet, fødsel, skole m.v.). Rastafarianisme regner indtagelse af cannabis som et sakramente. Katolik, RomerskKatolik, GræskKatolik, Russisk OrthodoksProtestanterLutheranereIslamSunniShiaJøderHinduHinduismeHinduisme er en indisk religion. Den er en af verdens ældste religioner, og den har en kompleks og mangfoldig karakter. Den er ikke stiftet af en enkelt person, og den har ingen fælles trosbekendelse, således som det er tilfældet i andre verdensreligioner. I stedet er hinduismen en samling af forskellige religiøse, kulturelle og filosofiske traditioner, der har udviklet sig over flere tusind år, og som har sin oprindelse i Indien.I hinduismen har de troende forskellige forestillinger og ritualer. Der er en åben tilgang til spiritualitet, og hinduerne anerkender værdien af en personlig søgen efter sandhed og åndelighed. Alligevel er der nogle centrale begreber og forestillinger, som går igen i nærmest al hinduisme: samsara, reinkarnation, karma, brahman, atman, moksha og samadhi. Se afsnittet "Lære" (nedenfor). Der er mange guder i hinduismen, men der er en udbredt tendens til at betragte de enkelte guddomme som repræsentanter for eller aspekter af det ene upersonlige guddommelige princip: brahman. Centralt i hinduismen er endvidere templerne, hvor gudstjenesten foregår, og hvor guderne tilbedes. Hinduistisk tilbedelse involverer ritualer, bønner, ceremonier og pilgrimsrejser til hellige steder. Hinduismen har over 1 milliard tilhængere, hvoraf omkring 905 millioner bor i Indien. De fleste af de øvrige lever i resten af Syd-og Sydøstasien, men også i Øst- og Sydafrika, på Mauritius og på Caribien. I Europa (især Storbritannien), USA og Canada lever mange hinduer, primært som gamle og nye emigranter fra Indien. Da hinduismen ikke har en enkelt religionsstifter, er dens forestillingsverden og praksis ikke et sammenhængende system, men snarere en række temaer og ritualer, der er spundet sammen gennem en lang historisk udvikling. Hinduismen er ikke blot en religion, men omfatter også flere former for filosofi, der har et åndeligt fokus. HistorieI hinduismens ældste periode, den "vediske" periode (ca. 1500 - ca. 500 fvt.), var offerkulten i centrum. Ved kulten i hjemmene var føde som smør og brød det typiske offer. I den offentlige kult indgik også dyreofre. Den offentlige kult blev varetaget af præsteklassen (brahmanerne, senere betegnet som brahminerne). Offeret var et middel til at vinde gudernes gunst. Man dyrkede mange guder, f.eks. Indra (en krigsgud og en gud for skabelse) og Agni (en gud for ilden).I perioden 1400-900 fvt. opstod fire tekstsamlinger: Vedaerne. De indeholdt henholdsvis hymner, sange, offerformularer og trylleformularer. De fire tekstsamlinger var: Rigveda, Samaveda, Yajurveda og Atharveda. Med ekspansionen af den vediske kultur og i sammenhæng med en øget urbanisering og handel opstod der nye strømninger omkring 500 f.Kr. Hinduismen skiftede fokus væk fra ofrene og den ydre kult over mod en meditativ og asketisk religionsform. I denne periode opstod traditionen med de hellige mænd (sadhuerne) - en tradition, som stadig lever. De hellige mænd trækker sig tilbage fra det almindelige liv for at leve ensomt og isoleret, ofte i skovene eller i bjergene. De dyrker meditation, læser de hellige skrifter, besøger templer og hellige steder, og folk går ud til dem for at få råd og vejledning. Samtidig kom der en tendens til at reducere antallet af guder til ét princip. Polyteisme blev til det upersonlige guddommelige princip brahman. Denne tendens fandt sit stærkeste udtryk i Upanishaderne, en skriftsamling, der blev til over 500 år - fra ca. 700 fvt. til ca. 200 fvt. De mest betydningsfulde upanishader stammer fra ca. 600 fvt. I disse skrifter var der en tydelig tendens til at reducere antallet af guder til ét guddommeligt princip. Centralt i skriftsamlingener netop begrebet brahman, den højeste virkelighed, det guddommelige. Grundtanken i upanishaderne er, at hvert enkelt menneske i sin inderste kerne (atman, sjælen) er identisk med brahman. Det store ord i upanishaderne er "Tat tvam asi." (तत्त्वमसि), som er sanskrit for "Dette er du" eller "Du er det". Både jainisme, buddhisme og yoga (oprindeligt et system af meditationsøvelser, senere tillige en filosofi) opstod i denne periode. Samtidig formuleredes de tidligste forestillinger om genfødsel (reinkarnation), et centralt begreb i hinduismen og buddhismen. Fra omkring 200 f.Kr. begyndte forestillinger om en frelsende gud at slå igennem i hinduismen. Sammen med de to forudgående perioders vægt på slægten (i den vediske periode) og en stræben efter forløsning (i de asketiske bevægelser) blev denne "teistiske" (gudscentrerede) hinduisme toneangivende. En central tekst fra denne tid er Bhagavadgita, der er skrevet mellem 400 fvt. og 100 fvt. Skriftet består af en tale af guden Krishna. En hovedtanke i Bhagavadgita er, at mennesket skal udføre sine handlinger uden at begære en løn for dem. Det var også i denne tid, at det indiske samfunds opsplitning i adskilte erhvervsgrupper blev systematiseret, således som det har fungeret i form af kastesystemet frem til vor tid. Kastesystemet er et hierarkisk samfundssystem, der bygger på en renhedstanke. Den kaste, som man fødes ind i, er bestemmende for ens erhverv, og den øverste kaste (præstekasten) anses for at være rituelt og socialt renere end den næste kaste (krigerkasten), osv. Medlemmerne af de enkelte kaster er undergivet bestemte regler, f.eks. regler for føde og regler for indgåelse af ægteskab. Kastesystemet blev officielt afskaffet med den indiske forfatning fra 1950, men det i realiteten stadig betydning. Upanishaderne og Bhagavadgita er hinduismens vigtigste helligskrifter. Sammen med opkomsten af disse helligskrifter mistede de mange guder fra den vediske periode meget af deres betydning. I stedet var de mest betydningsfulde guder nu Vishnu (livgiveren, opretholderen, hjælperen) og Shiva (dødbringeren, ødelæggeren). Shiva ses ofte afbildet som dansende i en kreds af ild på en dæmon). Også Brahma (skaberguden) var en vigtig gud. I forbindelse med den gradvise europæiske kolonisering af Indien fra slutningen af 1700-tallet blev hinduismen præget af europæiske ideer. I 1800-tallet og 1900-tallet spillede nyhinduismen en stor rolle. Nyhinduismen forkastede ikke den klassiske hinduisme, men omfortolkede den, så den fik et indhold, der passede bedre til den moderne verden. Blandt andet bredte den ide sig, at alle religioner har et fælles mystisk grundlag. Det offentlige billede af hinduismen er efter 1980 i stigende grad præget af en politisk hinduisme i Indien med udgangspunkt i hindunationalistiske bevægelser. Disse bevægelser har fokuseret på en konfrontation med den muslimske og (i mindre omfang også den kristne) befolkning i Indien. Visse grupper har også gjort hinduismens globale position til et vigtigt tema. Hinduistisk LæreGuderHinduismen er kendt for sin mangfoldighed af guder og gudinder. Troen på guder giver en ramme for etiske og moralske retningslinjer, da handlinger ofte ses som en del af ens forhold til det guddommelige og som en vej mod åndelig fremskridt og åndelig frigørelse (moksha).Forskellige hinduer tilbeder forskellige guder, alt efter deres personlige præferencer og efter regionale traditioner. Her er nogle af guderne: Brahma (skaberen, gift med Sarasvati (visdomsgudinden)) Vishnu (opretholderen, gift med Lakshmi (skønheds- og kærlighedsgudinden)) Shiva (både ødelægger og velgører), gift med Parvati (gudinden for energi og kraft)) Murugan (krigsgud) Ganesha (visdommens, intelligensens og undervisningens gud) Yama (dødsguden) Indra (gud for skabelse og krig). Dyaus (Indras far og himmelgud, gift med Prithvi (Jordens gudinde)) Usha (daggry og nordlysene) Agni (ildgud) Vayu (vindgud) Surya (solens gud) Chandra eller Soma (månens gud) Mitra eller Mithra (gud for venskab) Aryamana (gud for ære) Rudra (gud for vin og vrede) Kama (gud for lidenskab og begær) Kali (dødsgudinden) Krishna (den højeste gud i Krishna-hinduismen) Nogle hinduer betragter disse guder som selvstændige personlige guder. Andre hinduer forstår guderne som forskellige fremtrædelsesformer for brahman. En variant af denne tanke er læren om trimurti (sanskrit: त्रिमूर्ति, tre former, treenighed), der går ud på, at de tre betydeligste guder i hinduismen - Brahma, Vishnu og Shiva - repræsenterer tre sider eller aspekter af brahman: det skabende, det opretholdende og det ødelæggende aspekt. DharmaSelv om hinduismen består af forskellige retninger, så er der nogle fællestræk, der eksisterer i de fleste af dem. Et af disse fællestræk er ideen om dharma - den adfærd, der anses for at være i overensstemmelse med verdens orden. Begrebet dharma dækker over pligter, rettigheder, love, adfærd, dyder og "den rigtige måde at leve på". Dharma er det, som alle eksisterende væsener skal acceptere og respektere for at opretholde harmoni og orden i verden. Det enkelte menneske skal opføre sig i overensstemmelse med sin specielle dharma - sin specielle livsopgave i verden. Dharma er at udfolde sin sande natur, således at man spiller sin særlige rolle i den kosmiske harmoni.I stedet for "hinduismen" kalder hinduerne ofte deres religion for "sanātana dharma" (på sanskrit: सनातन धर्म), der betyder "den evige lov" eller "den evige orden". Begrebet henviser til hinduismens fælles udgangspunkt på trods af mangfoldigheden. SamsaraSamsara er det gentagne kredsløb i den fysiske verden gennem fødsel, død og ny fødsel (reinkarnation). Hinduismen går ud fra, at alle mennesker lever mange gange på jorden, før de opnår den endelige frelse. Ifølge læren om reinkarnation slutter livet ikke med døden. Ved det fysiske legemes død går sjælen ind i en åndelig verden. Den udødelige sjælskerne (atman) vil derefter på et senere tidspunkt blive genfødt i et nyt legeme (et foster).Samsara er kendetegnet ved begær. Det er begæret, der holder samsara-kredsløbet i gang, og som binder mennesket til den fysiske verden. Så længe man har et begær, vil man blive genfødt i den lave fysiske verden. Det begær, som hinduismen taler om, er det begær, der er rettet mod det fysiske og det psykiske - fænomenerne i samsara. Det kan f.eks. dreje sig om begær efter penge, rigdom, magt, forlystelser og følelser (både positive og negative følelser). Så længe man har et begær, der er rettet mod noget i den jordiske verden ("et jordisk begær"), vil man blive genfødt i den jordiske verden. KarmaDet, at man har et bestemt begær, bevirker, at man handler på en bestemt måde for at tilfredsstille begæret. Begær avler handling. Enhver handling, der er udført på baggrund af et begær, skaber en bestemt karma. Og en bestemt karma skaber en bestemt skæbne."Mennesket består af begær; som dets begær er, således er også dets beslutninger; som dets beslutninger er, således handler det; således som det handler, således går det mennesket." (Brihadaranyaka-upanishad, 4.4.) "Karma" kan defineres som en energi, der er affødt af en handling, og som får indflydelse på ens skæbne i fremtiden - ofte i et fremtidigt liv. En god handling afføder en god karma, der påvirker ens fremtidige skæbne i en positiv retning: Man får på et tidspunkt i fremtiden en bedre skæbne. En ond handling afføder tilsvarende en dårlig karma, der påvirker ens fremtidige liv i en negativ retning. Virkningen skyldes handlingens iboende kraft. Når man ved sin handling har skabt en bestemt karma, så klæber denne karma til ens sjæl, indtil den har udløst en bestemt skæbne for en - eventuelt i et fremtidigt liv: "Alt efter som man handler og optræder, således bliver man født; den, der handlede godt, fødes god; den, der handlede slet, fødes slet; god bliver man ved en god gerning, ond ved en ond gerning." (Brihadaranyaka-upanishad, 4.4.) Karma er knyttet til ideen om den moralske verdensorden dharma, hvor alle handlinger - i overensstemmelse med loven om årsag og virkning - er forudsætningen for en fremtidig genfødsel. Ethvert væsen har sin skæbne på grund af den karma, som det har akkumuleret i tidligere liv. Karmaloven er loven om årsag og virkning på det åndelige område. Her gælder det, at den, der udløser årsagen, også skal opleve virkningen ("Som du sår, skal du høste"). Alle gerninger har en konsekvens. Hvis man som menneske har optrådt dyrisk (f.eks. ved grådighed eller ved at slå ihjel), kan man i sit næste liv blive genfødt som et dyr. Hvis man tilhører en lav kaste, men har lagt vægt på fromhed og meditation, kan man derimod avancere og måske blive en brahmin (medlem af den øverste kaste) i sit næste liv. Det må dog tilføjes, at forestillingen om, at et menneske kan blive genfødt som et dyr, ikke findes hos moderne hinduer. Et dyr kan derimod godt udvikle sig til at blive et menneske. En dårlig karma kan blive neutraliseret eller ophævet på forskellige måder; for eksempel ved hengivelse til Gud (bhakti) eller ved at bade i den hellige flod Ganges (som hinduerne tror har en særlig syndsudslettende kraft). Ligesom hinduerne har hellige steder (f.eks. særlige byer og floder), har de også hellige dyr (f.eks. køer og aber), som de behandler med ærefrygt. Særligt iøjnefaldende er de hellige køer. Når man rører en ko, bliver man rituelt renset. Mange hinduer tror, at der kan ske en ophævelse af dårlig karma, når man udviser religiøs ærefrygt for koen. FrelseFor hinduen er det endegyldige mål at blive befriet fra Samsara. Livet i den fysiske verden betragtes som en lidelse, især i Upanishaderne. At livet betragtes som en lidelse hænger sammen med, at mennesket ifølge hinduismen aldrig vil finde en fuldstændig tilfredsstillelse for sit jordiske begær. Begæret ophører aldrig. Hvis man har fået opfyldt et begær (f.eks. et begær efter et stort hus), så får man bare et endnu større begær (f.eks. et begær efter et endnu større hus).Befrielsen fra samsara kalder hinduen moksha. Men hvordan opnår man moksha? Det gør man ikke ved blot at gøre gode gerninger; for enhver gerning - god eller ond - vil binde sjælen til samsara, hvis gerningen er ledsaget af et begær. Og enhver gerning, der er ledsaget af et begær, skaber karma - og binder dermed én til samsara. Sjælen er nemlig nødt til at modtage gerningens virkning (en bestemt skæbne) i samsara. Men hvordan opnår man så frelsen? På dette punkt er der en forskel mellem Upanishaderne og Bhagavadgita. Ifølge Upanishaderne opnås frelsen ved erkendelse. Man skal erkende de højeste sandheder om tilværelsen. Man skal erkende, at der dybest set ikke findes nogen mangfoldighed i tilværelsen. I virkeligheden findes der kun brahman (det guddommelige), som er enheden i tilværelsen. Den mangfoldige, forskelligartede fysiske verden er en illusion ("maya"). Ifølge Upanishaderne skal man også erkende, at brahman og det inderste jeg (atman) er det samme. Derved kommer man ud over den lidelse, som findes i samsara. I Upanishaderne nævnes yoga som en vej til frelse. Yoga er et system eller en teknik, der skal føre mennesket frem til befrielsen fra den fysiske verden. Gennem udøvelse af yoga forsøger man at undgå at blive knyttet til det jordiske. Man skal undgå at rette sine tanker, sin opmærksomhed og sine sanser mod den fysiske verden (herunder kroppen), så man ikke bliver knyttet til den. Der må i det hele taget ikke være noget i kroppen og den ydre verden, der kan distrahere eller forstyrre opmærksomheden. Endemålet for yoga er, at sjælen (atman) løsriver sig fra den fysiske verden og og forenes med - smelter sammen med - brahman. Denne sammensmeltning (kaldt samadhi) kan man opnå allerede mens man lever i et fysisk legeme. I så fald har man et fysisk legeme, men er alligevel i sin bevidsthed befriet fra det. Hvis man dør i denne vanskeligt opnåelige tilstand, er man endegyldigt frelst, dvs. befriet fra samsara. Ifølge Bhagavadgita kan frelsen godt opnås ved erkendelse. Men den vej til frelse, som Bhagavadgita anbefaler som den bedste, er bhakti-vejen. Bhakti betyder "kærlighed til Gud" eller "hengivelse til Gud". Gennem en tillidsfuld fortrøstning til Gud opnår mennesket en nåde fra Gud, hvorved det bliver reddet ud af sjælevandringen (samsara). Ifølge Bhagavadgita skal mennesket gøre alle sine handlinger som et offer, som en gave til Gud, i kærlighed til Gud. Mennesket skal ikke gøre sine handlinger af hensyn til sig selv. Det skal ikke begære noget til sig selv. Det skal ikke handle for at få en løn for sin handling. Det skal bare gøre sin pligt. Hvis mennesket således handler uden at begære handlingens frugt, så vil der ikke blive skabt nogen karma, siger Bhagavadgita. For det er ikke handlingerne i sig selv, der skaber karma, men det begær og de ønsker om belønning, der ledsager handlingerne. Og når der ikke bliver skabt nogen karma, så vil der ikke være noget, der binder mennesket til samsara. Mennesket vil i så fald hurtigt blive frelst. Bhagavadgitas lære henvender sig til alle kaster og giver principielt alle mennesker mulighed for at nå frelsen. Den endegyldige frelse fra samsara opnås først efter døden, og den indebærer, at man ikke mere fødes på jorden. Man er kommet ud over alt begær og al karma (fænomener, som tilhører samsara). I nyhinduismen (se ovenfor) findes den tanke, at moksha også kan forstås som noget, der sker i det jordiske liv. Moksha kan opnås i bevidsthedstilstande, hvor den enkelte hæves op over omskiftelsernes verden og oplever enhed og evighed - hvor tiden står stille. BrahmanBegrebet brahman kan defineres ved hjælp af forskellige ord: verdenssjælen, Gud, det guddommelige, den universelle guddommelige kraft, den forskelsløse enhed bag alt. Brahman gennemstrømmer alt og er enheden bag verdens mangfoldighed. Det er det fineste og mest ophøjede, der findes. Det er en uudtømmelig fylde, en urokkelig lykke og den højeste virkelighed.Brahman er den eneste sande virkelighed - den absolutte virkelighed. Det menneske, der har opnået den højeste erkendelse, indser, at kun brahman er virkelig og eksisterer. Alt andet er uvirkeligt og en illusion. Begrebet for det uvirkelige er maya - illusionen, blændværket. Maya omfatter ydre fænomener som stjerner, planeter, landskaber, dyr, planter og indre fænomener som følelser, begær, tanker, mm. Gennemsnitsmennesket regner i sin uvidenhed maya for at være virkelig. Men denne virkelighedsoplevelse er en illusion. Der er tale om en foreløbig, uegentlig virkelighed. Så længe man lever som et gennemsnitsmenneske, er den fysiske verden virkelig for én. Men når man opnår den højeste erkendelse, så opløses den fysiske verden for én og man ser den som den illusion, den er - ligesom hvis man vågnede op af en drøm. ShivaShiva er en gud i hinduismen. Sammen med Brahma og Vishnu er det en af de tre mest populære guder, trimurti, i moderne hinduisme. Han indtager en position som ødelæggeren og transformatoren af ondskab.Hans særlige tilhængere kaldes saivaite, og for dem er Shiva den øverste og mest gavmilde gud med tilnavnet MahaDeva, som betyder Største gud på sanskrit. Shiva er gift med Parvati, med hvem han har sønnen Ganesha. Maha Shivratri er en festival, man holder for guden Shiva og hans kone (Parvati) på dagen, hvor de blev gift. VishnuVishnu er en form af gud i den hinduistiske verden. Han er det andet aspekt af gud i Trimurti-troen.Han er kendt som opretholderen, og er mest kendt for sine avatarer Krishna og Rama. Et andet vigtigt aspekt af Vishnu er Narayana. Vishnu er gift med gudinden Lakshmi. Vishnu er sammen med Shiva hinduernes mest tilbedte guder. Brahma mistede populariteten efter at have skabt Indien, for Brahmas mission var at skabe Indien, og det er gjort. Men Vishnu og Shiva er noget som altid vil forblive på jorden: Sygdomme og død. Rama og KrishnaVishnu brugte de to skikkelser Rama og Krishna til besøg på jorden. Ved at være de to skikkelser, kunne han redde jorden fra forskellige sygdomme eller andet, præcis som Jesus hjalp med at helbrede folk.KaliKali er en indisk gudinde. Hun er ødelæggelsens gudinde og repræsenterer den kvindelige shakti-energi. Ofte ses hun afbildet som dansende på Shivas legeme. Også kaldet Durga, Devi, Shakti, Sati, Uma og Kundalini.Fordi hun suger negativitet og ondskab ud af dem, der tilbeder hende, får hun en sort farve. Farven opstår altså ikke, fordi hun er gudinde for ondskab. Denne sidste misforståelse blev i høj grad spredt af de kristne missionærer, som mødte Kalikulten i Indien. Hun bærer en halskæde af afhuggede hoveder, som symboliserer egoer – for Kali ødelægger ego'et i den søgende discipel, så dennes sande absolutte natur kan åbenbare sig. Tilsvarende har hun et skørt af afhuggede hænder om sin ellers nøgne krop. De symboliserer tilknytning, og Kali destruerer tilknytning til verdens maya. På sanskrit betyder "Kala" tid, og "Kali" er den, der ødelægger tid. Kali er således gudinden, der bringer den søgende til hans sande tidløse væren. Ligeledes er Kaligudindens frygtindgydende ansigt med den lange blodige tunge ikke et udtryk for ondskab, men for at hun er nådesløs i sin destruering af alt, hvad der er falsk. AtmanAtman er betegnelsen for sjælen - eller mere præcist sagt: menneskets inderste jeg, undertiden kaldt "selvet". Atman er den usynlige væsenskerne i mennesket - det der er uforanderligt i mennesket midt i de ustandselige forandringer gennem de mange liv i samsara.I modsætning til atman er legemet, begærene og følelserne foranderlige og forgængelige. Det fysiske legeme er som en klædning, der slides i stykker og smides væk, når det er brugt op. Det menneske, der opnår den højeste erkendelse, indser, at atman er identisk med brahman. Det enkelte menneskes atman er som en dråbe i det guddommelige hav, som gennemstrømmer alt. I kraft af atmans identitet med brahman har mennesket mulighed for at opleve enheden i alt og forbundetheden med alt. Denne lære er specielt fremherskende i upanishaderne. SamadhiSammensmeltningen af atman og brahman kaldes samadhi. Det menneske, der opnår samadhi-tilstanden, oplever, at den fysiske verden opløses i intethed, i illusion. Dette menneskes bevidsthed bliver fuldstændig opfyldt af, sammensmeltet med, ét med den højeste virkelighed: brahman. Subjekt (atman, bevidstheden) og objekt (brahman, Gud, altet) smelter sammen og bliver ét.Samadhi kan opnås, mens man stadig lever på jorden. I så fald lever man i sit legeme, samtidig med at man i sin bevidsthed har frigjort sig fra det jordiske liv. BuddhaKinaASER troen, Vikingernes troTekst og idé: Emma Katrine Lyng Svensson © Lindholm Høje MuseetNordisk religionNordisk religion var vikingernes religion. Vikingerne tilbad mange forskellige guder og troede på overnaturlige væsner som jætter og uhyrer.Den nordiske religion var meget anderledes end den kristendom, som mange mennesker i Danmark i dag tror på. Vikingerne havde ikke nogen kirker, og de havde ikke gudstjenester. I modsætning til fx islam, der har Koranen som sin hellige bog, eller kristendommen, der har Biblen, havde vikingerne ikke nogen hellige tekster. Vikingerne fortalte historier om deres guder, og om hvordan guderne kæmpede mod jætterne. I vikingetiden mente folk, at verden var bygget op på en helt bestemt måde. Jorden var en rund skive delt op i tre ringe. I den inderste ring lå Asgård, hvor guderne boede. I den midterste ring, Midgård, lå menneskenes verden, mens jætterne boede i den yderste ring, Udgård. Som regel var de tre dele adskilt, men grænserne mellem dem kunne godt overskrides. På den måde kunne guderne komme ind i menneskenes verden. Det skete blandt andet, når der var tordenvejr og tordenguden Thor kørte over himmelen og lavede lyn og tordenskrald med sin hammer. Hvor ved vi det fra?Vikingerne brugte ikke de samme bogstaver, som vi gør i dag. De skrev med runer. Der var ikke ret mange mennesker i vikingetiden, der kunne læse og skrive. Der er næsten kun fundet små, korte beskeder skrevet med runer. Vikingerne skrev ikke bøger, så vi kan ikke læse en tekst fra vikingetiden, der fortæller os, hvad vikingerne troede på.Til gengæld byggede vikingerne skibe og huse, lavede smykker og våben, og ofrede til guderne. Mange af de genstande, som vikingerne brugte, er senere blevet fundet af arkæologer. Arkæologerne ved derfor en masse om, hvordan vikingerne levede og døde. Der er blevet fundet små gudestatuer af forskellige guder, men de fleste ting fortæller ikke noget om, hvad folk troede på. Men når en arkæolog finder mad i en grav, giver det en idé om, at folk måske troede på et liv efter døden, hvor mad var nødvendig. Da vikingetiden var slut og folk i Norden var blevet kristne, begyndte man at skrive lange bøger med latinske bogstaver – de samme som vi bruger i dag. På Island skrev man mange beretninger ned om vikingernes guder og helte. Disse beretninger kaldes sagaer og er de grundigste kilder til nordisk religion. Der er desværre nogle problemer med sagaerne. De er skrevet et stykke tid efter, at folk holdt op med at tro på de gamle guder og de er skrevet af kristne. Derfor er der måske nogle ting, der er blevet glemt, overdrevet eller på anden måde er unøjagtigt. Men sagaerne er stadig vigtige, hvis man vil vide noget om vikingernes religion. New Age, Vandmandens tidsalderNew Age, (eng. 'ny tidsalder'), egentlig en betegnelse for "Vandmandens tidsalder", dvs. den nye 2000-årige periode, som i vor tid afløser "Fiskenes tidsalder" (jf. astrologi); begrebet lanceredes i denne betydning i 1932 af teosoffen Alice A. Bailey, men først med rockmusicalen Hair (1967) og indledningssangen Aquarius begyndte New Age-tanken at gribe om sig.New Age bruges som et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning, idet individets åndelige arbejde og udvikling anses for at være forudsætningen for en bedre verden. Andre fællestræk er tilliden til, at "Gud" er inde i os selv, og at vi selv er herrer over vores skæbne. New Age blev udbredt via 1960'ernes hippiekultur. Alternative bevægelser og netværk dannedes med henblik på forbedret sundhed og livskvalitet, økologisk livsførelse, spirituelle bofællesskaber osv. En optimistisk tro på reinkarnation er et afsæt for en kosmologi af særlige energier og balancer, der udgør et arbejdsgrundlag for New Age. Visioner og budskaber kommunikeres via trykte og elektroniske medier samt fora som "Festivals for Krop, Sind og Ånd". I 1900-t.s sidste årtier blev New Age efterhånden anset for et religiøst tagselvbord af hjælpemidler til bedre at beherske den enkeltes egen livssituation. Både åndelige og jordiske vejledere indgår; således har skuespiller Shirley MacLaine med stor succes beskrevet sin åndelige søgen og indsigt i bog- og filmversioner. Hjælpemidlerne omfatter: okkultisme, astrologi, krystallomanti, holisme, alternativ medicin, herunder healing, visualisering (se forestilling), kanalisering, yoga, meditation, terapier i traditionerne fra Wilh. Reich og C.G. Jung og shamanisme mv.; se også nye religioner. De mange forskelligartede New Age-systemer udgør ikke en samlet religion eller organisation, men ifølge fortalerne vil den hastigt voksende tilhængerskare gradvis ændre den samlede menneskeheds samfundsopfattelse. Disse fortalere mener, at denne proces allerede er godt i gang, og at nedrustning, øget bevidsthed over for miljø og økologi samt Berlinmurens og Sovjetunionens fald 1989-91 er udtryk for, at Jorden er på vej ind i Den Nye Tidsalder. [Red.: Ovst. er Publiceret på nettet d. 1. februar 2009. Mange ting er sket siden.] {Litteratur liste: Larsen, Charlotte Rørdam; Fersling, Poul; Pade, Mikkel: New Age i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 7. maj 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/New_Age.] Vandmandens Tidsalder"Vandmandens Tidsalder" er den betegnelse for den centrale forestilling inden for New Age-bevægelserne, at menneskeheden og universet står på tærsklen til en ny tidsalder, som vil være forbundet med en fornyelse af værdier og en religiøs opvågnen med personlige religiøse oplevelser for det enkelte menneske. Disse forestillinger blev for alvor introduceret af Teosoffen Alice B. Bailey allerede i midten af 1920'erne.Forestillingen om den nye tidsalder baserer sig på astrologiske beregninger af himmellegemernes bevægelse. Disse tolkes således, at hvert stjernebillede, fx Tvillingerne, tillægges specielle egenskaber, og disse egenskaber tænkes at have indflydelse på mennesker og verdens gang. Den periode, hvor et stjernebillede præger livet på jorden, er fastsat til ca. 2000 år. Ifølge sådanne astrologiske tolkninger bevægede jorden sig for ca. 2000 år siden ind i Fiskenes tidsalder, som er sammenfaldende med Jesu fødsel, hvorfor perioden også kaldes kristendommens tidsalder. Nogle astrologer i 1960erne mente at kunne se, at jorden begyndte at bevæge sig ind i det næste tegn, Vandmanden, og dermed ind i en ny tidsalder. Denne tidsalder vil være kendetegnet ved, at det kristne trosbegreb afløses af et mere oplevelsesmæssigt forhold til det guddommelige, og tidsalderen vil fostre en ny mennesketype præget af personlig religiøs opvågnen og erkendelse. Astronomisk er tidsalderens begyndelse defineret som det tidspunkt, hvor forårspunktet bevæger sig fra Fiskene ind i Vandmanden, hvilket sker omkring år 2600. Der går med andre ord "lige lidt endnu", så det bliver nok ikke i min "nuværende inkarnations" tid. I New Age, hvor begrebet tolkes astrologisk, indvarsler dette en grundlæggende forandring i verden til en ny og harmonisk tidsalder, som vil vare i årtusinder. Man anvender forskellige astrologiske definitioner, hvilket giver en lang række mulige årstal for tidsalderens begyndelse. Andre steder hævdes det derimod: Vi er påbegyndt en ny tidsalder som bliver omtalt som Vandmandens Tidsalder. I forhold til Gen-Nøglernes visdom, så kaldes denne tid for ‘Den store forandring' og faktisk, så har denne periode været igang siden 1987. GenNøglerne er en bevidstheds-port, der bygger bro mellem Øst og Vest - mellem mysticisme og videnskab. Vandmandens Tidsalder handler overordnet set om, at alle systemer i vores univers vil tage et kvantespring til en højere dimension og hvor den menneskelige bevidsthed vil tage et bevidsthedsspring fra at være selvcentreret til at være kollektiv. Denne verdensomspændende genetiske mutation vil finde sted fra årene 1987 og frem til 2027 for herefter at vare endnu flere hundrede år førend det hele er "på plads". Som nogle opfatter det, så er der her i årene 1987 til 2027 tale om en slags "nedbrydningstid", hvor alle systemer og fundamenter vi har bygget vores verden efter, vil kollapse og skabe plads til, at en ny og mere kollektiv form vil udvikle sig og et nyt slags menneske, ‘Homo Sanctus' vil melde sin ankomst. Homo Sanctus— Det velsignede menneske, Homo Sanctus er det nye menneske, der dukker op i verden. Katalyseret af den store forandring er Homo Sanctus det nye genetiske menneskelige individ. Selvom dette nye menneske kan have det samme genom som den eksisterende model, resonerer det fra fødslen med en højere frekvens på grund af subtile mutationer, der primært finder sted i solar plexus-systemet.Homo Sanctus repræsenterer, hvad mange mystikere har kaldt fremkomsten af den sjette race – et universelt menneske, der direkte oplever den holografiske enhed i alle væsener gennem sit solar plexus og hjerte. Homo Sanctus vil gradvist dukke op i verden som en verdensomspændende genetisk mutation over mange generationer. Daggryet for dette nye menneske vil med tiden bringe en ende på den nuværende tidsalder, hvor mennesker har glemt deres sande universelle natur. Dyrekredsen i babylonisk astronomiDyrekredsen består af 12 stjernebilleder:Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Stenbukken, Vandmanden og Fiskene. Startpunktet for Dyrekredsen er forårspunktet, eller Vædderpunktet, svarende til 0° i forhold til Vædderen. I den babyloniske astronomi var Dyrekredsen kendt i sin nuværende form omkring 600 f.v.t. Dengang stemte dyrekredstegnenes positioner overens med de stjernebilleder, de har navn efter, men jordaksens bevægelse (præcessionen) har drejet Dyrekredsen (ca. 30°) i forhold til stjernerne, således at Vædderpunktet nu befinder sig i stjernebilledet Fiskene. Der skelnes derfor imellem stjernebilleder og stjernetegn, også kaldet Soltegn. ScientologyOverblikScientology er en religiøs bevægelse, der møder meget kritik fra omverdenen, men de færreste ved, hvad scientologer egentlig tror på.Astrologi spiller, ligesom Vandmandens tidsalder, ikke nogen egentlig hovedrolle i Scientology. Mange af filosofierne i New Age kan dog genfindes i Scientology. Læs her om nogle af de mest almindelige trosforestillinger i Scientology: 1. L. Ron Hubbard – grundlæggeren af ScientologyGrundlæggeren af Scientology er den amerikanske forfatter Lafayette Ron Hubbard (1911-1986). Han opfattes ikke som en guddommelig skikkelse, men hans liv og gerning er omgærdet af myter om de bedrifter, han har udrettet, og han er et stort forbillede for Scientologys tilhængere.Det er opfattelsen, at Hubbard opdagede principperne i Scientology, som allerede fandtes skjult i verden. Det ultimative mål i Scientology er total åndelig frihed, og det kan angiveligt opnås ved at følge Hubbards forskrifter. 2. Dianetik – terapiHubbard udviklede i 1940'erne dianetikken, et terapeutisk selvhjælpssystem, hvis videreudvikling i 1950'erne blev til Scientology.Ifølge dianetikken er mennesket begrænset af sit såkaldte reaktive sind, som er den del af sindet, der gemmer alle erfaringer med fysisk og psykisk smerte. Det reaktive sind er ifølge Scientology kilden til alle åndelige kvaler, angst, smerter og psykosomatiske sygdomme. Dianetikken bruges til at komme i kontakt med det reaktive sind og finde ud af, hvordan åndelige traumer indvirker på individet. Finder man frem til disse traumer, kan man arbejde med dem og opnå tilstanden "Clear". Clear er en bevidsthedstilstand, hvor man har fuld kontrol over sine tanker og kan tænke fuldstændigt klart. 3. Thetan – menneskets åndIfølge Scientology er mennesket et sammensat væsen, som består af krop, sind og ånd. Kroppen er vores fysiske krop her på jorden. Sindet er et slags hukommelsesarkiv, hvor alle oplevelser og erfaringer fra vores nuværende og tidligere liv gemmes. Ånden er vores udødelige sjæl, også kaldet Thetanen.Det er kun den fysiske krop, der dør. Thetanen og sindet forsvinder ikke ved døden. Da Thetanen er udødelig, er de negative oplevelser (også kaldet engrammer), som er lagret i sindet, ikke kun oplevelser fra dette liv. Thetanen har nemlig gennemgået en lang række af inkarnationer – også på andre planeter – og oplevelser lagres alle i sindet i et såkaldt tidsspor, som går mindst 350 milliarder år tilbage. Thetanen er fanget i kroppen, og har glemt sin oprindelige frihed som ånd. Derfor er formålet med Scientology at lære Thetanen at huske sin oprindelse, og dermed igen at opnå fuld frihed og kontrol. 4. Auditering – at blive clearAuditering er en særlig form for åndelig vejledning mellem et medlem og en vejleder – eller præst, som Scientology kalder det. Formålet er, at medlemmet skal frigøres fra den ophobning af smerte og ulykke, der har lagret sig i det reaktive sind.Auditering bruges til at genoprette Thetanens fulde bevidsthed og finde frem til dens egentlige identitet og evner. Ved hjælp af auditering skal man opnå en forståelse og et ansvar for sit tilhørsforhold til alt i livet og nå det åndelige niveau clear. På dette niveau siges det, at individet ikke længere er fanget af fortidens traumer. 5. E-meter – måling af traumerTil at assistere sig ved auditering benytter mange auditører sig af et E-meter. Det er et såkaldt elektropsykometer, som anvendes til at lokalisere mentale og spirituelle traumer. Personen, som skal måles, holder om to elektroder, som er forbundet med E-metret. Traumerne kan derigennem opfanges af E-metret, da de efter sigende indeholder små mængder af elektrisk energi. Auditøren dirigerer personen til at finde frem til erindringer fra det reaktive sind, som før har været skjult for personen.E-metret sender en svag spænding på cirka 1,5 volt gennem kroppen, hvilket får e-metrets nål til at bevæge sig frem og tilbage. Når personen, som holder om e-metrets elektroder, finder traumatiske hændelser frem fra det reaktive sind, svinger viseren angivelig ujævnt. Formålet med E-metret er at lokalisere traumerne, så man derefter kan gennemarbejde dem, så de ikke indvirker negativt på én. Ifølge Scientology vil det kunne aflæses på E-metret, hvis det lykkes at få traumerne gennemarbejdet. 6. Scientologers bro til fuldkommen frihedScientologen følger et forløb, som kaldes "Broen til fuldkommen frihed" for at opnå en form for frelse. Broen skal symbolisere kløften imellem menneskets nuværende tilstand og den tilstand, som det skal frelses til. Broen består af en række trin, som følger en bestemt rækkefølge af åndelige bevidsthedsniveauer.Scientologen får del i disse niveauer ved at deltage i auditering og uddannelse/træning. Uddannelsesmaterialet består af alle Hubbards bøger og andre skrevne materialer, båndforedrag og tekniske uddannelsesfilm. Til hvert trin på Broen er desuden knyttet en bestemt type auditering. 7. OT-niveauerne – åndelig frihedPå "Broen til fuldkommen frihed" findes der efter tilstanden clear højere bevidsthedsniveauer. De kaldes OT eller Opererende Thetan. På disse niveauer er det muligt for Thetanen at have fuldt udviklede åndelige evner, frihed og uafhængighed. Thetanen kan operere uafhængig af kroppen.Skulle det endelige mål "fuldkommen frihed" ikke opnås fuldstændigt, hævdes det, at der stadig er mange positive delmål, som scientologen kan nå. Det kan for eksempel være helbredelse af fysiske og psykiske lidelser. Thetanen kan på OT-niveauerne kommunikere på det højeste åndelige plan, via telepati, og gå ind og ud af kroppen. Da disse trin ifølge Scientology er farlige for uindviede, hemmeligholdes indholdet af dem for scientologer på lavere trin. 8. Theta-MEST-teorien – kosmos og kaosTo kræfter i universet tørner, ifølge Scientology, konstant sammen, nemlig theta og MEST (kommer af det engelske: matter, energy, space and time. På dansk: materie, energi, rum og tid).Theta symboliserer livskraft og er en energi, som eksisterer adskilt fra det fysiske univers. Theta kan minde om det, man i andre religioner kalder kosmos eller den universelle orden. MEST er det fysiske og materielle univers og står for kaos. Det er en grundsubstans, som intet er i sig selv og kun kan forandres til meningsfyldte former ved hjælp af theta. Det sker ved en kompliceret proces, hvor theta hele tiden bekæmper MEST for at sikre sin egen overlevelse og udvikling. Theta-MEST-teorien er derfor en beretning om alt livs opståen. Ligesom kombinationen af theta og MEST skaber liv, er deres adskillelse lig med død. Thetanen (ånden) er ikke en del af MEST og ophører derfor ikke med at eksistere, når kroppen dør. 9. De otte dynamikker – drivkraften for overlevelseIfølge Scientology er det primære formål for alle livsformer overlevelse og eksistens. Drivkraften for overlevelse kaldes eksistensens dynamiske princip. Dette princip er delt op i otte forskellige dele kaldet de otte dynamikker.De omfatter: 1) selvet, 2) familie/sex, 3) grupper, 4) arter/menneskeheden, 5) livsformer/dyreriget, 6) det fysiske univers, 7) ånden og 8) uendelighed/Gud. Ingen af dynamikkerne er vigtigere end de andre, og de spiller ikke den samme rolle i alle menneskers liv. Ved at forstå hver af disse dynamikker og deres indbyrdes forhold kan man blive bevidst om, at éns liv og indflydelse rækker ud over én selv, og man opnår en klarhed og orden i tilværelsen. 10. Scientologyshøjeste væsen – GudI Scientology kaldes Gud for "Det højeste væsen" og er en af de otte dynamikker. Det højeste væsen sidestilles også med uendeligheden, altså det evige liv. Gud er uendelighed. Scientology rummer derfor ikke en gudsopfattelse, hvor Gud er frelseren. Mennesket skal frelse sig selv ved hjælp af Scientologys metoder.Scientology er forsigtig med at fremsætte dogmatiske forklaringer eller beskrivelser af Gud. Den enkelte scientolog skal selv via sin åndelige udvikling afgøre, hvad Det højeste væsen er, og hvad deres indbyrdes forhold er. Guds knap så centrale plads i Scientology illustrerer, at frelse kun kan opnås gennem personlig åndelig udvikling og ikke kommer udefra i form af guddommelig indgriben. Kort om Scientology- Nyreligiøs bevægelse grundlagt i 1954 af amerikaneren L. Ron Hubbard- Hans lære trækker på mange religiøse og filosofiske traditioner såsom buddhisme og gnosticisme samt psykoanalyse og science fiction - Scientologys grundlæggende idé er, at mennesket er et åndeligt væsen, som gennem en særlig form for terapi kan frigøre sig fra traumer og opnå erkendelse blandt andet af sin egen åndelige udødelighed - Scientology er en af de mest omdiskuterede nye religiøse bevægelser i Vesten. Kritikere og tidligere medlemmer har beskrevet organisationen som en pengemaskine, og bevægelsen har været involveret i retslige tvister i flere lande - Medlemstallet er stærkt omdiskuteret. Eks-medlemmer taler om under 100.000 aktive medlemmer, mens Scientology selv taler om millioner L Ron HubbardPseudonym Barry RandolphFødt 13. marts 1911 Tilden, Nebraska, USA Død 24. januar 1986 (74 år) Creston, Californien, USA Dødsårsag Slagtilfælde. Lafayette Ronald Hubbard, L. Ron Hubbard eller Ron Hubbard var en amerikansk science fiction-forfatter og grundlægger af den religiøse organisation Scientology. Hubbard var officer i flåden under Anden Verdenskrig, hvor han kortvarigt havde kommandoen over to skibe, men han blev fjernet fra kommandoen begge gange. De sidste par måneder af sin aktive tjeneste tilbragte han på et hospital, hvor han blev behandlet for en række lidelser. Scientology blev dannet på baggrund af Hubbards dianetik, som var hans bud på et alternativ til psykoterapi. Dianetik vakte betydelig opsigt og vandt mange tilhængere. Han udgav Dianetik: Den Moderne Videnskab om Mental Sundhed i 1950. Bogen beskriver en udokumenteret teknik til fjernelse af mentale traumer (som han kaldte "engrammer") uden hypnose. I 1952 mistede Hubbard rettighederne til dianetik i nogle konkurssager, og han grundlagde efterfølgende Scientologykirken (Church of Scientology) i 1953. I de følgende år førte han kirken frem til at blive en verdensomspændende organisation. I 1953 grundlagde han de første Scientologykirker, og i 1954 grundlagde han en Scientologykirke i Los Angeles, som blev til Den Internationale Scientologykirke (Church of Scientology International). I de følgende år strammede han grebet om organisationen. Han udfærdigede en lang række direktiver, der i detaljer beskrev, hvordan organisationen skulle køres. På den måde blev han organisationens enevældige leder. Scientology indeholdt mange af de samme elementer, som der var i dianetik. Men der var kommet nye elementer til. Hvor dianetik i hovedsagen var en – utraditionel – psykoterapi, havde Scientology derudover elementer af religiøs og okkult art. Hubbards hensigter med Scientology har været omdiskuterede. Han er citeret for at have sagt, at han vil starte sin egen religion, fordi det er dér, pengene ligger. Det er imidlertid en kendsgerning, at man kan komme af med anseelige beløb på diverse kurser, som det er nødvendigt at tage, hvis man vil stige i graderne i Scientology. En Dansker, der forlod Scientology i 2003, brugte efter eget udsagn ca. 1,2 mio. kroner på uddannelse og kurser i Scientology i perioden 1984 - 2003. Scientology blev stadig mere kontroversiel i løbet af 1960'erne og kom under et intenst medie-, regerings- og juridisk pres i en række lande. I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne tilbragte Hubbard meget af sin tid til søs på sin personlige flåde af skibe i "Søorganisationen" (en elitegruppe af scientologer). Hubbard vendte tilbage til USA i 1975 og gik i afsondrethed i Californiens ørken efter et mislykket forsøg på at overtage byen Clearwater i Florida. I 1978 blev Hubbard dømt for bedrageri, efter at han var blevet retsforfulgt in absentia i Frankrig. Samme år blev elleve højtstående medlemmer af Scientology tiltalt for 28 forhold i forbindelse med deres rolle i kirkens "Snehvideprogram", et systematisk spionageprogram mod den amerikanske regering. En af de tiltalte var Hubbards kone Mary Sue Hubbard, som var ansvarlig for programmet; Ron Hubbard blev udnævnt til at være en ikke-tiltalt medsammensvoren. Hubbard tilbragte de resterende år af sit liv i afsondrethed i en luksusautocamper på en ranch i Californien, hvor der boede en lille gruppe af Scientologys embedsmænd. Han døde i en alder af 74 år i januar 1986. Efter Hubbards død bekendtgjorde Scientologys ledere, at hans krop var blevet en hindring for hans arbejde, og at han havde besluttet at "droppe sin krop" for at fortsætte sin forskning på et andet eksistensplan. Selvom mange af Hubbards udtalelser har vist sig ikke at være sande, beskriver Scientologykirken ham som en helgen. DødebøgerDødebøgerne er bøger som opbevares i Helvedes portvogterhus. I dem står optegnelser over alle fordømte som er døde eller er på vej, hvad de hedder, hvad deres forbrydelser er og hvilke straffe de skal have. De indeholder også billeder af de afdøde.Sankt Peter, portvogter til Paradis, har tilsvarende bøger med optegnelser over de frelste. ParadisetParadis, det jordiske Paradis eller Edens have, ofte fejlagtigt kaldet Himlen af mennesker såvel som djævle, er et dødsrige skabt af Gud, som ligger mellem jorden og Himlen. Stedet, der tager form som en smuk, frodig have, men som også indeholder andet landskab, er livet efter døden for de mennesker, der har været gode på jorden, kaldet "de frelste." Paradis vrimler også med alle dyr fra verdenshistorien, både uddøde og stadig levende arter, og de er alle sammen tamme. I Paradis kan man som frelst ikke komme dårligt af sted eller blive skadet, men hvis en djævel opholder sig for lang tid der, vil den blive alvorlig syg og til sidst dø. Gud har et lysthus i Paradis, hvor han ofte opholder sig, og flere af hans engle holder også til i haven fra tid til anden.I Paradis kan man blot ønske sig steder hen, så man går fra et sted, men dukker op et helt andet, også selv om der er langt imellem. Men i følge Lucifer, ligger de frelste ikke bare og hviler i hængekøjer, på trods af, at det er menneskets syn på det gode efterliv. I følge ham, er det hårdt arbejde, at leve i Paradis, men intet i forhold til forholdende i Helvede. Perleporten, også kaldet ‘den hvide port', er indgangen og udgangen til Paradis og ligger ved havens østlige grænse. Porten, som er en stor smuk perlebesat dør, sidder i klippevæggen på en drabelig bjergkæde, hvis tinder, som er sneklædte, strækker sig op i himlen. Døren sidder i siden af væggen og for enden af Jakobsstigen. Dens håndtag er af guld. Porten bevogtes af Sankt Peter. Sankt Peter, eller Simon Peter, var en af de tolv apostle der fulgte Jesus Kristus, og som nu tjener som Paradis' portvogter. Sankt Peter var også den allerførste Pave i Rom, eller Biskop af Rom, som det hed dengang. Sankt Peter er nu en gammel mand, med et langt hvidt skæg. Skægget er langt som en slange. Eftersom Sankt Peter er fra området omkring Israel, har han nok brun hud og brune øjne. Sankt Peter har en glorie af lysende metal, som svæver over hans hovede. HelvedetHelvede er et dødsrige, som mennesker, der har syndet, kommer til for at blive straffet når de dør. Helvede regeres af Lucifer. Helvede er ikke et fuldkomment ondt og grufuldt sted, hvis man ikke er en fordømt. Massevis af djævle bor og lever der almindelige liv, og selv om detes kultur og samfund sætter pris på en vis mængde ondsindet adfærd, skarnsstreger og det morbide, værdsætter de stadigvæk at være høflig i ny og næ. Helvede er omringet af en massiv, høj mur, det er altid nat og meget af dødsrigets landskab står i evige flammer, som gør at stedet altid er relativt varmt.Helvedes symbol, Mørkets tegn, er det omvendte kors. De allerførste djævle er beslægtet med engle, som sluttede sig til ærkeenglen Lucifer i hans mål om at styrte Gud, da han havde skabt mennesket og befalet, at englene skulle tjene dem. Det førte til en krig i Himlen mellem Lucifers oprørere og Guds englehær ledt af ærkeenglen Mikael. Da Lucifers hær tabte og blev jagtet ud til Himlens yderste grænse, som åbnede sig som en gigantisk mund, der ledte til et altædende mørke, blev de skubbet ud over kanten og faldt ned i et goldt, klippeagtigt fængsel fuld af ild og omringet af en massiv bjergmur. Mens de faldt gjorde det mørke, der havde slået rod og dem, at deres svanevinger blev forvandlet til flagermusvinger, nogle til ravnevinger og nogle til enorme læderagtige vinger, der havde også groet haler fra deres bagende, horn fra deres hoved og deres blod var blevet sort. De flestes øjne var også blevet sorte. Codex Gigas, DjævlebibelenDjævelens Bibel eller Codex Gigantum (Kæmpebogen) og Gigas Librorum (Bøgernes jætte) er et bibelhåndskrift i formatet 89x49cm og med en vægt på 75 kg. Ifølge legenden skal den være skrevet på en enkelt nat af en munk med cellearrest - med djævelens hjælp.I bogen er der et stort grotesk billede at djævelen. Det har givet næring til navnet Djævlebibelen. Bogen findes i dag på Kungliga Biblioteket i Stockholm. Bogen er skrevet i benediktinerklosteret Podlažice i Böhmen på 160 æselhuder i begyndelsen af det 13. århundrede som afskrift af betydeligt ældre tekster. Allerede i slutningen af det 13. århundrede sidestilles bogen med verdens syv underværker. Den indeholder Bibelen i en latinsk udgave, der er ældre end Vulgata. Den indeholder også Flavius Josefus' jødiske historie og Cosmas af Prags böhmiske krønike. Bogen kom til Rudolf 2.s samlinger i 1594 som et lån fra det böhmiske kloster Broumov. Den og Codex Argenteus, Sølvbibelen, blev svensk krigsbytte, da svenskerne stormede Prag i 1648, og har tilhørt Kungliga Biblioteket siden 1649. Bogen er en del af den svenske kulturarv. SatanSatan (græsk Σατάν Satán, hebræisk שָׂטָן Śāṭān) er en overnaturlig magt i de abrahamitiske religioner; i jødedommen opfattes han som en af Guds tjenere, medens han i kristendommen regnes for den øverste i dæmonernes rangorden. I forskellige kontekster omtales han tillige som Lucifer, Ahriman, Antikrist, Belial, Beelzebub, Abaddon, Iblis, Fanden, Mørkets fyrste og Djævelen (græsk Διάβολος Diábolos).Ordet Satan kommer af hebræisk שָׂטָן Śāṭān, der egentlig er et substantiv med betydningen "modstander" snarere end et egennavn. I Det Nye TestamenteSatan optræder i flere sammenhænge i Det Ny Testamente. Satan er den dæmon, der frister eller prøver mennesker.I Det Ny Testamente faster Jesus i 40 dage. Herefter blev han i ånden ført ud i ørkenen, hvor Djævelen frister med ordene: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." (Mathæus Kap. 4.3). Djævelen fører derefter Jesus til tempelet, og beder ham kaste sig ud, for Guds engle vil redde ham. Igen afviser Jesus fristelsen. Til sidst frister Djævelen med at give Jesus al magt i hele verden, hvis han vil tilbede Djævelen. Jesus afviser disse tilbud med ordene: - "Vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." (Mathæus kap. 4.10) Efter disse ord forlader Satan ham, hvorefter engle viser sig for Jesus. Samme fortælling forekommer med få variationer i de synoptiske evangelier. I Johannesevangeliet farer Satan ind i Judas Iskariot, hvorefter han forråder Jesus. (Johannesevangeliet 13.27) Johannes Åbenbaring fortæller, at Satan bliver fængslet i 1000 år, hvorefter han for en stund slippes fri: "Når de tusind år er omme, skal Satan slippes løs fra sit fængsel og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand." (Johannes Åbenbaring Kap. 20.7 ff.); men Djævelen destrueres til sidst i "søen af ild og svovl". Det er det sidste man hører om Satan i Det Nye Testamente. Satan i den traditionelle opfattelseIfølge kristen tradition, snarere end teologi, er Lucifer (lat. "lysbæreren", af gr. Eosforos "morgengrybæreren") en falden engel. En falden engel er en engel, der pga. en synd forvises fra himmeriget af Gud. Ifølge skriftet Adam og Evas liv blev Satan udstødt af Gud, da Satan nægtede at tilbede Adam, der var skabt i Guds billede. Engle kan pga. deres guddommelige natur og "indbyggede" forstand på godhed ikke tilgives, når de begår en synd. Lucifer faldt pga. individualisme. Med andre ord ønskede han at kontrollere menneskeheden og vende denne mod Gud og blive større end Gud, hvorefter Gud forviste Lucifer fra himmeriget (faldet) og styrtede ham ned i Helvede, hvor han blev Helvedes hersker, Satan eller ho diabolos, Djævelen.Opfattelsen af Satan som en falden engel går langt tilbage i den kristne historie. Kirkefaderen Augustin skrev i sit værk Enchiridion de Fide, Spe et Caritate, at der var plads til mennesket i himlen, fordi der var en gruppe engle, som havde gjort oprør mod Gud og som straf var blevet kastet ud af himlen. Malachias forudsigelseSelvom der er mange, der ikke kan tage den katolske profet Malachias forudsigelse om paverækken alvorlig vil vi for dem, som ikke kender til denne, give en kort beskrivelse.Romeren PeterRomeren Peter (på billedet t.v. sammen med Satan) skulle angiveligt blive den allersidste Pave i paverækken.En Irsk biskop fra 1100 tallet, forudså i 1139 den kommende paverække fra hans tid og frem. Ialt 112 (111) personer gav han hver især et motto. Rækken startede med pave Cølestin II, den 192. i rækken (valgt i 1143) og slutter med den 268. - Romeren Peter, nr. 112 i Malachias vision. Malachias profeti lyder som følger : No. 112: Romeren Peter, som vil græsse sine får i mange trængsler, og når disse ting er afsluttet, vil byen med syv høje (dvs. Rom) blive ødelagt, og den frygtelige dommer vil dømme sit folk. Slut Nogle mener at Romeren Peter - nr. 112 - er føjet til efter 1820. Han var ikke med før Thomas A. Nelson (et katolsk forlag) udgav Peter Bander's bog The Prophecies of St. Malachy. Er det sandt, er vi blot endnu tættere på enden, hvis vi kan tro på Malachias profeti. Er den 112. tilføjet og ikke med i Malachias syn, er Benedikt (pave:Benedikt XVI) XVI den sidste pave. Den katolske kirke selv mener, at Ratzinger - Benedikt XVI ikke nødvendigvis er den sidste, for Malachias sagde ikke hvor mange der ville komme mellem Ratzinger og Romeren Peter. Men i og med at Malachias opremser 111 i rap for til sidst at afslutte med den 112., om han ikke er tilføjet senere, er det usandsynligt at det skulle være sådan. Historikere fortæller, at Malachias forudsigelser har været forbavsende præcise og har fundet at disse mottoer har passet på enten pavernes land, navn, våbenskjold eller emblem, fødselssted, evner, lære, position eller værdighed. Nogle katolske lærere insisterer på, at Malachias aldrig så disse profetier og nogle mener at dateringen af dokumentet er forfalsket af nogle Jesuitter i 1600 tallet, for at få dem til at passe på de foregående paver. Det skal også nævnes, at Malachias forudsagde sin egen død - i Clairvaux, Frankrig, d. 2. november 1148, hvilket indtraf. Profetien skulle være blevet fundet i Vatikanets arkiver i 1590, hvorefter den blev publiceret af Arnold de Wyon. Siden har den været til stor diskussion. Hvis profetien er blevet omskrevet af Jesuitterne i 1600 tallet, må de sidste paver nødvendigvis være mere ukorrekte end de første. Bibelen siger at aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud (2. Pet. 1:21) og hvordan skulle et menneske indlemmet i den store skøge, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder, kunne fremsige en sand profeti? Læser man okkult litteratur, finder man at mange forudsigelser er fremsagt og har vist sig sande. Eks. Albert Pikes vision om tre verdenskrige, hvoraf den sidste endnu mangler. Vi læser også om spådomsånder i Bibelen (Apg. 16:16-18). Ingen dæmon kan sige os sandheden, men om Gud tillader det, kan også dæmonerne forkynde Hans Ord. Derfor kan vi ikke afvise, at Malachias har fået lov at se ind i fremtiden på dette område. At Malachias var redskab for dæmonerne, er der ingen tvivl om, hvis man skal tro rygterne. Der siges om ham, at han kunne levitere (hæve sig over jorden), han kunne heale - nogle gange kunne han helbrede, bare ved at lægge hænderne på folk. Han var også clairvoyant. Det siges også at han var i trance, da han fik visionen om paverækken. Teosofi - Esoteriske studierEsoteriske studier vil medføre viden om sjælen, kendskab til Universet og til helheden, og man får en forståelse af forholdet mellem personligheden, sjælen og kosmos. Målet er praktisk forståelse af sjælens karakter og dens forbindelse og samspil med personligheden. Denne forståelse er baseret på åndsvidenskabelig forskning ved hjælp af veldokumenterede og gennemprøvede metoder.Den første opgave for en esoteriker er at forstå kvaliteten og karakteren af de energier, der påvirker mennesket. Udbyttet af de esoteriske studier forudsætter derfor: - at man bliver opmærksom på og forstår naturen af de kræfter, der udgør personligheden (den lavere bevidsthed). - at man øger sin sensitivitet over for energierne, inspirationen og påvirkningerne fra sjælen (den højere bevidsthed). - at man accepterer og respekterer naturkræfternes energier, og ikke ser dem som tilfældigheder, men som bevidste kræfter og kvaliteter i aktion. Hvis indsigten i de esoteriske studier omsættes til holdninger og handlinger, medfører det, at man begynder at leve et friere liv, hvor man udfolder den medfødte psykiske sensitivitet. Man arbejder med den mening og hensigt, der findes i alle menneskers liv, i samfundet, i nationen og i menneskeheden. At blive en esoteriker, er derfor at blive en lysbringer, en frontløber og en dedikeret verdenstjener. Djwhal KhulDenne mester kaldes ved flere navne: Djwhal Khul, Djwal Kuhl, Jual Kool, Djual K. Tibetaneren eller blot D. K. Han er en 2. stråle mester, strålen for kærlighed og visdom. Han arbejder sammen med Kuthumi og Morya.D. K. er om nogen visdommens mester. Han har et stort kendskab til strålerne og de planetariske hierarkier. Efter sigende er han den mester, der har den største viden om strålerne. På grund af hans store villighed til at tjene, bliver han også kaldt "mestrenes budbringer." Mester D. K. er især blevet kendt via Alice A. Baileys litteratur. Hun fik af telepatisk vej dikteret 19 af hendes 23 bøger. Hendes bøger indeholder avancerede esoteriske og teosofiske videner. Der samtidig giver den studerende mulighed for dybe åndelige udviklingsprocesser. Selve det; at et menneske tilbydes mulighed for, at bevæger sig fremad fra den groveste form for tanketom materialisme til en åndelig forståelse og fuldkommenhed. Det sker selvfølgelig over mange liv. Det hævdes, at D. K. - Tibetanerens tidligere inkarnationer var som: Dharmayoti, en betegnelse for en af Buddhas nærmeste disciple – Kleineas, en af Pythagoras disciple - Filosoffen Platon – Aryasanga, en buddhistisk reformator der levede omkring år 400. Flere hjemmesider hævder, at Tibetaneren også var Casper. En af de tre vise mænd, ham der gav Jesus Guld. (De tre vise mænd fra hhv. Asien, Europa og Afrika. De havde navnene Casper, Melchior og Balthasar.) Når man dørDødsprocessenHvordan er det at dø? Dette afsnit indeholder passager fra Erik Ansvangs bog: Døden og den indre rejse. Mindeord om: Erik Ansvang: Erik Ansvang (1943-2015) var formand, webmaster og forfatter for fonden Visdomsnettet, der tilbyder frit tilgængelige artikler og e-bøger, meditationssystem, inspiration til fredsarbejde og konfliktløsning. Men, Hvordan er det at dø? Dette spørgsmål har mennesket stillet til alle tider og i alle kulturer. Svaret finder man aldrig, så længe menneskeheden anser den fysiske verden for at være den eneste. Vi vil bevæge os dybt ind i et tabuområde – et emne, som de fleste frygter, fortrænger og fortier. Emnet er døden, dødsprocessen og muligheden for et liv efter døden. Det er vigtigt at slå fast, at det ikke er opgaven at bevise, at naturvidenskabens syn på døden er forkert, og at åndsvidenskabens informationer om et liv efter døden er korrekte, ganske enkelt fordi ingen af de to videnskaber i øjeblikket er i stand til at bevise deres påstande på grundlag af anerkendte kriterier for bevisførelse. Når kunstnere eller filmbranchen skal billedliggøre døden, sker det i de fleste tilfælde ved at skabe rædselsvækkende og uhyggelige indtryk. Nutidens udbredte mangel på troen på et liv efter døden, og afvisningen af muligheden for at kunne kommunikere med indre verdener, har skabt en generel tvivl og uklarhed i menneskets holdning til et af livets absolut vigtigste emner. Naturvidenskabens materialistiske livssyn er en anden kilde til den udbredte frygt for døden. Forskerne påstår, at mennesket kun lever ét liv, og efter døden er der intet – absolut intet! Hjernen dør, bevidstheden forsvinder og mennesket ophører ganske enkelt med at eksistere. Man glemmer ofte, at naturvidenskaben ikke kan bevise, at der ikke findes et liv efter døden. I stedet for at konkludere, at man ikke ved om bevidstheden lever videre efter den fysiske død, konkluderer man, at hvis man hverken kan bekræfte det eller afkræfte det, så eksisterer det ikke. Den rigtige konklusion er, at forskerne ikke ved det. Mange kunstnere har i tidernes løb billedliggjort almindelige menneskers holdning til døden. Alle kender eksempelvis "manden med leen", som er en gammel, symbolsk, skræmmende fremstilling af den markante begivenhed, hvor man tager afsked med den fysiske tilværelse. De fleste nutidsmennesker forbinder derfor døden med sorg, angst, fortvivlelse og savn. For at kunne udtrykke sine tanker om døden, sammenligner man derfor med ting, man kender. Man siger, at et menneske, der dør, "sover hen". Den kristne kirke har også formået at skabe frygt for døden. I nutiden lever de færreste vesterlændinge efter kirkens dogmer og doktriner, men truslen om Helvede og evige pinsler hører alligevel til den kulturelle arv, og den præger vesterlændingene langt stærkere, end man umiddelbart forestiller sig. I Vesten har man den kristne kirkes trusler om Helvede og fortabelse i den kulturelle bagage, og samtidig er man stærkt præget af naturvidenskabens erkendelser og begrænsninger, som forudser udslettelse og forglemmelse. Gennem opdragelsen, uddannelsessystemet, arbejdspladsen, autoriteterne er alle uden undtagelse præget af samtiden og dens normer. Naturvidenskaben – nutidens præsteskab De færreste tænker over det, men naturvidenskabens forskere fungerer reelt som nutidens præsteskab. Forskerne præsenterer et materialistisk trossystem, som postulerer, at et menneske udelukkende er udtryk for hjernens elektromagnetiske impulser. Konsekvensen er uundgåeligt, at mennesket ophører med at eksistere, i samme øjeblik hjernen dør. Den naturvidenskabelige tro på, at mennesket ophører med at eksistere, skaber selvsagt angst for døden. Og som sagt er det værd at huske, at denne påstand ikke er bevist. Det er kun en teori ! Hvordan er det at dø?Ja hvordan er det? Dette spørgsmål har mennesket stillet til alle tider og i alle kulturer. Svaret finder man aldrig, så længe menneskeheden anser den fysiske verden for at være den eneste, der eksisterer. Problemet er selvsagt, at de mennesker, der dør, ikke vender tilbage og fortæller om oplevelsen efter døden. Og hvis de gør det, accepterer naturvidenskaben dem ikke som døde, men kalder dem "nær-døde" eller "næsten-døde".Åndsvidenskabens informationer om døden og dødsprocessen adskiller sig fundamentalt fra samfundets generelle opfattelse ! Dødsprocessen er en del af livet For de fleste mennesker er dødsprocessen den mest dominerende begivenhed i det fysiske liv – men glem ikke, at den er en del af selve det fysiske liv. Børn kan ikke forholde sig til døden, men før eller senere i livet begynder voksne mennesker at blive bevidste om, at livet uundgåeligt får en slutning. Måske forsøger man at fortrænge døden, men kulturen tillader det ikke. Utallige begivenheder i livet kræver, at man tager stilling til døden. Døden har nemlig været det faste tema i menneskets lange kulturhistorie. Overalt dukker det op. Man møder det i litteraturen. Man kender det fra skuespilkunsten. Fra opera til rock synges der om døden. Og i nutiden ser man dødens tema gentaget igen og igen af filmindustrien. Hvorfor taler man ikke om døden? Døden er den absolut sikreste del af livet. Den kommer til alle uden undtagelse. Døden har derfor altid været menneskets tro følgesvend, og derfor kan det undre, at emnet ikke diskuteres og udforskes åbent i stil med andre væsentlige emner i menneskelivet, men de fleste har vanskeligt ved at tale om døden. Døden er noget ukendt, og man frygter det ukendte. Man tror, at det er den totale afslutning på alt, hvad man holder af i tilværelsen. Alt ophører ... - alle forbindelser med andre mennesker - al kærlighed og hengivenhed - al aktivitet - alle planer og projekter - alt ... Døden er derfor en rejse til et ukendt og frygtet land, og man begiver sig af sted ufrivilligt og under protest. Djwhal Khul siger, at efter den generelle opfattelse svarer det til ... "– at forlade et oplyst, varmt værelse, venligt og velkendt, hvor de kære er forsamlede, for at gå ud i den kolde og mørke nat, alene og rædselsslagen, med håb om det bedste, men ikke sikker på noget". Den fysiske dødMennesket har en instinktiv frygt for døden, og dette instinkt har et formål. Det er ganske enkelt årsag til, at menneskeheden består som race og naturrige. Dødsangsten ligger til grund for, at menneskeheden har kunnet kæmpe sig frem til sit nuværende niveau. Man kalder denne frygt for selvopholdelsesdrift. Selvopholdelsesdriften er grundlaget for de mange videnskaber, der beskæftiger sig med opretholdelse af livet – eksempelvis lægevidenskaben, medicinalindustrien og velfærdssamfundet.Frygt for døden er en naturlig og nyttig reaktion. Frygt for løsrivelsesprocessenDe fleste mennesker frygter den endelige frigørelse fra legemet. Djwhal Khul fortæller, at der ikke er grund til at frygte denne løsrivelse, og han fortæller hvorfor:Det uudviklede menneske– har endnu en så svagt udviklet tænkeevne, at døden bogstavelig talt opleves som søvn.Der er ganske enkelt ikke tilstrækkelig hukommelse til at registrere oplevelsen. (Man kan sige, at der ikke er tilstrækkelig RAM i computeren til at rumme dødens store datamængder). Gennemsnitsmennesket– oplever døden som en direkte fortsættelse af de interesser og processer, det var optaget af i det fysiske liv. Det oplever ikke den store forskel.Mange er i begyndelsen ikke engang klar over, at de er døde. Aspiranten– oplever knap nok døden, for som aspirant fortsætter man omgående med det tjenestearbejde, man allerede har på de indre planer. Det er ligesom at tage på arbejde i det fysiske liv. Man genkender straks arbejdet, og tager fat, hvor man slap sidste nat.Den eneste forskel er, at nu kan man arbejde alle døgnets 24 timer i stedet for kun i søvnperioden. Den indviede– oplever døden på en helt speciel måde, for som indviet er man i forvejen fuldt bevidst på de indre planer. Man er derfor fuldt bevidst under hele dødsprocessen.Man oplever udelukkende døden som en frigørelsesproces. Sorg over at efterlade og at blive forladtSelvfølgelig er man ked af at forlade de mennesker, man elsker og holder af, men det skyldes først og fremmest, at man tror, at afskeden er definitiv. Når man tager på en kortere eller længere ferierejse, sørger man hverken selv eller andre i familien. Man glæder sig, og alle venner ønsker en rigtig god rejse og ser frem til gensynet. Hvis man vidste, at døden også er en rejse, og at man skal mødes igen, vil sorgen blive erstattet af lidt rejsefeber.I inkarnationernes løb har mennesket gennemgået utallige dødsprocesser. Nogle har været meget voldsomme. - Man er omkommet i kamp. - Man er blevet flået af vilde dyr. - Man er styrtet ned fra store højder. - Man er brændt ihjel. - Man er druknet. - Man er blevet myrdet ... osv. Disse uhyggelige oplevelser hører imidlertid til det fysiske liv, og har ikke noget med selve døden at gøre. Men da de voldsomme hændelser førte til døden, forbindes døden med reaktionerne på de sidste oplevelser i det fysiske liv. Kan døden være en smertefuld oplevelse? Nej – selve døden er aldrig smertefuld. Men den proces, der fører frem til den endelige død, kan naturligvis være det. Ofte går sygdom forud for døden, men sygdomsprocessen har intet at gøre med den proces, der afslutter sygdommen. Sygdom er en del af det fysiske liv – ikke af den fysiske død. Det er kroppen, der producerer smerterne, og hvis man oplever dem, er man stadig fysisk levende og til stede i kroppen. Det er vanskeligt at acceptere for de fleste, fordi man er vant til at identificere sig med kroppen, men mennesket er ikke kroppen, og det er kroppen, der er døende. At sygdom kun har med kroppen at gøre, kan illustreres sådan: Kroppen er et redskab eller transportmiddel for bevidstheden – ligesom en bil er et transportmiddel for personligheden. Hvis man forestiller sig, at man anskaffer en ny bil, svarer det til dengang, man fik en ny krop ved fødslen. Man bruger bilen, og efterhånden slides den mere og mere. Man begynder at få problemer med de vitale dele i motoren. En dag bryder bilen sammen, og man må efterlade den i vejkanten. Og den ender på bilkirkegården. I hele denne proces har man ikke en eneste gang identificeret sig med de "syge" motordele. Sygdommene hører til bilen – ikke til bilejeren. Det er det samme, der sker med den fysiske krop. Sjælen eller bevidstheden bruger kroppen. Efterhånden slides kroppens vitale organer, og en dag er den ude af stand til at fungere. Sygdommene hører til den fysiske krop – ikke til ejeren af kroppen. Ejeren forlader derfor kroppen, og denne udstigning kaldes døden. Sygdom og død er derfor adskilte ting. Smerter og DødskramperEn engelsk læge fortalte, at han engang havde oplevet en døende kvinde på kun 28 år, og hun havde de værste dødskramper, han nogensinde havde oplevet. I dødskampens smerter fortrak kvindens ansigt sig på den mest uhyggelige og lidende måde. Da krampeanfaldet var forbi, vendte patienten tilbage til bevidsthed.Hun åbnede øjnene og sagde med et smil: "Hvor har jeg dog sovet dejligt". Søvn og dødFrygten for døden skyldes frygten for det ukendte. Paradoksalt nok er dødsprocessen en af de processer, man kender allerbedst – man tænker bare ikke over det. Hvert eneste døgn forlades den fysiske verden, for når man lægger sig til at sove, og gør det, der kaldes "at falde i søvn", forlader man faktisk kroppen og den fysiske verden med bevidstheden.At fjerne bevidstheden fra kroppen svarer til at dø. Hjernen bliver nemlig bevidstløs – altså uden bevidsthed – ganske enkelt fordi bevidstheden er til stede i en anden dimension. I denne dimension fungerer bevidstheden levende og fuldt opmærksomt. Og efter et tidsrum, som kaldes søvnperioden, vender den tilbage til den fysiske krop og den fysiske verden. Frygten for døden skyldes helt enkelt, at man ikke kan huske, hvad man foretager sig om natten, og derfor opleves døden som noget ukendt. Problemet er, at der ikke er en direkte relation mellem de to tilstande, og derfor er man ikke opmærksom på, at man konstant forlader den fysiske verden og vender tilbage igen. Og som bekendt gør det ikke ondt at falde i søvn. Bevidsthedstråden og livstrådenDen almindelige psykologi har ikke nogen forklaring på det bevidsthedsskift, der sker under søvnen, for psykologer opererer kun med én verden. Set fra et fysisk eller naturvidenskabeligt synspunkt er bevidstløshed en gådefuld tilstand.Åndsvidenskaben oplyser, at det inkarnerede menneske er forankret til den fysiske krop med to energitråde: En livstråd, der er fastgjort til det æteriske hjerte, og en bevidsthedstråd, der er fastgjort til hjernen. Derfor er åndsvidenskaben i stand til at give denne forklaring: "Under søvnen bliver den energitråd, der er forankret i hjernen, afbrudt." "Ved døden afbrydes begge tråde eller forenes i livstråden ... huset er tomt." Døden – en cyklisk procesNår reinkarnation accepteres, vil menneskeheden begynde at betragte livet og døden som en cyklisk proces. Alt i naturen fungerer cyklisk. Alt følger en årscyklus.Træerne får blade i foråret. I sommerens løb bruger de bladene til at suge næring og sollys. Om efteråret afkaster de bladene og giver dem tilbage til naturen. Processen er berigende for mulden, for bladene formulder og gør jorden endnu mere frugtbar. Træet har lånt noget stof fra naturens husholdning, brugt det i et stykke tid, og giver det så tilbage – beriget efter brugen. Selve dødsprocessenHerefter skal der fokuseres på selve dødsprocessen. Det er en invitation til at tage med på efterlivets lange rejse, og det mest naturlige vil være at begynde i den fysiske verden. Lægevidenskabens forklaringer på, hvorfor det fysiske legeme dør, er allerede forklaret, men hvad er den ikke-fysiske årsag til døden ifølge åndsvidenskaben?Hvorfor dør mennesket egentlig? Her tænkes der på en naturlig død, så lige nu drejer det sig ikke om mord, selvmord og andre ekstreme situationer. Udgangspunktet er et menneske, der dør naturligt på grund af alderdom eller sygdom. Åndsvidenskaben oplyser, at mennesket dør, fordi sjælens begær efter formlivet ophører. Sjælens interesse for oplevelser og erfaringer i fysisk form stopper simpelthen. Forhåbentlig skyldes det, at sjælen har opnået det, den ønskede med inkarnationen, men årsagen kan også være, at den ikke kan udrette mere. Udviklingen er måske gået i stå. Processerne kører i ring. Det inkarnerede menneske er krystalliseret (det sker for mange ældre mennesker). Set fra sjælens synsvinkel er der intet formål med at fortsætte det fysiske liv. SjælenDet er altså sjælen, der gør status over livet og beslutter, hvornår et menneske skal dø – ikke den inkarnerede personlighed. Sjælen fjerner opmærksomheden, og i samme øjeblik dør mennesket. Forklaringen er enkel. Der er intet andet liv i et menneske end sjælens liv. Der er dog en form for selvstændigt liv i kroppen, men dette celleliv overlever heller ikke kroppens død. Når sjælen trækker sig ud, begynder kroppen at gå i opløsning. Kroppens liv opretholdes alene ved, at sjælen er til stede i kroppen.Mennesket må vænne sig til, at det er sjælen (det indre liv), og at personligheden (det ydre liv) alene er nogle legemer, redskaber eller "overfrakker", som sjælen iklæder sig. Sjælen er ikke bange for at dø. Det er sjælen, der beslutter sig for at lade sit fysiske redskab dø. Men "overfrakken" er bange. Det lyder måske absurd, men det er dybest set, hvad dødsangst er. Det fysiske legeme og æterlegemetSjælen har således et fysisk legeme. Indeni og uden om dette legeme er der forskellige andre legemer af finere stof. Det første legeme, der omgiver og gennemtrænger det fysiske, er æterlegemet. Æterlegemet kaldes også "det vitale legeme" eller "sundhedsauraen", og det er den del af det fysiske legeme, der stofligt befinder sig i det elektromagnetiske område. Æterlegemet er en energistruktur, der dannes ved undfangelsen og i opvæksten. Æterlegemet gennemstrømmer det fysiske legeme og strækker sig en smule uden for det fysiske legeme. Æterlegemet kaldes som sagt "sundhedsauraen", for det er dette legeme, der styrer cellevæksten. Det danner den støbeform eller det energiskelet, som det fysiske legeme vokser op indeni.AstrallegemetIndeni og uden om det fysisk-æteriske legeme har mennesket et astrallegeme, der udtrykker menneskets følelsesnatur. Det er et legeme, der består af stof, der vibrerer på en frekvens, der ligger højere end det fysisk-æteriske plan. Vibrationer i astrallegemet forplanter sig til det fysisk-æteriske legeme gennem chakraerne, og registreres i hjernen som følelser.Dødsprocessens tre faserSelve dødsprocessen forløber i tre hovedfaser. Her bruges de latinske betegnelser for disse faser, for det er dem, man møder i litteraturen. Når åndsvidenskaben ofte benytter fremmede ord og begreber, er det ganske enkelt fordi der ikke findes dækkende ord i det danske sprog. Dødsprocessen har disse tre overordnede faser:1. RestitutionDen første fase kaldes "restitution". Det kan oversættes med "tilbagegivelse af det lånte stof". Når mennesket dør, trækker sjælen sig ud af det fysiske legeme og æterlegemet. Først trækker æterlegemet sig ud af det fysiske legeme, og da det fysiske legeme og æterlegemet tilsammen udgør det fysiske redskab, betyder det reelt, at den fysiske død består i en spaltning af det fysiske legeme i to dele ... det fysiske legeme og æterlegemet.Skabelsesord / tilbagetrækningsordMenneskets inkarnation er sjælens "ud- og "indånding". Ved udåndingen udtaler sjælen et "skabelsesord" – et skabende mantra – som sjælen modtager fra en endnu dybere instans, nemlig ånden (monaden). Man kan derfor sige, at menneskets inkarnation er resultatet af udtalelsen af sjælens individuelle "skabelsesord".I døden sker det omvendte. Sjælen udtaler "tilbagetrækningsordet" eller "dødsmantraet." Man kan også sige, at den trækker "skabelsesordet" tilbage – eller at sjælen holder op med at udtale "skabelsesordet." Udåndingen går nu over i en indånding. Nadierne rystes løsDen næste vigtige forandring sker i æterlegemet. En kraftig vibration ryster alle nadierne løs fra nerverne. Nadierne er den æteriske genpart af de fysiske nervebaner. Nadierne og nerverne er intimt forbundet gennem hele inkarnationen, men når mennesket nærmer sig døden, rystes de fra hinanden, så det bliver lettere at trække den æteriske genpart af nervesystemet væk.Efter denne adskillelse mellem det æteriske og det fysiske nervesystem er der en pause. Om den er kort eller lang er individuelt. I pausen oplever den døende total fysisk afslapning. Ofte begynder frigørelsen af æterlegemet i øjnene, og det betyder, at den døende bliver blind. Samtidig indtræder der en meget fredfyldt tilstand med fuldstændig fravær af frygt. Den døende er ofte klar over, hvad der sker, og accepterer det fuldstændig. Den døende ligger og slapper af og går ind i processen. Samtidig toner den mentale aktivitet ud. Æterlegemet begynder at forlade hovedet. Hvis man trækker sig ud af hjertecentret eller solar plexus centret, vil æterlegemet begynde at forlade hovedet. Al hjernevirksomhed ophører. Chakraerne begynder nu at miste deres glans, og det er en vigtig information for healere. Det viser nemlig, at det er en dødsproces og ikke en sygdom, som kan helbredes. Dødsprocessen er sat i gang af sjælen, og det vil være nytteløst og meningsløst at foretage healingprocesser, for naturligvis skal man ikke modarbejde sjælens egen hensigt. Æterlegemet samler sig i hjertetI denne fase begynder æterlegemet at trække sig helt ud af det fysiske legeme.Først trækker det sig væk fra lemmerne ind mod de vitale organer. Det samler sig omkring det fysisk permanente atom i hjertecentret for at gennemføre den endelige tilbagetrækning. Det afventer det sidste afgørende træk, som river selve livstråden ud af hjertecentret. DødskomaNu kommer den anden pause. Man kalder den "koma". Det er en dødskoma, og den kan være meget kortvarig, hvis den fysiske elemental – dvs. cellebevidstheden i det fysiske legeme – er villig til at dø. Den kan også være langvarig, hvis elementalen modarbejder dødsprocessen. Det kan vare dage eller uger, hvor der er tegn på kamp.Alle mennesker dør derfor ikke lige fredfyldt, og årsagen er forskellige begær efter fysisk formliv. Den fysiske elemental stritter imod og kæmper på grund af angst og frustration, og hvis menneskets begær er stærkt og identifikationen med det fysiske legeme er stor, forlænges processen. GenoplivningskomaDer er også en anden type dødskoma, som kan kaldes "genoplivningskoma". Det er en form for koma, hvor man ganske vist er i koma, men det er ikke sjælens hensigt at lade personligheden dø. Denne koma kan eksempelvis skyldes en ulykke. Den medfører, at den fysiske elemental (det fysiske legeme) kæmper i samarbejde med sjælen. Der vil den omtalte afmatning af chakraerne ikke forekomme.Livstråden løsnes (selve døden)I femte fase trækkes livstråden ud. Den trækkes ud gennem hjertets 3. ventrikel – eller det æteriske hjerte, som er livstrådens sidste forankringspunkt.Hjertet stopper. Det er den egentlige død. Og det er det eneste rigtige dødskriterie. Forskellige dødskriterier er ind imellem til diskussion. Her tænkes der ikke på de traditionelle kriterier som dødsstivhed og dødspletter, men på diskussionen om hjerte- og hjernedød. Det er absolut relevante overvejelser, men når man engang på hospitalerne får ansat terapeuter med æterisk syn, vil man få et helt andet dødskriterie, nemlig øjeblikket hvor livstråden løsrives. I samme øjeblik livstråden rives ud sammen med det permanente fysiske atom, indtræder den fysiske død indiskutabelt. Personen kan ikke vende tilbage til kroppen. Der er derfor ingen grund til at diskutere hjerne- eller hjertedød. Set fra et sjæleligt, åndeligt og esoterisk synspunkt er mennesket afgået ved døden, når livstråden er ude. Kort efter forlader æterlegemet helt det fysiske legeme, og i samme øjeblik antager æterlegemet det fysiske legemes form. Det skyldes den tankeform, man har opbygget af sig selv. Alle har en forestilling om, hvordan man ser ud, og denne tankeform er utrolig stærk, og den former straks æterlegemet. TilbageblikketDenne aflæggelse af det fysiske legeme sker ikke ubemærket af sjælen. Det kan se ud, som om den døde giver et kraftigt træk i "klokkestrengen". Sjælen svarer med at sende en kraftig impuls ned i det astro-mentale menneske. Denne impuls er indledningen til tilbageblikket.I sidste øjeblik reflekteres hele livet i hukommelsen og dukker frem fra alle glemte hjørner og kroge – billede efter billede – den ene begivenhed efter den anden. Den døende hjerne udsletter hukommelsen med en stærk og afgørende impuls – og hukommelsen genskaber trofast ethvert indtryk, som er tilført den gennem perioden med hjerneaktivitet. De indtryk og tanker, som var de stærkeste, bliver naturligvis de mest levende, og de overlever så at sige. Alle de øvrige toner bort for evigt, men genopstår på mentalplanet. Intet menneske dør som sindssyg eller uden bevidsthed, sådan som nogle fysiologer påstår. Den fysiske døds to faserMan kan derfor se, at den fysiske død har to faser: Først trækkes æterlegemet ud af det fysiske legeme. Derefter trækkes livstråden ud af hjerteregionen. Det er den fysiologiske død. En kort periode er menneskets bevidsthed fokuseret i æterlegemet.Men så snart æterlegemet er ude og har antaget menneskets form, trækker bevidstheden – det indre menneske – sig også ud af æterlegemet, og er til stede i den astrale verden i sit astrallegeme. Æterlegemet bliver i nærheden af det fysiske legemeÆterlegemet har en voldsom tiltrækning til det fysiske legeme. Det bliver i nærheden af den fysiske krop, så længe kroppen ikke er opløst. I første omgang svæver æterlegemet over kroppen på dødslejet. Og hvis man begraver det afsjælede fysiske legeme, vil æterlegemet svæve over kisten og graven i mange år. Det er årsag til beretninger om kirkegårdsspøgelser, som sensitive mennesker kan se. Æterlegemet svæver over graven og går gradvis i opløsning i takt med det fysiske legemes opløsning nede i jorden.2. EliminationDen næste fase kaldes "elimination". Ordet kan oversættes med "fjernelse" eller "afkastning" – og hermed menes der afkastning af de indre legemer. Først tilbagegav mennesket det fysisk-æteriske legeme, og nu afkaster det også de indre legemer.Mennesket dør med andre ord flere gange på vejen tilbage til sjælen. Eliminationsfasen begynderDen afdøde vågner herefter op i den astrale verden – i sit astrallegeme eller ølelseslegeme.Mennesket går derfor ind i den anden fase, som kaldes elimination – "afkastning af de indre legemer". Mennesket dør altså flere gange. Hver gang man aflægger et legeme, gennemlever man i virkeligheden en død. På de indre planer afkaster man først astrallegemet eller følelseslegemet‚ senere mentallegemet eller tankelegemet. Og endelig ved integrationen med sjælen trækker mennesket sig helt ind i kausallegemet eller sjælens legeme, og bliver "hel" som sjæl betragtet. [s. 43] 3. IntegrationDen sidste fase er "integrationsfasen" eller "sammensmeltningsfasen". Integration betyder "at gøre hel". Det betyder, at sjælen bliver hel i sin egen verden. Den er nu vendt tilbage efter at have tilbagegivet og afkastet det stof, den har lånt. Det var dødsprocessens nøglefaser, og det vil være interessant at se nærmere på de tre faser.Den astrale dødMental- og kausallegemetIndeni og uden om astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme har mennesket et mentallegeme, der udtrykker menneskets tankenatur. Mentallegemet befinder sig på en frekvens, der ligger over eller bag det astrale stofs vibrationer. Vibrationer i tankelegemet registreres i hjernen som tanker. Og inderst inde i det individualiserede menneske findes kausallegemet eller sjælen, som udgør den inderste identitet på menneskets nuværende udviklingsniveau.Den mentale dødPersonligheden bevares i permanente atomerDet mentale legeme, det astrale legeme og det fysiske legeme er nu aflagt, et efter et. Mennesket har derfor aflagt de legemer, som det bruger til at tænke, føle og handle med, når det er i inkarnation. De tre legemer udgjorde personligheden, og det var dem, man identificerede sig med i inkarnationen. Det medfører imidlertid ikke, at personligheden er borte for bestandig. Det sidste livs personlighed er bevaret som data, informationer eller tendenser i de permanente atomer, og de vil igen blive aktiveret og udgøre støbeformen for personlighedens legemer i næste inkarnation. Når bevidstheden trækker sig tilbage til sjælslegemet, ophører enhver identifikation med personligheden, og man ser for første gang, siden inkarnationen begyndte, sig selv som det man i sandhed er – en sjæl. Begrænset bevidsthed for mange I sjælslegemet er der ikke brug for "vinduer", for at kunne opleve kausalplanet, for mennesket er nu tilbage i sit sande hjem. Alle vægge til omverdenen er borte. Det betyder imidlertid ikke, at alle er fuldt vågne og bevidste på sjælsplanet. Størstedelen af menneskeheden er endnu meget ubevidste på dette høje plan, og udsynet er altid begrænset af den manglende bevidsthed. Derfor hviler de fleste i en drømmetilstand uden at ænse noget. Livet på sjælsplanet spiller derfor en meget lille rolle for gennemsnitsmennesket. De lavest udviklede mennesker opnår ingen bevidst kontakt med sjælsplanet, mens et meget stort antal mennesker blot opnår en let berøring med de lavere underplaner. Den åndeligt udviklede sjæl vil selvsagt opleve sin egen verden som helt ubeskrivelig smuk. Uanset udviklingsniveau så skal ethvert menneske bevidst eller ubevidst føres tilbage til sjælsplanet, og efterhånden som udviklingen skrider frem, vil livet på sjælsplanet gradvist blive mere og mere vågent og virkeligt. SjælsplanetDer er tre underplaner på sjælsplanet, 3. 2. og 1. plan. Det skal forstås som: 1. plan er det højeste af dem.3. underplan på sjælsplanetNår man dør den mentale død og aflægger mentallegemet, samles og integreres bevidstheden endelig i sjælslegemet på sjælens eget plan. Sjælslegemet er selvfølgelig endnu mindre udviklet end mentallegemet, for sjælens legeme rummer kun det absolut mest sublime fra alle inkarnationerne. Derfor er bevidstheden endnu mere indadvendt, end den var i den mentale verden. I begyndelsen er sjælslegemet blot en farveløs ægform, men efterhånden som mennesket udvikler sig, viser der sig en changerende smuk perlemorsglans ligesom i en sæbeboble.Her bor der ca. 60 mia. sjæle. Langt de fleste mennesker har kun aktivt stof fra 3. underplan i sjælslegemet, og bortset fra et forholdsvis lille antal befinder alle sjæle sig på dette niveau. Individualiserede dyr Dyrene er den kommende menneskehed. Dyr har en gruppesjæl. De har flokbevidsthed, og når et dyr glider fra dyreriget over i menneskeriget, sker det ved, at det forankres på sjælsplanets 3. underplan. De bryder ud af gruppesjælen og får deres egen individuelle sjæl. Derfor siger man, at de individualiserer. Der findes forholdsvis få individualiserede dyr i denne periode i planetens udvikling, og reelt kan man ikke kalde individualiserede dyr for dyr, for de jo er blevet mennesker, selvom der er tale om meget primitive mennesker med en bevidsthed, der stort set er identisk med dyrets. Deres sjælslegemer er meget små, primitive og uudviklede, fordi de endnu ikke har tilført erfaringer og egenskaber fra inkarnationer i menneskeriget. 2. underplan på sjælsplanetHerefter drejer det sig om sjælsplanets 2. underplan, og det er væsentligt tyndere befolket. Alle sjæle eller sjælslegemer har naturligvis stof fra dette underplan, men langt de færreste har aktivt stof på planet, og derfor har de ikke bevidsthed på dette niveau.Kun mennesker med bevidst sjælskontakt At komme ind på 2. underplan er som at komme fra storbyens trængsel ud på et fredfyldt sted på landet. Årsagen er, at kun meget få er nået så langt i udviklingen, at sjælslegemet kan udtrykke sig på dette plans høje vibrationsniveau. I denne høje verden har man adgang til planetens guddommelige sind, hvor man kan opfange de store værdier og studere de arketyper, som gradvis udvikles i de lavere verdener. Bl.a. kan man se det positive og hensigtsmæssige i de arketypiske idéer. 1. underplan på sjælsplanetEndelig er der 1. underplan – det højeste på sjælsplanet. Sjælsplanet er den abstraktetænknings plan. Her befinder man sig i idéernes egen verden. Tanken er grundlaget for al skabelse, og på dette plan kendes de esoteriske hemmeligheder bag skabelsen. Forbeholdt Hierarkiet Det er overhovedet ikke realistisk at snakke om 1. underplan for almindelige mennesker, for det kræver så høj åndelig udvikling at have blot en smule bevidsthed på dette plan, at det faktisk er forbeholdt Hierarkiets medlemmer. Her møder man kun meget få fra menneskeheden, men man kan møde mestrene og deres højt udviklede disciple – de indviede. Hvordan de oplever dette eksistensniveau, ved man ikke, for det er ikke muligt at finde fysiske ord, der kan beskrive formerne, farverne og lydene på dette plan – eller på sjælsplanet i det hele taget. Konflikten mellem det lavere og det højere Menneskets lavere legemer er også devaer, som sjælen eller bevidstheden iklæder sig under inkarnationen. Der er imidlertid en afgørende forskel på de devaer, der udgør det fysisk-æteriske legeme, astrallegemet, mentallegeme og "solenglen", som udgør menneskets kausallegeme eller sjælslegeme. Udviklingsvejen for de lavere legemers devaer er den, der kaldes involutionsvejen. Disse devaer søger nedad mod grovere vibrationer eller stadig tættere stof. De vikler sig ind i stoffet. Menneskets bevidsthed, der tager ophold i disse legemer under inkarnationen, er på evolutionsvejen eller udviklingsvejen. Mennesket forsøger at vikle sig ud af stoffets greb. Mennesket er derfor på vej opad mod tiltagende åndelighed. Resultatet forstås Først når bevidstheden er trukket helt tilbage fra identifikationen med de lavere legemer, og igen er centreret i sjælen, forstås det endelige resultat af den afsluttede inkarnation. Livet ses som en helhed, og det bliver nu tydeligt, hvilke egenskaber man har erhvervet i inkarnationens prøvelser. Samtidig begynder man at få bevidsthedsglimt af, hvad det afsluttede liv vil betyde for næste fødsel og inkarnation. Der er dog ikke tale om en klar og detaljeret viden om det kommende liv. Planlægger den næste inkarnation Sjælen vurderer den samlede udvikling, og begynder nu at planlægge den nye inkarnation på det nye grundlag. Man skal ikke forestille sig, at der lægges store, komplicerede og detaljerede planer. Planen for inkarnationen er ofte meget enkel. Med assistance fra en repræsentant fra Karmas Herrer udvælges en enkelt eller nogle få karaktersvagheder, der skal arbejdes med i den nye inkarnation. Højt og lavt forenes Efterhånden som evolutionen fortsætter, vil livet efter døden forme sig sådan, at opholdet på de astrale og mentale planer gradvis bliver kortere, mens livet i de højere regioner bliver stadig længere. Til sidst smelter bevidstheden sammen, sådan at det højere og det lavere bliver forenet i en syntese. Det betyder, at man ikke længere er i stand til at pakke sig ind i en tankesky, som repræsenterer selvskabte begrænsninger. Til sidst kan man opleve hele den store og fantastiske himmelverden. Mantra: Jeg betragter døden som et skridt på vejen mod lys og liv. SjælenHvornår får et foster sin sjæl ? Tænk Abortlovgivning !Den gennemsnitlige graviditets varighed er 38 uger regnet fra befrugtningen, dvs. omkring 9 måneder eller 266 dage.En person der arbejder med en healingsform, som opløser traumer, der er opstået i de allerførste år af livet siger. Her mærker jeg ind i klientens subjektive oplevelse fra de er et foster og frem til 7 år og det mærkes meget tydeligt, når besjælingen finder sted. Det er ikke til at tage fejl af og sker altid 3 måneder inde i fostertilstanden, altså ca. 13 - 14 uger. Men sjæl ... det er ikke defineret hvad en "sjæl" er, derfor giver spørgsmålet ikke mening. De fleste (som i "alskens filosoffer gennem tiden" er enige om at vi er mere end opretstående kødsække ophængt på et calciumstativ, om ikke andet fordi vi differentierer mellem værdien af et dyr og af et menneske. Konceptet om en sjæl er også en af de få ting civilisationer har udtænkt uafhængigt af hinanden; man finder konceptet om en sjæl i de fleste naturreligioner, og også i alle de større og mere avancerede religioner. Ifølge psykiater Michael Newton (som skrev "Livet mellem livene" baseret på 7000 klienters oplevelser i regressions-hypnoterapi, hvor de blev bragt tilbage til en tilstand som ren sjæl), forener sjælen sig med fostret i livmoderen omkring 4.-6. måned af graviditeten. Også inden for islam vurderer man, at fostret ikke længere er et før-menneskeligt levende objekt, men et besjælet menneske, ved 4-månedersalderen, altså 17 - 19 uger. Hvornår forlader sjælen din krop ? Tænk Donorlovgivning !Nogle mennesker glider, efter den kliniske død, midlertidigt ind i en form for ubevidsthed, der sædvanligvis højst varer 36-48 fysiske timer.I cirka 36 timer efter det faktiske dødstidspunkt, befinder mennesket sig i en lykkelig men drømmende bevidsthed. Man kan derfor se, at den fysiske død har to faser: Først trækkes æterlegemet ud af det fysiske legeme. Derefter trækkes livstråden ud af hjerteregionen. Det er den fysiologiske død. En kort periode er menneskets bevidsthed fokuseret i æterlegemet. Men så snart æterlegemet er ude og har antaget menneskets form, trækker bevidstheden – det indre menneske – sig også ud af æterlegemet, og er først nu til stede i den astrale verden i sit astrallegeme. InkarnationenMenneskets inkarnation er sjælens "ud- og indånding". Ved udåndingen udtaler sjælen et "skabelsesord" – et skabende mantra – som sjælen modtager fra en endnu dybere instans, nemlig ånden (monaden). Man kan derfor sige, at menneskets inkarnation er resultatet af udtalelsen af sjælens individuelle "skabelsesord".I døden sker det omvendte. Sjælen udtaler "tilbagetrækningsordet" eller "dødsmantraet." Man kan også sige, at den trækker "skabelsesordet" tilbage – eller at sjælen holder op med at udtale "skabelsesordet." Udåndingen går nu over i en indånding. I cirka 36 timer efter det faktiske dødstidspunkt, befinder mennesket sig, som førnævnt, i en lykkelig men drømmende bevidsthed. Dermed mener man, at det ikke er bevidst om noget omkring sig, hverken i denne verden eller på den anden side, for det er indhyllet i det, der kaldes drømme. Efter dette tidsrum, vil erfaringerne være forskellige for den afdøde i forhold til det liv, der blev levet i den fysiske verden. En kort periode er menneskets bevidsthed fokuseret i æterlegemet. Men så snart æterlegemet er ude og har antaget menneskets form, trækker bevidstheden – det indre menneske – sig også ud af æterlegemet, og er til stede i den astrale verden i sit astrallegeme. Æterlegemet har en voldsom tiltrækning til det fysiske legeme. Det bliver i nærheden af den fysiske krop, så længe kroppen ikke er opløst. I første omgang svæver æterlegemet over kroppen på dødslejet. Og hvis man begraver det afsjælede fysiske legeme, vil æterlegemet svæve over kisten og graven i mange år. Æterlegemet holder sig intakt indtil forrådnelsesgraden er stærkt fremskredet. Æterlegemet vil herefter gå i opløsning og forsvinde helt. Set fra dette synspunkt er nedfrysning af menneskekroppe katastrofal. Metoden vil forsyne verden med fysiske og æteriske lig, som kan holde sig i århundreder eller endda årtusinder. Tænk pyramider og mumier ! Disse informationer rejser uundgåeligt spørgsmålet – er begravelse en fornuftig metode? Åndsvidenskaben siger nej og anbefaler ligbrænding. Dog ikke kun af denne grund, men også fordi de fleste døde kroppe er fyldt med sygdomskim, og ligene forurener jorden og grundvandet, mens de langsomt går i opløsning. SelvmordBlandt de afdøde kan man f.eks. møde selvmordere. Men hvor havner de, og hvad sker der egentlig med dem? Selvmord er sædvanligvis en meget alvorlig sag, som får uhyggelige konsekvenser efter den fysiske død. Selvmordets konsekvenser afhænger af motivet for den ulykkelige handling, og naturligvis findes der eksempler på helt uselviske motiver, hvor man oprigtigt tager sit eget liv for at redde andre.Et eksempel kunne være en krigssituation, hvor en person vælger at tage sit eget liv for at undgå, at give skæbnesvangre informationer under tortur. Men uselviske selvmord er uhyre sjældne. Som regel ønsker selvmorderen at slippe væk fra en uoverskuelig situation. I langt de fleste tilfælde er motivet, at man ønsker at undgå smerte. Det kan være fysisk smerte i forbindelse med sygdom, og det kan være følelsesmæssig smerte på grund af en håbløs situation. Hvis selvmordet skyldes utålelige smerter i forbindelse med en dødelig sygdom, vil der i nogle tilfælde indtræffe en tilstand af ubevidsthed eller "astral søvn", som varer til det tidspunkt, hvor legemet af sig selv var bukket under. Hvis selvmordet derimod er motiveret af egoisme, eksempelvis begær, had, jalousi eller ønsket om at undgå følgerne af egoistiske handlinger, vil følgen være en meget lidelsesfuld astral tilværelse. Sjælen planlægger aldrig selvmordDet er vigtigt at understrege, at sjælen aldrig planlægger et selvmord. Selvmord er som at rive en sten ud af en umoden frugt. Der vil altid hænge noget af frugtkødet ved – eller sagt på en anden måde: Der vil fortsat være en binding til det fysiske plan. Selvmord er simpelthen den værste forretning, man overhovedet kan gøre, for der er alt at tabe og absolut intet at vinde. Selvmord er en desperat og fortvivlet handling. Ofte er det en forståelig handling, men den er et forfærdeligt fejltrin.Grunden er, at den voldsomme lidenskab eller den svære depression, man forsøger at flygte fra, bringer selvmorderen fra asken i ilden. Selvmorderen kommer ind på følelsens eget plan og havner i nogle tilstande, hvor følelsen er mange gange voldsommere end før. Man slipper altså ikke væk fra følelsen og smerten, og det er som regel hensigten med selvmordet. Tværtimod bliver den pinefulde depression eller glødende jalousi til åben ild på astralplanet. Når man dør "den fysiske død" kommer man til astralplanet, og her har den "døde" en oplevelse af en ubeskrivelig bevidsthedsklarhed, og af at Tiden ikke eksisterer. Mareridtsagtig gentagelseI den bundne tilstand på astralplanet vil selvmordere genopleve tiden op til selvmordet og selve selvmordet igen og igen i en mareridtsagtig gentagelse. Der kan gå mange år i denne uhyggelige tilstand, for bindingen til situationen og den sindstilstand, der førte til selvmordet, vil bestå frem til det tidspunkt, hvor selvmorderen karmisk set skulle dø – og især omkring selvmorderens planlagte dødsdag er smerten indadtil stor. Det er naturligvis helt forfærdeligt, og det er uden tvivl derfor det siges, at et menneske aldrig begår fuldbyrdet selvmord mere end én gang.Forsøger at komme tilbageSelvmordere er normalt meget ulykkelige efter døden. De er stærkt hæmmede,og de befinder sig i den astrale skyggeverden (6. underplan), som er blottet for positiv beskæftigelse. Når de opdager, hvor fortvivlet og forgæves selvmordet har været, vil de ofte forsøge at komme tilbage til det fysiske liv. De indser, at man under ingen omstændigheder kan flygte fra karmiske konfrontationer, og de vil derfor tilbage for at bære de fysiske livs byrder og løse de problemer, de prøvede at flygte fra. Problemerne skal løses på et andet tidspunkt sammen med de samme mennesker, som de flygtede fra, for de er som regel karmisk forbundet til dem. Det kan tage mange liv, før der igen kan skabes en situation, hvor alle de involverede mennesker, igen kan være til stede. Men ét er sikkert – karmisk gæld skal afvikles før eller senere. Det er ikke muligt at stikke af fra regningen. "Vejen ud er vejen igennem", som Stanislav Grof engang har udtryk det. Resultatet er, at selvmorderne ofte prøver at besætte inkarnerede mennesker. I forsøget på at besætte, chikaneres de levende, og derved forværres den karmiske situation. Selvmordere "svømmer mod strømmen"Det betaler sig ikke at begå selvmord, og det er helt unødvendigt at tage sit eget liv, for man kan altid klare inkarnationens prøvelser. Man udsættes aldrig for mere, end man kan klare, men mennesket har en tilbøjelighed til at undervurdere sine egne kræfter.Motivet til selvmordet er afgørende for, på hvilket plan man træder ind på astralplanet – men det er altid lavere, end hvis inkarnationen blev levet til ende. Forklaringen er enkel. Inkarnationen begynder med, at sjælen fremsiger "skabelsesordet". Det er sjælens "udånding". Denne udånding er den udstrømmende kraft fra sjælen, som blidt men bestemt tvinger mennesket i inkarnation – og fastholder det i inkarnation. Og denne "udånding" er fastsat til at vare en inkarnation af en nøje planlagt længde. Denne udstrømmende kraft fortsætter derfor i hele den fastlagte inkarnationslængde, og hvis et menneske tager sit eget liv, forsøger personligheden derfor at "svømme mod strømmen". Presset fra den udstrømmende kraft holder personligheden nede i de lavere astrale regioner i hele den planlagte livslængde. Det kan anbefales at læse en uddybende artikel om dette vigtige emne, ved at downloade artiklen Selvmord esoterisk belyst på www.visdomsnettet.dk |
|
